Det er skosværten.
T.v.: ldrende crooner, der lader sig kneppe i røven af satan. Indsat t.h.: amerikansk præsidentkandidat uden sjæl. I midten: ikke oplyst.
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det





Helle Thorning-Schmidt, dansk politiker – Joan Allen, kendt fra Bourne-filmene.





PS Jeg fik lyst til at genopfriske min S&G, fordi Paul Simon var på Stephen Colbert og synge American Tune, brøstfældigt og gammelmandsagtigt i starten*), men så løftede han sig op. Det er svært at stikke en vel-mic’et mand med en velstemt guitar. Alle de gamle troubadourer klarer sig godt på Colbert – Jackson Browne og James Taylor lige så – og så er det et af de få shows, hvor musikere får lov til at snakke, ind imellem vittighederne, og de har tit en anden måde at se tingene og udtrykke sig på end de sædvanlige snakkende hoveder, hvis de da overhovedet kan sætte to sammenhængende ord sammen. M.a.o. deres er en anden profession end at snakke.

Se hvad Errol Morris den store, den navnkundige, indsigtsfulde og omhyggelige, skriver om det smil på sin blog i The NY Times.




Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).



Det her med at få "Billary" som præsident er der tilsyneladende enkelte af mine læsere (I ved hvem I er), der går meget op i.



Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)



Jeg var ude at stå på skøjter i dag for første gang i over 30 år. Det var forfærdeligt.


