Min trofaste gamle Krups er tilsyneladende gået helt ned. Den lækker og drypper kun, selvom jeg afkalker den.
Min nye reserveespressomaskine, jeg købte af en Brøndby-fan på Kaninmarked, eksploderede, da jeg forsøgte at redde dagen:

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det


***
Jeg er ked af at hæmme nogens flow og overvejer at opstille radioapparater i alle kabinerne, så man i det mindste kan overdøve bevægelserne og foregribe ubehagelige overraskelser (sand altruisme). Eller synge som Caruso.


Jeg er tilbage på pinden efter min debiliterende sygdom. Nu går jeg her og slæber min forbundne ankel hen ad gangen som Blinde Pew. Jeg må nok se i øjnene, at det er umuligt for mig at arbejde uden kaffe. Jeg har ingen motivation eller adrenalin at trække på. Men hvad med min sarte mave? Er den kommet sig nok til, at jeg kan begynde at hælde den sorte bryg ned i den igen? Og hvad vil mit tarmsystem sige? Der er kun én måde at finde ud af det på...
Min ankel er smadret, og jeg kan ikke gå, og nu er min mave også eksploderet og sprunget læk.
Det kan være svært at gøre, hvad man har lyst til, når ens kone er imod det, og man ikke ved, hvad der er rigtigt, og gerne vil stille alle tilfredse.
Lige nu ser det ud til at være USA.