Intelligente folks børn keder sig ikke

Jeg kunne sagtens sidde og spille gonggonger hele dagen og være perfekt lykkelig.


Angus Maclise: The Invasion of Thunderbolt Pagoda (Part 1).

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***