Viser opslag med etiketten jyske kvindestemmer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jyske kvindestemmer. Vis alle opslag

onsdag den 2. december 2009

Det er ikke mig der har PMS

***
Jeg var nødt til at forlade stuen i går, fordi min familie (en hustru, to døtre) insisterede på at se en højlydt dokumentar på DR om piger med anoreksi. Jeg har arbejdet hele dagen og tager skolemødet, fordi min kone ikke vil gå glip af sin dansetime, og laver mad, og så insisterer de på at se et program om anoreksi, mens de spiser. For himlens skyld! Det er ikke fordi det ødelægger min appetit, jeg gider bare ikke høre om nogens problemer (især ikke på DR's måde). Vores lejlighed er så lille, det ikke er til at være nogen vegne for lyden af bekymrede forældre fra provinsen, og jeg er nødt til at sidde ude i køkkenet og spise. Mutters alene på mit martyrkors.

– Det er faktisk et ret alvorligt problem, siger min datter (13).
– Det er jeg sikker på, siger jeg, – jeg gider bare ikke høre om det, mens jeg spiser.

– Du kunne høre om et nyt alvorligt problem hver aften, indtil du var 96 år gammel, og du ville ikke blive færdig, tilføjer jeg tarveligt.

Der er virkelig ikke til at være nogen vegne. Jeg skruer i det mindste ned for lyden, når jeg ser min fodbold, og så skal jeg alligevel altid høre på deres kommentarer og bede dem flytte sig, fordi de hele tiden går ind foran skærmen.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Jeg kan ikke mere.
Gud, lad mig krepere,
før du sender mig forbandelser flere.
***

mandag den 9. marts 2009

Jeg får ikke gjort noget ved noget

***
Første dag jeg er rimelig frisk, og så har jeg ikke lavet en skid hele dagen.

Weekenden, hele sidste uge og weekenden før – 9 dage ude af mit værksted – det er et langt brud.

Hver dag siger jeg til mig selv: I morgen skal det være.

Godt jeg ikke drikker.


PS Jeg undveg mit arbejde så meget, at jeg skrev til en blog, hvis titel misforstår, om ikke mishandler, det engelske sprog, samtidig med at den gerne vil bryste sig deraf – for høfligt at påpege misforståelsen (thi jeg er Påpege the Sailorman. Haha).

"Hvorfor har mennesker som dig så tralvt???” skrev hun tilbage. "Nu har jeg kaldt den [bloggens navn], så det er det den hedder. Det er en privat blog og kan du ikke lide navnet, så lad være med at læse den - der er INGEN der tvinger dig."

Og: "Måske du kan finde noget andet du kan gå op i?"

Det får man for at række en hjælpende hånd til vilde hunde.


PPS Hendes approach er tydeligvis meget anderledes end min: jeg absorberer kritikken og bliver stærkere, som The Blob med radioaktivitet.



***

søndag den 27. juli 2008

Nationalhad


Jeg begynder at hade Danmark, så snart jeg står i lufthavnen, den udenlandske, og hører de første danske stemmer, altid jyske. Mit had vokser sig enormt, når jeg er landet i Kastrup, først udtrykt ved sarkasme siden indesluttet bitterhed, der nu har varet i tre dage. Jeg kan ikke engang kigge op på den skyfri, melonfarvede aftenhimmel uden at tænke, hvor jeg dog hader alting. Beklager.

mandag den 30. april 2007

Psykisk voldtægt

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."

Intensiteten af samtalen steg og faldt, og hun blev ved med at vende tilbage til det samme, men da var jeg holdt op med at høre efter.