Jeg var nødt til at forlade stuen i går, fordi min familie (en hustru, to døtre) insisterede på at se en højlydt dokumentar på DR om piger med anoreksi. Jeg har arbejdet hele dagen og tager skolemødet, fordi min kone ikke vil gå glip af sin dansetime, og laver mad, og så insisterer de på at se et program om anoreksi, mens de spiser. For himlens skyld! Det er ikke fordi det ødelægger min appetit, jeg gider bare ikke høre om nogens problemer (især ikke på DR's måde). Vores lejlighed er så lille, det ikke er til at være nogen vegne for lyden af bekymrede forældre fra provinsen, og jeg er nødt til at sidde ude i køkkenet og spise. Mutters alene på mit martyrkors.– Det er faktisk et ret alvorligt problem, siger min datter (13).
– Det er jeg sikker på, siger jeg, – jeg gider bare ikke høre om det, mens jeg spiser.
– Du kunne høre om et nyt alvorligt problem hver aften, indtil du var 96 år gammel, og du ville ikke blive færdig, tilføjer jeg tarveligt.
Der er virkelig ikke til at være nogen vegne. Jeg skruer i det mindste ned for lyden, når jeg ser min fodbold, og så skal jeg alligevel altid høre på deres kommentarer og bede dem flytte sig, fordi de hele tiden går ind foran skærmen.
Mit hoved er ved at eksplodere.
Jeg kan ikke mere.
Gud, lad mig krepere,
før du sender mig forbandelser flere.
***
5 kommentarer:
Det var en TV2-dok.
Gad vide om du i virkeligheden er en kvinde? jeg kan godt undre mig engang imellem...thi hi hø hø thø hø..
@Don: Kan det ikke være det samme?
@Sidse: Jeg er endog meget, meget, meget mand, murhahahahaha!
Jeg mener: Kan det ikke være det samme?
JO!! Fuldstændig.
Du ville stadig være syg i hovedet!
Prøv at gå en tur i den 'friske' luft - så fik du måske mere plads indeni dig selv....!
Send en kommentar