Viser opslag med etiketten frokostpause. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frokostpause. Vis alle opslag

mandag den 14. november 2011

Noget for


Jeg malede, indtil der kom ren form ud af min pensel. Hvert strøg var et levende væsen. Og så holdt jeg frokost.



mandag den 19. september 2011

Arbejdsmiljørådet anbefaler:


Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

torsdag den 12. maj 2011

Mål og midler


Højdepunktet på min dag i går var, da jeg kørte ned i Kvickly og købte en brødrister.
Man kan lave al mad på en brødrister.



lørdag den 26. december 2009

Jeg må hellere tage mig noget frokost, før jeg dør

***
Jeg er glad for, at jeg er i live, jeg er glad for, at jeg ikke er død, tænker jeg, mens jeg puster røg på mit spejlbillede.


***

torsdag den 27. november 2008

Sveden kerne

***
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.

Nu hænger jeg i dyndet igen. Min tro på at tingene kan lade sig gøre er ramlet ind i min ugidelighed og berøringsangst. Tingene er værre, når man har dem tæt på (i hvert fald er de nemmere, når man ikke kan gøre noget ved dem alligevel). De fylder mere. Fra toppen af verden ligner mine problemer insekter. Min onkel sagde, at når han lå om natten og ikke kunne sove, tænkte han på, hvor lidt han selv fyldte i hele universet, hvor uendeligt små hans problemer var i det store hele, klejnheden af menneskelig eksistens. Han begik selvmord.

Men jeg kender det godt: Hvad er det hele værd? Intet! Det er kun, hvad du gør det til. Der er en verden til forskel på inden og uden for din hovedskal.

Jeg trænger f.eks. til at bryde ud af mit hoved.

Men først frokost.

Kan jeg holde noget, jeg lovede mig selv i dag?
***

søndag den 3. august 2008

Tjek

***
Jeg så lige mig selv i spejlet, og, jo, jeg er stadig smuk.



Men jeg kan ikke lide, at alle jeg møder, jeg ikke har set i lang tid, siger: – Hvor er du dog blevet tynd. (Hvad har jeg, aids?) Pundene rasler fortsat af mig. Jeg er en skygge af mig selv. Jeg må få mig lidt pondus.



Skal jeg foretage mig noget fornuftigt eller spise frokost? Svaret giver sig selv.
***

fredag den 18. januar 2008

Desværre en reel konstatering

Jeg føler mig nervøs i dag i en grad, så jeg ikke bør være ude blandt mennesker.



Frokosttid.

tirsdag den 20. november 2007

Hvad er jeg, mine impulsers slave?

Det er åndssvagt at ryge, så nu vil jeg holde op.*) Jeg er træt af, at mit tøj lugter, jeg hoster og harker, og jeg tror jeg får dårlig ånde. Det er pinligt. Rygning sidder heller ikke godt med mit selvbillede, så jeg køber en klase bananer i stedet for.

Min guru sagde, at lysten til at ryge kun varer 5 sekunder, så det gælder om at tænke på noget andet i mellemtiden (så kan det godt være, at lysten hurtigt vender tilbage igen, men så må man tænke på noget andet igen). Nu er jeg f.eks. sulten. Jeg tænker på frokost.

Jeg plejede at sjippe, når jeg fik lyst til at ryge, så det vil jeg prøve igen (jeg lokaliserer just mit sjippetov i den anden ende af lokalet).

Nu er det bare at komme hurtigt forbi 7-eleven – hvilken ussel og umenneskelig biks er det ikke – hvor de sælger mit foretrukne mærke, og mentalt forberede mig på ikke at gøre holdt dér.

Jeg hader at høre om folks rygestop, især når de ikke har nogen disciplin, som mig. Det er den samme historie om og om igen. Tåbeligt at gøre sig kemisk afhængig igen.


*) især fordi nu er pakken røget.

Note: Der er for mange så’er i det her indlæg.

fredag den 30. marts 2007

Jeg kan ikke altid finde ud af, hvad jeg skal spise til frokost

Jeg har lavet et lille eksperiment.
Det er sket, at jeg i mangel af bedre har købt en bøtte tunsalat i Netto (sarte læsere kan springe af her: Ifølge etiketten dækker bøtten 80% af gennemsnitsmenneskets daglige fedtbehov).
Sidste uge fandt jeg på at hælde en ekstra dåse tun oven i for at strække dressingen. I dag ser jeg, at der er rigelig dressing til 2 ekstra dåser tun*) (se billedet).
Men hvad skal jeg med al den tunsalat? Jeg får den aldrig spist.


Note 1: At jeg ikke er den eneste, der har fundet på det, ses her, selvom der i dét spareråd dog stadig kun er tale om en enkelt dåse tun oveni.

Note 2: Til sidst dænges det hele til med rødløg og tomater på rugbrød med fransk sennep. Presto. Voila. Sulten melder sig.

*) Det er som Jesus med fisken og brødet.

fredag den 9. februar 2007

Update fra mit indholdsløse liv

Min dagsrytme er blevet ødelagt i dag, fordi jeg tog to kopper pædagogkaffe ved fastelavnsbordet nede i min datters børnehaveklasse først. Hvad er så min motivation for at tage på arbejde, og hvad har jeg at sparke mig i gang med nu?



Okay, min espressomaskine står netop nu og bobler med friske forsyninger, men jeg er bange for, effekten ikke bliver, som den burde. Men det er forsøget værd, for det er alt, hvad jeg har. Jeg ryger ikke engang. Måske skulle jeg pause for frokost.

onsdag den 3. januar 2007

Mit job



Mit job består groft sagt i at sidde inde i et rum med to brevsprækker i døren. Engang imellem kommer der arbejde ind af den ene sprevbrække. Så laver jeg det og smider det ud af den anden. Senere kommer der penge ind af den første.
Jeg holder pause for frokost.
Sådan er mit liv.
Det er uglamorøst.