Viser opslag med etiketten ægteskabet er hårdt arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ægteskabet er hårdt arbejde. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

De vigtige første skridt


Jeg må belave mig på at redde mit ægteskab og få mit familieliv til at fungere. "Belave" er det et ord? Hvorfor jeg fortæller jer om det, ved jeg ikke. Nu vil jeg gå i Døgn-Netto og købe saltet fisk og Humboldt Shepherd's Pie.



tirsdag den 10. januar 2012

Samfundets top


– Hvad er din hemmelighed? spurgte jeg på vej ud af hendes store hus efter folkeskoleklassegenforeningsfesten. – Hvordan kan du holde dig så ung?
– Skilsmisse, sagde hun.



søndag den 1. januar 2012

Long-playing


Min kone flyttede mine plader, fordi de ikke er mine egne gamle plader, men bare nogen "jeg har fundet". Undskyld, jeg har udvidet min pladesamling siden 1987. De må ikke stå fremme, ikke som hendes Røde Mor og Tracy Chapman og Kvindesind. Jeg skulle finde champagneglassene frem i går og opdagede martini-glassene, som jeg havde glemt, vi havde. Nu må dé ikke stå fremme, fordi "vi aldrig bruger dem." "Men jeg kan godt lide martini-glas!" siger jeg. Det er lige meget. Jeg har også sat en ny hylde op, men det er også lige meget. Jeg prøvede en dag at flytte én ting rundt i køkkenet. Næste dag stod den tilbage. Sådan gik det frem og tilbage et par gange. "Prøv at se", sagde jeg til børnene og demonstrede, hvordan det virker. Det er som teleportering. Jeg har ikke bestemt, hvor én ting står i det køkken. Det værste er, når hun køber nye kurve at lægge tingene op i. Så fylder de det hele. Suk. Tænk at bruge penge på kurve. Og så skal man respektere dem, fordi de var dyre. Jeg kan ikke vente, til det bliver hverdag igen. Jeg tror ikke, vi har været inde i det samme rum fem minutter i træk i ferien. Hvis jeg kommer ind, hvor hun er, skælder hun mig ud, indtil jeg går igen. Måske er jeg bare irriterende. Eller lugter. Undtagen, hvis der er gæster, så skal jeg være inde i samme rum, så jeg kan høre på hende snakke. Endeløse kæder af de samme historier, jeg har hørt 20.000 gange før, om engang hun blev uretfærdigt behandlet eller noget, hun så på fjernsyn engang i 90'erne, hvor dumme andre folk er. I går handlede det om, hvordan hendes og hendes søster er for forvænte til nogensinde at kunne vænne sig til at bo i en lille lejlighed. En ting, jeg nu altid godt har kunnet lide ved min kone er, hvor privilegeret hun er og hvor højt et serviceniveau, hun f.eks. forventer af de sociale myndigheder. Jeg har altid været mere beskeden og f.eks. tænkt, om noget kunne være min egen skyld, før jeg begynder at besvære andre. Det hedder skam. Et noget forældet begreb.

Indtastet på min telefon, mens jeg sad og sked.



Jeg aner helt sikkert ikke, hvor godt jeg har det.

Sent from my iPhone

fredag den 23. december 2011

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det


I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

tirsdag den 20. december 2011

Langt og slapt


Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse at ligge her ved siden af hende og onanere, mens hun sover.



torsdag den 15. december 2011

søndag den 27. november 2011

Første søndag i al ubevendthed


Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?

"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.

Okay, for at tage den fra toppen:
a) Hvorfor er livet meningsløst?
b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?

Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.

Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!



Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.


*) Det sjove er, at jeg hørte forkert:
"…og hvorfor er glæden så kort
Ofte er livet så meningsløst hårdt"
Men resten er rigtigt nok!


tirsdag den 22. november 2011

Emnet: Muligheden for livslang forandring


– Nej, det er ikke fordi du er uenig med mig, det er fordi jeg ikke konstant gider blive fremhævet som negativt eksempel.
Dør: Smæk ("shut", ikke "slam").
Exit: Mig.



onsdag den 14. september 2011

Hvad tænkte jeg?


4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

mandag den 12. september 2011

Hvordan kan jeg tro jeg er god nok?


Vi havde en samtale i går, min kone og jeg. Hun forskansede sig og inddrog sine veninder på sin side, og jeg blev såret og melodramatisk.



mandag den 5. september 2011

Addendum III


Der var en, der sagde: Hvis der er nogen, der bliver skilt, så ønsk dem tillykke. Ingen lykkeligt gifte mennesker bliver skilt. Og det er sikkert rigtigt nok.

På den anden side er der vel heller ingen lykkelige mennesker, der begår selvmord. Skal man så også sige tillykke for det (selvom de ikke er der)? Jeg tror, problemet i begge tilfælde er collateral damage – hvad hedder det på dansk? – dem, det går ud over, selvom det ikke er deres skyld. Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg kan ikke tage det.


Niklaus Manuel Deutsch: Skt. Anton plages af dæmoner (1520).

torsdag den 1. september 2011

Sammenkørt


Til dem af jer, der kender mig: I kan godt begynde at vælge side, min skilsmisse er nært forestående.





Addendum II


En helt anden ting er, at hvis mit ægteskab gik godt, ville jeg ikke have brug for at skrive om det her. Ligesom folk, der skriver til en brevkasse: formodningen er, at der er noget galt. Hvis det er nødvendigt at spørge, om man skal blive hos sin kæreste, er svaret sikkert nej.

Mit hjerte er så knust, jeg kan næsten ikke slæbe mig gennem dagen.




tirsdag den 30. august 2011

Alt er bedre (addendum I)


Måske var det bedre, hvis jeg var skilt. Så kunne jeg komme videre i stedet for at hænge her og dingle som et udsuget flueskelet. Mit liv forsvinder for øjnene af mig, for jeg vælger ikke at handle.



Nu vil jeg gøre noget ved noget.

Mere senere.


fredag den 26. august 2011

Var der noget jeg ville?


Okay, jeg er ikke blevet skilt endnu, men jeg kan ikke prøve at redde mit ægteskab, samtidig med at jeg skriver om det hér. I øvrigt ved jeg ikke, om der er noget at redde.



Det er svært at skrive ærligt om ægteskabet, mens man stadigvæk er gift.

torsdag den 16. juni 2011

Det kan lære mig ikke at sove længe


Jeg havde en drøm, hvor jeg gik rundt og skreg ad min kone, fordi jeg ikke kunne finde peanutbutter'en, og hun havde rykket rundt på det hele igen.