Første søndag i al ubevendthed

Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?

"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.

Okay, for at tage den fra toppen:
a) Hvorfor er livet meningsløst?
b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?

Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.

Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!



Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.


*) Det sjove er, at jeg hørte forkert:
"…og hvorfor er glæden så kort
Ofte er livet så meningsløst hårdt"
Men resten er rigtigt nok!