Fuld udstrækning

Den korte

Jeg har lige haft en samtale nede på gaden, der gik sådan her:
– Hvidovre.
– Hvidovre.
– Hvidovre.



Den lange

Mens jeg parkerede, var der en englænder og en anden, der øvede sig i at sige Hvidovre og kom til at vælte en masse cykler, og på vej over gaden sagde jeg: – Hvidovre.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, bedre end de havde sagt det før.

Jeg har en umådelig myndig røst.




Den ekstremt lange

Tusmørket var faldet på og juleguirlanderne lyste over indkøbsstrøget, da han begav sig hjemefter efter en ny, lang, resultatløs dag i atelieret. Idet han plukkede øretelefonerne ud af øregangen med et træt suk, kunne han ikke undgå at overhøre to udlændinge i samtale ved cykelstativerne.
– Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre, sagde den ene. – Han vil have, vi skal sige Hvidovre, før vi får en stærk øl.
– Hvidovre. Hvidovre, Hvidovre, sagde den anden på engelsk. Men idet han svingede sin cykel om på fortovet, væltede han en parkeret cykel. – Åh nej, sagde han på sit formfuldendte overklasseengelsk og kom desværre til at vælte tre cykler til som dominobrikker, da han ville rejse den første op. Den anden grinte hvidt i halvmørket, og vores bitre kunstnersvend kunne heller ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet bag sit velplejede, klædeligt gråspængte van Dyck-skæg.
– Hvidovre, sagde han fast og myndigt, mens han krydsede gaden uden at se sig tilbage og heller ikke for.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, begge bedre og tydeligere end før.
Talepædagog havde været et mere passende karrierevalg for denne fallerede livsløgner.