Viser opslag med etiketten min garderobe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten min garderobe. Vis alle opslag

tirsdag den 3. januar 2012

Samlivet overgår døden


Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.



lørdag den 31. december 2011

Status på året


Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.


tirsdag den 20. december 2011

Alt originalt udstyr


Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

fredag den 16. december 2011

Selvtægtsmand på nabolagspatruljering


Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

torsdag den 1. december 2011

Rustet


Ind imellem hjælper det at tage sko på bare for at føle sig alvorlig.



Det kan desuden give en behagelig autistisk tryghed om tæerne at gå med tykke sokker i skoene indendørs.

mandag den 21. november 2011

Når solen går ud for mine dage


Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.



mandag den 14. november 2011

Sand historie


Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.



tirsdag den 4. oktober 2011

Spherical harmonics


Jeg var til fest, men endte med bukserne nede om anklerne. Men hvad kan man gøre? Lange t-shirts.

mandag den 19. september 2011

Arbejdsmiljørådet anbefaler:


Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

onsdag den 15. juni 2011

Natligt tilsyn


Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

tirsdag den 24. maj 2011

Spændenyt


Siden 1993, da jeg ramte min nevø i øjet med spændet på min læderjakke, og han sagde: – Av, Onkel Gudsrost!, har jeg haft det stukket ned i lommen.



tirsdag den 17. maj 2011

Ekstra fut på


Min bror ringede i lørdags og spurgte, om jeg ville med ud at løbe. Hvorfor ikke? tænkte jeg, det er bedre end at ligge her. Halvvejs rundt om søerne sagde han:
– Har du lagt mærke til, at du løber hurtigere, når du taler om, hvor meget vores far irriterer dig.
– Ja, det har jeg faktisk.



– Så du, hvor hun tjekkede dig ud? sagde han om en modløbende.
– Du har også taget trøjen af, sagde jeg og fingerbøllede hans vaskebræt.
– Nej, det var dig, hun tjekkede ud, sagde han.
– Det er, fordi jeg er farvekoordineret, sagde jeg. Jeg mente nok, jeg havde hørt rigtigt.
Han har altid været den nuttede.



tirsdag den 3. maj 2011

Spændende nyhed


Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

mandag den 2. maj 2011

Henfald


Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.



onsdag den 20. april 2011

Stak mig på en teen


Jeg kan virkelig, virkelig ikke lide, at min datter (14) kalder mig et svin.


Hitlersvin, Hitler pig, Hitlerschwein.
(Nu brokker jeg mig også over mine børn på disse sider, nu bitchslappes jeg også af børn.)

Jeg er en sørgelig ka'l.

Nu går jeg også rundt og behandler hende ved at se såret ud og undgå øjenkontakt. Jeg har gemt min laptop væk under en stak t-shirts, for at hun ikke skal finde den. Som straf.

Lad mig se, hvordan lærer jeg at italesætte mine problemer direkte i stedet for bare at luske omkring?

søndag den 17. april 2011

Husk at købe skyllemiddel


Min datter (10) beundrede mine røde underbukser. (Note: Jeg tager altid bukserne af, når jeg kommer ind ad døren, ligesom Bukowski).
– Det er også mine yndlings, sagde jeg.
– Det kender jeg godt. Jeg har nogle underbukser, der er helt stive, og så først ved 10-frikvarteret bliver de bløde.
Og så demonstrerede hun, hvordan hun bevægede sig for at blødgøre dem.



mandag den 4. april 2011

Så let mit greb


Mens jeg stod og malede, faldt mine bukser ned.



Mens jeg stod og malede, tabte jeg min pensel ud af hånden.

fredag den 18. marts 2011

Mine underbukser er 'for store'


Min kone er holdt op med at vaske mit tøj med.

– Så må du heller ikke bruge det vaskepulver, jeg køber, sagde jeg i dag.

Lad os se hende klare den.



tirsdag den 22. februar 2011

Og det er kun blevet værre siden


Nytårsaften 1997

Jeg er 32 år gammel, tænkte jeg.
Her sidder jeg i mine læderbukser
og ser på, at min svigerinde
danser rundt til ABBA.

onsdag den 12. januar 2011

Sikken begrædelig hue


Jeg vil råde alle folk til ikke at købe den billigste hue, man kan få i Tiger-butikken og andre steder, som jeg gjorde. Jeg havde den på én gang i regnvejr, og den har lugtet lige siden.