Viser opslag med etiketten krav. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krav. Vis alle opslag

mandag den 21. november 2011

Hvordan er Danmarks Radios kantine?


Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

torsdag den 17. marts 2011

– Jeg tager sengen, sagde jeg, – jeg er den største


Lysbilleder fra min hippiekulturbegivenhed i udlandet

Første nat ved hkb'en i udl. blev jeg vækket af væsler, der sloges inde i væggen, men det var bare Michael, der raslede i sin sovepose, fandt jeg ud af fire dage senere, da det skete igen.



tirsdag den 29. december 2009

Knusende tyngde

***
Jeg er vågnet med dårlig samvittighed hver dag i denne måned, fordi jeg ikke har fået sendt julekortene ud.


***

fredag den 25. september 2009

Ikke andet end ballade

***
Jeg har fundet ud af, at det er nemmere ikke at tage telefonen. Folk ringer bare og kræver ting af en.


***

mandag den 3. august 2009

Dag 11

***
Morgen, tidligt vågen

Det er rart at være på ferie og lave ingenting, men efter en uges tid får jeg det altid som om, jeg bør lave noget. Det kan give anledning til en del uro, fordi jeg i virkeligheden intet gider. I hvert fald er der de to modstridende kræfter: ønsket om at få noget ud af det og den totale mangel på energi. Samtidig begynder bekymringerne at melde sig og tanken om alle de ubehagelige opgaver, der venter derhjemme, plus forskelligt forventningspres og krav fra familie og forældre, navnlig sidstnævnte. Alle mulige ting, man ikke gider tænke på, der får hjertet til at springe som et gedekid bag ribbenenes gitter, skutte sig som en fugleunge i sin lune rede derinde, ved tanken om at drømmene snart skal slå mod realiteterne som en bølge og splittes og synke.


***

lørdag den 31. januar 2009

Dagen på langs

***
Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.



– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.



Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.



Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***

onsdag den 7. januar 2009

Spillet

***
Kære læserbrevkasse

Jeg bliver ved med at blive inviteret til de her konfirmationer, og det koster min. 500 kr. hver gang. Er der en måde at tvinge de unge mennesker til at forblive religiøse, efter de er konfirmeret, eller de skal betale pengene tilbage? Kan man f.eks. kræve, at de viser sig i en kirke én gang, efter de er blevet konfirmeret, før man udbetaler pengene?

Jeg foretrækker mine religiøse typer rabiate.


Kh. Mande Hvad-er-jeg-lavet-af-penge? Jammer
***

tirsdag den 8. januar 2008

I sine lysters vold

Jeg får helt dårlig samvittighed over at komme efter min kone med mine krav om sex, når hun har haft en lang dag på arbejde i den offentlige forsorg og kommer hjem og laver mad.

Men hva’ fanden kan jeg gøre?

(Det er en af de små hensynsfuldheder, jeg taler om i mit nytårsforsæt. Åben- og lydhørheden. Empatien.)

fredag den 30. marts 2007

Hvem undertrykker hvem?


Mellem mit arbejde og min kones bebrejdelser er der så lidt plads til mig selv (kan vises mellem tommel- og pegefinger, som at indikere størrelsen på en lille pik, en orm.)
Jeg kommer hjem efter en hård dag på arbejdet og får at vide, at jeg er sexist, at kvinderne er undertrykte,
- I Danmark? spørger jeg.
- Ja, siger hun.
- Der er sgu da ikke nogen, der er undertrykte. Der er sgu da aldrig nogen der har undertrykt dig. Nævn én gang, du er blevet undertrykt?
- Jeg er blevet seksuelt undertrykt.
(Her mener hun, hvis der er nogen, der pifter efter hende på gaden, eller dengang hun blev taget på røven af en gråskægget herre på Købmagergade i senfirserne.)
- Hvis der er nogen der vil have magten, kan de sgu da bare tage den, siger jeg. Der er sgu da aldrig nogen, der har forhindret dig i at gøre noget som helst. Tværtimod.

Det minder mig om, når hun plejede at komme hjem fra universitetet og sige, at jeg var eurocentrisk og fallocentrisk, fordi jeg var uenig med hende.

Det er ikke så meget på grund af noget, jeg siger, men mere på grund af, hvem jeg er, hvem jeg er født som.

*

Den eneste undertrykte minoritet, jeg kunne forestille mig, jeg kunne ende som, var handicappet. Måske hvis jeg sad i rullestol kunne jeg gøre krav på minoriteternes offerrettigheder, men det er ikke det samme som at hun ville respektere mig, endsige blive hos mig.
(Hvis jeg sad i rullestol ville jeg være enormt sur hele tiden. Jeg ville skubbe mig hen foran køen ved kontantautomaten og brokke mig over, at der ikke var ramper med den rette hældning alle vegne.)
Men nu hvor jeg er over den værnepligtige alder, og den kolde krig er omme, ser jeg ingen grund til at invalidere mig selv.

Jeg tænker pludselig på ham uden ben i invalidekøretøjet, der bakkede frem og tilbage (som Austin Powers) på det smalle fortov på Nordre Fasanvej for at komme ind af døren til Café Sekseren. Den venlige dame derinde står altid klar med et lille skråt dørtrin til ham, så han kan komme over og ind.
Det minder mig om de rollatorer, jeg altid ser parkeret foran Café Solbakken henne på hjørnet, dér hvor solen aldrig skinner ned.

Sådan ser jeg nødig mig selv ende.

*

- Du vil dermed hævde, at kvinder er en undertrykt minoritet? siger jeg, men det er ikke altid, jeg kan få hende til at hoppe i fælden.

*

Pas på med at spørge mig, hvordan jeg har det. Halvdelen af ovenstående var et svar til en, da han spurgte i dag. Et venligt menneske, der griner af mine vittigheder, så man kan se slimet blive strukket ud mellem hans gane og hans tunge. Det ligner en, der laver nudler på kinesisk.

torsdag den 18. januar 2007

Dramaet om vores nye køkken 2


Résumé: Min kone vil have et nyt fedt køkken, og det vil jeg også godt, jeg gider bare ikke gøre noget for det.

Statusrapport: Hun har foreløbig taget alting ud af skabene og sat det ind igen i perfekt orden.
Hun har fået vaskemaskinen repareret (få mig ikke begyndt på, hvor meget det koster), og nu taler hun om at smide tørretumbleren, der virker, ud, så der kan blive plads til en morgenmadskrog.

Den bedste grund til at få køkkenet fikset op er, at så er lejligheden nemmere at bytte. "Køkkenet er noget folk virkelig ser på," som min kone siger.

Hvad der er i vente: Følg med når hun siger til mig, at jeg også skal lave noget.

Se også Rauch in der Küche (Vores nye køkken 1).