Viser opslag med etiketten østens mystik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten østens mystik. Vis alle opslag

mandag den 26. december 2011

Bare noget andet


Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.


fredag den 25. marts 2011

Mon oncle


Min onkel fortalte en historie: hans kone var bange for, at hun måske havde smidt en ₤20-seddel ud med skraldet, så han tog hele vejen ud på lossepladsen for at lede efter den. Her kan man forestille sig det eksistentielle billede af en person, der stirrer ud over en uendelig losseplads. Så han tog en ₤20-seddel, han havde i lommen, og svinede den lidt til og tog den med hjem til sin kone, der fortalte alle folk historien sikkert resten af sine dage.

Men hvad han selvfølgelig også sagde var: Du kan ikke stole på en lyd af, hvad jeg siger.


Pecunia non olet.

Zen-koan: Klosterlederen sagde til munken Tatsuo: "Gå ned til brønden og hent vand." Bagefter sagde han til munken Kenji: "Gå ned til brønden og hent vand." Tatsuo og Kenji sagde: "Du kan umuligt gætte, hvem jeg mødte nede ved brønden i dag!"

Lille verden.



Se også: Stol ikke på dine onkler, 1. del.

tirsdag den 28. december 2010

Hovedbrud


Jeg vil gå i dyb meditation for at finde ud af, hvad jeg skal købe for fradrag før nytår.



Der er ikke noget, jeg har brug for, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg er ude i sånoget som en A3-scanner. Jeg gider ikke købe en iPad, før der kommer kamera i, men så skal I ellers se grafik. Min hemmelige drøm er, at jeg kan bruge den til at lave tegneserier på. Så vil jeg have en lomme i mit skræddersyede tøj ligesom David Hockney og slæbe den rundt som en skitsebog. Som om jeg nogensinde tog nogen vegne hen.

Det minder mig om dengang, min far ville købe en rejseprinter. – Hvad vil du bruge den til, sagde jeg, – printe ting i S-toget?

Jeg havde svært ved at forestille mig en reel anvendelse. Han har altid været en meget visionær senior.

Jeg burde invitere ham ind, nu det er jul, men jeg ved ikke, om mit nervesystem kan holde til det.

Hvad ellers? Et stort møbel? Jeg kan ikke fordrage at bruge penge på møbler og laver dem hellere af forhåndenværende materialer.

Måske en laptop, selv om jeg har? Jeg kunne jo altid købe en og så tage den tilbage, hvis jeg skifter mening.

Det er en hovedpine. Jeg er meget. meget distraheret over for min sande mission for tiden. Dels er det jul, dels er jeg umulig. Hvis jeg kunne tage mig sammen, gad jeg i hvert fald ikke skrive det her gejl. Hvor sørgeligt. I skal ikke tage jer af mig, jeg er langt ude.

Jeg har lyst til at græde.

Måske går jeg ned og køber en cigar.

Det ville være en bedre historie, hvis det var heroin. Mit nytårsforsæt er at drikke mere. På forskellige tidspunkter af døgnet. Jeg morer mig ikke nok.

Jeg er
så parat til en total perspektivudvidelse.

Tak til jer, der holdt så længe som hertil, I er den hårde kerne. Fortjenstmedaljer, fortjenstmedaljer. Til alle! Store og små. Og nu afsted:
wiiiiiiiiiiiiiiiii!

torsdag den 21. januar 2010

Det var som man kunne regne med


De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

søndag den 28. december 2008

Fysisk umulighed

***
Jeg bliver aldrig den genfødte Buddha. Dertil er mit hjerte for nervøst.


***

mandag den 18. februar 2008

Slæk

Jeg tog ned til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg to hjemmerullede Petterøes (og hørte ham plunke improviseret bluesguitar, mens jeg så på hans plakater af indiske guder), så gik jeg hjem og græd ud på min kones skulder, fordi alting er så forbandet.
Er det meningen, man selv skal finde ud af, hvordan ens mors kræft kan blive helbredt, ligesom forældrene i Lorenzo’s Oil? Hvor i Tyskland tager man hen?
Jeg spørger Dr. TB. Måske han har et råd.

J. Per har været røgfri i tre uger (altså den røg), men fik en dusk med hjem fra en i lørdags. Han var hos lægen og få en røntgen (ingen pletter) og en lungefunktionsundersøgelse, så han har modereret sig og lufter ud.

Jeg har en stor ballon indeni, der bare skal prikkes med en nål.

mandag den 24. september 2007

Tidspræmis

Der var en pointe, jeg ville lave under Selvmordsblog, om fordelen ved tidsbegrænsning. Det er mere spændende, når man ved, der er en ende (fordi uret tikker ned, og det bliver en kamp mod tiden) eller i det mindste et sæt afstukne rammer. Jeg tænkte fra starten, at jeg ville give denne blog et år eller to for at se, om jeg blev et landsdækkende fænomen, men lod det være uformuleret (min de facto deadline er, når min kone opdager, hvad det er jeg laver, og jeg bliver nødt til at lukke bloggen her og starte forfra under et andet navn).

Ligesom ham, der var i The NY Times, som hver uge lægger en ny sang, han har lavet, ud på sin blog. Det er noget, der stimulerer fanbasen. Eller ham, der bestemte sig for ikke at tale i et år.*) Han tastede, at han aldrig havde været så afslappet i sit liv. Det kunne jeg også have lyst til, at holde tavs mandag f.eks. ligesom Gandhi, men det er svært, når man er familiefar:
– Hvorfor siger far ikke noget?
– Fa-ar!

Der er også dem, der tager et foto om dagen, måske af det samme hver dag (ligesom butiksejeren i Smoke), og lægger det ud. Selvportrætter som her t.h. er oplagt. Man kunne lave et digt om dagen eller ugen og lægge det ud igennem et år.
Jeg kunne lægge en tegning ud hver dag, f.eks. en vittighedstegning om dagen. Så skulle det nok ligne noget, hobe sig op som visne blade.
Alternativt kunne man hver dag tage et foto af sin afføring i kummen til Den Store Lorteblog a.k.a. Dagens Skider.


*) Brett Banfe hed han. Jeg tror han snød. Hans website virker ikke.

Kender du ét eneste lykkeligt, gift menneske?

Man har kun to valg: "Married and bored" eller "single and lonely", som Chris Rock, ekspert i ægteskabelige frustrationer, siger.

Paramahansa Yogananda sagde: "Gift dig ikke, for så tjener du din kone i stedet for gud".