Der var engang en antikvarboghandler på Østerbro, der sagde (i samtale), at Lenins fødselsdag var d. 7. november. Nu ser jeg tilfældigt på nettet, at det er d. 22. april. Og her har jeg gået og troet på det alle de år (19 år) og sagt det til folk, bare fordi han sagde det.*)Det er det gode ved nettet, at man ikke behøver være i tvivl om den slags mere. Ingen behøver at sidde og skændes om, hvem der har ret om noget paratviden hele aftenen længere, som folk gerne gjorde i gamle dage, navnlig i en brandert, og slå væddemål af og ringe til Politikens Oplysning. Ahh! Det savner jeg ikke.
Nu har vi allesammen de samme referencer, og alle folk stjæler fra Wikipedia, når de skal skrive noget.
Tilsvarende spurgte jeg engang min Onkel Helge, da jeg var lille, om hvad det var, han smurte i ansigtet fra en tube. – Tandpasta, sagde han og grinte. Og det fortalte jeg videre til mine venner i årevis. – Jeg har en onkel, der smører tandpasta i hovedet, sagde jeg. Men det var selvfølgelig bare en eller anden creme.
*) Jeg indser nu, at antikvaren måske havde ret alligevel, og at jeg huskede forkert. Det kan ikke udelukkes. Efter at have skrevet dette sindsoprivende indlæg, tjekkede jeg Stalins fødselsdag (18. dec.) og dernæst Trotskijs, og det er Trotskij, der har fødselsdag d. 7. nov. Så én af os var altså ikke helt skeløjet, kun halvt. Tak.PS Min farfar skrev en prædiken: "Hvorfor man ikke skal lyve for sine børn", nu bortkommet.
5 kommentarer:
Antikvarboghandlere troede jeg vidste alt.Dem og så ugler.
Min bror fortalte engang at hans kæreste(nu kone)havde repræsenteret Danmark til vinter-Ol i skisport. Det har jeg så gået og fortalt alle mulige mennesker i over 12år. Great.
Min far fortalte min mor, da de var nygifte (hun var 18, han var 28) at hudorme i/på næsen var LEVENDE orme.
Det gik hun så hårdnakket og påstod over for sine veninder, der lo deres rumpetter i laser.
Hvorefter hun sagde til mig da jeg var 7 eller sårn, at hun skulle til Københavnstrup en dag. Da jeg gentog det FAKTUM, skreg de voksne af grin. Jeg holdt stædigt fast. Og kunne ikke FATTE omfanget af hendes bedrag, da hun indrømmede.
Er jeg lidt autistisk i min hang til præcision?
Var det ham, der havde et antikvariat nede ved søerne? Det var en pisse-hyggelig butik, hvor jeg tit kikkede på plader, mens jeg hørte på hans ivrige diskussioner med sin skak-ven bagest i butikken.
Synd at den lukkede.
Han viste i øvrigt også alt. Det mener jeg i hvert fald jeg har hørt ham sige.
Man har gjort mere end et barn fortræd, kan jeg forstå, med sine løgnehistorier.
*
Det var ikke Bogmasken eller Æseløret, kan jeg røbe.
Du omtaler "Bogmasken". Den husker jeg som en hyggelig biks med bl.a. mange tegneserier. Den lå i en del år i Sankt Hans Gade, og flyttede siden hen til Østerbro - Vistnok Århusgade. Hvad blev der egentligt af ham, der havde den ??
Send en kommentar