Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Det stirrede op på mig og var grønt i siden

En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.

Gensyn

Hende ukraineren med matroskasketten
sagde: - Haha, du er ikke hendes far, du er
hendes ven.
- Jeg er faktisk meget striks, sagde jeg.
Hendes egen far døde i Tjernobyl.

På vej op af trappen gik de ind i en urtehave
og røg noget urt. Middelaldermure,
munkebede. På toppen fik min datter en
ridetur. Tre gange rundt for en femmer. Han
havde glemt sin pose og måtte ned igen.

Fadøl, majskolber, tårntur,
kuglespilsturnering hvor konerne stod og
passede på taskerne og busser
fra hele landet.

Resten var nedtur, vi var 100 år om at finde
en restaurant og bagefter ved jeg ikke om
jeg skulle have givet. På vej op ad
rulletrappen så jeg i hans røde øjne. Jeg
kunne dårligt kende hans ansigt.

Høloftet

Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.

Højloftet.

En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.

Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.

Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.

En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.

Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.

Muligheder

Af ren arbejdsvægring i dag gik jeg ind og mikrolånte til folk, der gider lave noget.


Kiva.

Det er de mest banale ting, folk står og har brug for.

Jeg har mere lyst til at støvsuge end lave mit arbejde. Jeg vil hellere oprette en Mandejammer-Twitter-konto, før nogen andre gør det, end at lave det, jeg skal.

Jeg indså i går, at jeg ikke både kan være rigtig kunstner og arbejde fuldtid, helt eller delvist, samtidig. Der er simpelthen ikke tid til det. Og når man så bilder sig ind at have en familie oveni: umuligt! På denne måde når det aldrig videre end til hobbyplanet.*) Det kan godt være, jeg har talent, men jeg bliver aldrig mere end skolelærer, der laver sjove tegninger på tavlen. Ikke på denne måde. Hvis jeg var en rigtig kunstner, ville min blog bare være noget, jeg kørte ved siden af til at promovere mit andet lort med.

Jeg sagde det til min kone. – Men der er jo kunstnere, der kun laver tre gode malerier i deres liv, sagde hun. Er det, hvad jeg er nået til? Men kvalitet er et produkt af kvantitet. Genialitet kommer af at lave så meget godt, at noget næsten uundgåeligt må blive stort (via Malcom Gladwell i NY'eren). Der skal åbnes for hanerne.

Jeg kan ikke fokusere i dag. Jeg kan ikke fokusere mine øjne.

Jeg skulle ikke have siddet og læst The NY'er hele morgenen.

Mine tarme knager.

Min pen har overlækket mig, mens jeg skrev dette.


Nu er det kommet på mit nye keyboard.


*) Ikke "Hobby Planet".

Lad mig gå, hvisker du

Jeg hører ting. Jeg hører stemmer inde i væggen. De siger: Dø, snit dine håndled, dø, dø, dø. Du fortjener ikke at leve, for du er en fedtegreve.
– Hvem mig?
Ja, dig. Dine rim er lamme, og dine håndflader er klamme, og dine vitser er tamme.
– Jeg finder mig ikke i det!
Haha-hoho-hæhæ-hihi! Om lidt er det forbi.
– Min gud, jeg har snittet mig!
Nu går jeg,
efterlader kun savn i de tomme stuer.

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Folk er godt tossede

Denne seddel hang ude på døren:



SELV UNDSKYLD!!!

Hvad med månen? Hvad med et gardin? Lad mig ikke begynde.

Jeg var så stolt af mig selv

Ved et af mine første jobs blev jeg bedt om at ændre "bulnede bumser på The Bowery". Så jeg skrev det om til "betlende bumser på The Bowery".


© Vagabondfotografen Jacob Holdt. Det er sgu ikke bare sjov altsammen.

Mystiske tunneler & sminkede lig

Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

Stimulerende øjenæblesex

Har nogen folk øjesex? Med megen væske at gnubbe øjenæblerne mod hinanden?

Jeg havde en drøm i nat, hvor nogen skulle have fat i noget inde i mit øje.

Det må være ret vildt.

Jeg spørger øjenlægen om det, når jeg alligevel er der.

Spørgsmålet er, om det overhovedet fysisk kan lade sig gøre, eller om pandebenet kommer i vejen.


Via GIF Anime

Der er videoer på nettet af folk, der slikker hinanden i øjnene, men det er noget andet, og det er ikke noget, jeg går ind for.

Som regel, hvis man tænker på noget, nogen kan gøre med kroppen, er der allerede nogen, der har gjort det. Hvis man kan forestille sig det, er der højst sandsynligt allerede nogen, der har gjort det.

To i én – del V

Var John Barry og Marty Feldman den samme mand?

Flotte pletter på mit gulv IV

Nyt indlæg i den altid populære serie, om hvad jeg ser i mit gulv.


Hare i flugt (det hjælper at knibe øjnene sammen).



Sørgeligt væsen med ét blåt øje.



Fraklip fra Mumitroldene.

Vi ses igen snart. Ha' det godt så længe!

Vi er alle engle

Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

Er det løgn hvad jeg siger? VII

Dette til/fra-kort ligner Andrea (fra Kaj og Andrea):


Det skulle jo være tydeligt for enhver at se.

Overslag

Man skal altid være parat til at forsvare sig med en nedladende vittighed.

Du har forladt mig én gang for meget nu

Det er en prøvelse at komme hjem og se dig i øjnene. Et hurtigt blik og så væk.


Via GIF anime.

Og dejavuer, dusinvis dagligt

Jeg har fået en sitren ved det ene øjenlåg, jeg ikke kan styre.

Mine øjne føles som to østers

Hvor længe skal jeg gå og græde hele tiden?