Se nu dér

Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.

Hobbyhjørnet

I dag fandt jeg en rystepudser og en tamburin, nogen lod ligge, da de flyttede.

Jeg overvejer at montere tamburinen på rystepudseren.

Nu har jeg monteret den:




***UPDATE (dagen efter)***: I dag fandt jeg en til rystepudser og en elhøvl:



Jeg vil bygge en hær af robotter til mit ensemble.

Cykelryttere er ligesom Tivoli-Garden

Det er et interessant fænomen, at voksne mænd godt kan lide at klæde sig ud i ens absurd tøj og cykle omkring i flok.



M.a.o. de klæder sig ens ud og gør det samme samtidig – det er den avantgardistiske analyse.

Det minder mig om Tivoli-Garden.


(c) Milos

Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.





Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.







Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.


Se også: Mennesket som automaton.


BONUSSTRIBE

Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.

Sov dødt

Jeg er ked af, at du går i seng med fornemmelsen af, at jeg er en stor nar.








– Slurrp!

Spredt fægtning ved lukketid

Hvem var det, der sagde, at Scientology er et skalkeskjul for homoseksuelle?

Det lyder meget sandsynligt. (Så glatskurede de er og med sideskilning, som Ken-agtige Zor-mænd.)


I dag var der en barnevogn (midt for). Måske er den staffage. Jeg vil notere mig, om den også står der fremover. Jeg har aldrig set nogen ikke-cyborgs derinde før.

Apropos skabsbøsserygter, se her, hvis du vil vaccineres mod nogensinde at se en Tom Cruise-film igen (2008-nyt).


Jeg købte en fastelavnsbolle hos luksusbageren, men tabte fyldet på jorden ved første bid (ingen fotodokumentation).


– troede jeg først, der stod.

Jeg sveder.

Jeg er ikke taler

Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

Mægtigere end heroin

**
Hvad mon børnene ikke tænker, når de ser deres forældre synge Kaffe! Vi skal ha' kaffe! Yaah! Kaffe, kaffe, kaffe! og danse omkring?

De tænker: Vores forældre er kemiske robotter.

De tænker: Vores forældre er viljeløse slaver.

De tænker: Vores forældre er zombier, og deres blod er kaffe.

Voks aldrig op som os.


FØR


EFTER

Billederne her er fra det bedste afsnit af Dexters Laboratorium, hvor børnene ser, hvilken forbløffende effekt kaffe har på deres stakkels gamle forældre, og selv prøver en kop. Noget af det findes på videoen her, Do You Like Coffee? Desværre ser man kun, hvordan de ser ud før, ikke efter, så derfor får I Fred og Ginger i stedet for.
***

Kemiske robotter

***
Jo længere jeg lever, desto mere synes jeg, mennesker er kemiske robotter. Hvis man ikke får kaffe, bliver man deprimeret. Får man sex, bliver man glad. Osv. Vores bevidsthed, vores dødsbevidsthed, alt det vi går og tænker på inde i vores hoveder, er bare bivirkninger af den biologiske udvikling.
Tak.
***

24/7

***
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve sommeren. Min bedste stund her i weekenden var, da jeg gik ned i Døgn-Netto alene med min iPod i ørerne. Mit næstbedste stund kom, da jeg hackede mig ind på naboens netværk og kunne tjekke min mail og læse avisen.

Og det er oven i købet godt vejr.

Jeg kan godt lide min familie, og jeg kan godt lide at være sammen med dem, men jeg er rigeligt sammen med dem til hverdag. I ferien kommer kravet om, at jeg i hvert fald aldrig må foretage mig noget, jeg har lyst til, for mig, uden at jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre noget "for familien". Det oven i alle de andre krav om, hvad "vi", dvs. jeg, skal gøre ved huset, før det falder sammen som et bundt mikadopinde, oven i bebrejdelserne om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort i foregående år. Jeg kan ikke hive en mælkebøtte op uden at få et bebrejdende blik. Jeg har ikke brugt kanttrimmeren i to år pga. brok om, at jeg ødelægger naturens integritet – som en militærbarber, der studser en hippie – og jeg kan faktisk godt lide at kanttrimme. Hold kæft mand. Det er håbløst.

Snart er det sommer og regner hele tiden, og jeg kan sidde indenfor her i fritidshuset og se min familie spille Playstation som automatoner, mens min sidste spire af livsbegejstring visner og dør.

Jeg gider ingenting. Jeg byder døden velkommen. Døden er ikke så slem, hvis man bare lader være med at tænke på sig selv som et individ, men et trin i en slægt for DNA’ens bevarelse.
***

Den overflødiggjorte faderrolle – eller: Ferien har varet længe nok nu

***
Jeg tænker på, hvor mange af mine funktioner i familien, der kunne overtages af en robot.



I et ledigt øjeblik delte jeg denne tanke med min datter, som sagde:
– Men så er du jo ikke varm.
– Robotten har indbygget varme. Den kan slå græs og køre bil.
Hun syntes jeg var åndssvag.
***

Stavrende hjem i sin brandert

Pludselig, da jeg nærmede mig mit hjem, lignede alle folk zombier.

Uhyggeligt.

(Deres ansigter var hvide og hang i trævler.)

Det hæsligste sted i byen

Ferniseringer i Galerie Asbæk (bemærk den fimsede franske stavemåde af galleri).
Stop dig med så mange lakse- og gedeostemadder du kan, før du flygter ud med åndenød og noia over, at der ingen rigtige mennesker er, kun cyborgs, der intet godt vil dig.



(Det burde være muligt at komme på mailinglisten ved at e-maile dem, jeg ved det ikke. Jeg er allerede på listen, og jeg ved ikke, hvordan jeg er endt dér.)