Fremlejer uden stemmeret

Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til?
– Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog.
Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.

Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.

Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.

– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang.
– Jeg ved det, sagde min kone.
– Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.

Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.

Fuld udstrækning

Den korte

Jeg har lige haft en samtale nede på gaden, der gik sådan her:
– Hvidovre.
– Hvidovre.
– Hvidovre.



Den lange

Mens jeg parkerede, var der en englænder og en anden, der øvede sig i at sige Hvidovre og kom til at vælte en masse cykler, og på vej over gaden sagde jeg: – Hvidovre.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, bedre end de havde sagt det før.

Jeg har en umådelig myndig røst.




Den ekstremt lange

Tusmørket var faldet på og juleguirlanderne lyste over indkøbsstrøget, da han begav sig hjemefter efter en ny, lang, resultatløs dag i atelieret. Idet han plukkede øretelefonerne ud af øregangen med et træt suk, kunne han ikke undgå at overhøre to udlændinge i samtale ved cykelstativerne.
– Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre, sagde den ene. – Han vil have, vi skal sige Hvidovre, før vi får en stærk øl.
– Hvidovre. Hvidovre, Hvidovre, sagde den anden på engelsk. Men idet han svingede sin cykel om på fortovet, væltede han en parkeret cykel. – Åh nej, sagde han på sit formfuldendte overklasseengelsk og kom desværre til at vælte tre cykler til som dominobrikker, da han ville rejse den første op. Den anden grinte hvidt i halvmørket, og vores bitre kunstnersvend kunne heller ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet bag sit velplejede, klædeligt gråspængte van Dyck-skæg.
– Hvidovre, sagde han fast og myndigt, mens han krydsede gaden uden at se sig tilbage og heller ikke for.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, begge bedre og tydeligere end før.
Talepædagog havde været et mere passende karrierevalg for denne fallerede livsløgner.

Hvem prøver du at narre? Det er bare mig

En kunstner viste mig sit værk: – Og her er Toulouse-Lautrec, og her de tre gratier og her Fredens Dal.

Det var ikke til at se en skid.

Han er altid pisseskæv.


John George Naish.

Kunstnere har altid de her historier om deres billeder, de fortæller sig selv, mens de står og maler dem: – Det handler om dikotomien mellem godt og ondt, symboliseret ved hhv. dukken og håndgranaten.

Som min kone siger: – Et er, hvad du tror, du siger, et andet er, hvad du siger, et tredje er, hvordan jeg opfatter det, du siger.



Det er resultatet af de lange ensomme timer uden selskab uden for sit eget hoved. Har jeg fortalt, at jeg vil starte et internationalt Skype-selskab af kunstnere, der kan lide at sludre, mens de arbejder?

Det kan være meget rart at slå den sludrende del af hjernen fra eller beskæftige den, ligesom når man laver telefontegninger.


Jackie Treehorn.

Kan det passe, at der er en gruppe kvindelige kunstnere i Kbh., der godt kan lide at mødes og snakke, mens de maler?

Det stirrede op på mig og var grønt i siden

En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.

Kunstnerdrømme

– Kender du den drøm, sagde min hebridiske kunstnerveninde til mig, – hvor man får lort på fingrene og bliver ved med at tørre, men der er hele tiden mere?

– Kender du den drøm, hvor man sidder på toilettet, og så er det midt på Rådhuspladsen?

– Jaja, sagde jeg.

I kunstfagligt øjemed

Jeg talte med en provokationskunstner, der havde været i Polen, men det havde ikke været nogen succes.

– De følte sig måske provokerede? spurgte jeg.

– Ja, sagde hun uden at fortrække en mine.

Velkommen i min verden

– Hvad er det her lugter af?
– Det er terpentin.
– Jeg synes, det lugter af gammel cigar.


Ang Lee: Lust. Caution

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet

Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.