mandag den 30. november 2009

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.

***

søndag den 29. november 2009

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***

lørdag den 28. november 2009

Herfra var det ned ad bakke

***
Jeg havde det så dårligt i morges, at jeg var nødt til at gå ud og løbe en tur. (Jeg har ikke løbet i to år.)

På en dag som i dag gælder det om ikke at tænke på, hvor meget jeg hader mig selv. (Og alting. Det hjælper ikke at gå i centret og ikke gide vente på betjening for at købe den iPhone.)

Ikke så snart forsøger jeg forsigtigt og med en vis succes at tilnærme mig min kone, før hun siger, vi skal have lejligheden på plads.

*

Der var en dame nede i Netto med et FCK-halstørklæde, der blev ved at kalde på sin søn Hjalte. Sjovt nok, mit barn hedder Kevin Keegan Michael Jordan Ronaldinho Tarzan Korak Gargamel Bilbo Grymland.

*

Jeg har ikke haft en produktiv periode i 6½ år og før det 7 år og før det 3 år.
***

fredag den 27. november 2009

Banal sammenfatning – mest for fanatikere

***
I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.

Mit fortsæt for det nye år er at gå mindre i Netto.
***

torsdag den 26. november 2009

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy
har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Puttetid

***
– Du lugter af et eller andet.
– Det er øl.
– Syng den anden vej.


***

onsdag den 25. november 2009

HER, TAG MIG - om rummelighed i politik

***
Lad mig nu skrive noget, der er fuldstændigt uaktuelt, men som det ligger mig på sinde at fyre af, ligesom alt andet jeg overhovedet nogensinde tænker på. Det er princippet. Nå.


Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.
– Kan jeg interessere dig i--
– Nej.
– Det kunne jeg forestille mig.

Hvor irriterende! (For alle. Hvorfor skulle hun også spilde en af sine dyre foldere på mig? Som regel går jeg altid lige forbi Hus forbi-sælgere og andre, der vil en noget på gaden, men da jeg havde låst cyklen her, ville jeg lige se, hvad der skete, hvis jeg fik øjenkontakt.) Det kan godt være, at jeg ikke ligner en konservativ kernevælger (og gudsketak og lov da for det), men det er irriterende at blive dømt på sit udseende. Jeg ville ønske, at der var en politiker eller et parti, der sagde: "Kom indenfor, kom indenfor, vi vil godt have dig her". Som det er nu, er der ikke et eneste parti, der appelerer til mig eller hvor jeg ville føle mig hjemme. Det samme gælder for de fleste, jeg kender: man aner ikke, hvor man skal gøre af sin stemme. Det virker som om, politik mest går ud på at dele folk (i Nixon-stil) eller holde folk ude (ligesom DF, de røvhuller).


Fra pressen: Her er en svensk forfatter i Information: "Når der er valg i Sverige næste år, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal stemme. Hvis du befinder dig på venstrefløjen, er der ikke længere noget alternativ. Der er helt tomt". Også på midten. Der er et gabende vakuum lige i midten.
***

På vej et sted hen, del XXVII

***

– Jeg er træt af grøntsager. Jeg gider ikke tygge så meget.
***

tirsdag den 24. november 2009

Ellers ligner det jo ikke noget

***
Min bror vil fyre en på sit job, fordi han (medarbejderen) har "indtørret slim i mundvigene, trækker sine bukser for højt op, så han får mandlig kameltå, har dybsiddende øjne og tynde arme."*) Men han kan ikke lide at gøre det.

– Gør det, siger jeg, – I er nødt til at holde en vis standard, ligesom på Melrose Place. Det går ikke an, at han kommer ud og stirrer på folk med sine hule onanistøjne. Det skræmmer kunderne væk.

Og så illustrerede jeg med en opbyggelig Iggy Pop-historie: Da han var 14 og boede i den berømte trailerpark, betalte hans nabo ham for at slå sit græs, men han gjorde det dårligt.
– Du er fyret! sagde naboen.
– Hvad? sagde lille Iggy.
– Du har gjort et dårligt stykke arbejde og får ingen penge, sagde naboen.
– Hvad?! sagde Iggy. Men det var en værdifuld lektie, han dér lærte, som han sidenhen har husket på, når han selv skulle fyre nogen (fra bandet f.eks.). Ingen har godt af ikke at blive fyret/fyre under de omstændigheder.


Jvf. Iggy Pops selvbiografi I Need More, 1980.


*) Og han kigger mærkeligt, hver gang min bror går forbi hans kontor.
***

mandag den 23. november 2009

Der er aldrig nogen, der hører efter, hvad jeg siger

***
Jeg kan godt lide at læse højt, har jeg opdaget, for så er der da nogen, der hører efter, hvad jeg siger. Ellers er det ikke til at få ørenlyd. Man ignorer mig, og hæver jeg stemmen, tysses jeg på, eller jeg bliver bedt om at vente, fordi børnene er ved at sige noget, og så er det om bag i køen. Det er altsammen meget anstrengende.
Tak fordi I har lyttet til mig.
Tak, takkelak, taklirumlak.


***

Gode og dårlige sider ved årsdagen

***
Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!

– GYLDNE TIDER!


Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)

Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.

Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.

Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?

Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.


Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner.

***

søndag den 22. november 2009

Fundet

***
Her er et blad fra min skitsebog i 1996. Man bemærker, at intet har forandret sig.



Jeg sad i mit værksted og forsøgte at lave noget efter en dag på skodjob, mens min kone og barn ventede derhjemme.
***

lørdag den 21. november 2009

Jeg kunne ikke se det – eller noget – i øjnene

***
Da mit første barn blev født, kunne jeg ikke få mig selv til at skrive det i min dagbog (det var ikke en rigtig dagbog, men en skitsebog, men jeg brugte den til begge dele). I stedet skrev jeg: "Kære dagbog, der er sket så meget" og lod det blive ved det.

Og lavede tegninger som denne:



Hvad var det, jeg ikke kunne forholde mig til – altså ud over chokket? Sikken et spild. Et spild på flere måder, men især i forhold til mit "kunstneriske udtryk". Jeg regrederede.

Det, jeg tænker nu, er: Hvad gør jeg nu, der er mage til spild?

Hele mit liv har været én lang undvigelse.

*

Mine skitsebøger gik hurtigt ned ad bakke fra dette punkt. Jeg var ellers lige begyndt at strenge mig an – efter at have set Crumb-filmen – for at hæve skitsebøgerne op til et selvstændigt, levedygtigt udtryk eller i hvert fald lave bedre, mere gennemførte tegninger deri og ikke bare løse skitser som bremsespor på lokumsrulle.

***

fredag den 20. november 2009

Det hele er mystisk og uigennemskueligt bag skinnet

***
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.

Min kone troede, at hun blev filmet i sit hjem og overalt, hvor hun gik, at det var sådan film bliver lavet. Det kan jeg godt huske lidt af selv. Jeg forestillede mig, at mit liv var en film. Men en dag, jeg cyklede hjem fra skole, tænkte jeg: – Nej, så kedelig kan ingen film dog være. Det er der ingen, der vil se på.*)


Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Tak.


*) Det værste, man kunne ønske sig, var at være en person i en tv-serie: konstant plages man og får kræft og bliver skilt og forfulgt og truet og lemlæstet, der er ikke et roligt øjeblik. Tænk på én figur i en tv-serie, du godt ville være – nej, vel? (Komedier gælder ikke, for så vil jeg være Fonzie.)
***

torsdag den 19. november 2009

Et lille lys i mørket

***
Jeg havde en meget interessant samtale med min kone i dag. Vi diskuterede væggen inde i børnenes værelse, der aldrig bliver færdig – nu vil hun rive savsmuldstapetet af (den næste væg), mens jeg siger, det er nemmere at lade være, og så bruger hun det omvendte argument, fordi det passer hende bedre nu, og jeg siger hun er pragmatisk og irrationel, men lad gå – og jeg sagde: – Kan du ikke sænke stemmen? Jeg kan ikke holde ud at diskutere i det her højstemte toneleje.
Og hun sagde: – Det er i orden.
Og sagde ikke mere.

Der er tale om et stort gennembrud ved det, at mit hoved stadig er forbundet med min hals. Og så kastede jeg hende et ben og sagde: – Du er så kolerisk.
– Ha! sagde hun, – og du er flegmatiker!*) Var det ikke det, du plejede at sige?
Hvorved jeg lod hende score en 20 år gammel sejr.


*) Jf. de fire humører. Hun er ved at læse Simon Singh og Edzard Ernst: Trick or Treatment om alternativ behandling og afskyer alt uvidenskabeligt, det kære menneske, ligesom sin mor. Men som sagt i det her tilfælde er jeg bare glad for, at hun ikke årelod mig.


PS Jeg prøvede det samme nummer senere på aftenen, men lige meget hvor mange gange, jeg sagde, hun skulle tage det roligt og slappe af, gjorde hun det ikke.
Jeg havde opbrugt al min goodwill.

***

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

onsdag den 18. november 2009

De store synger

***
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?


PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.

***

tirsdag den 17. november 2009

Afslutningsvis

***
Jeg har skændtes med min datter (13) hele aftenen, fordi hun starter på sine lektier for sent og spørger hele tiden, og jeg er træt og gider ikke mere, og hun bebrejder mig, og her er ingen plads at flygte hen (det er trist ikke at have nogen fremdrift [eller midler], så vi kunne have flyttet i vinduet efter finanskrisen ligesom fornuftige mennesker – Frizz bor i fem værelser på Østerbro nu). Så vil jeg gå ind og sige godnat til hende i hendes nye, ufærdige halve deleværelse: – Sover du?
– Jeg ligger og tænker på, hvordan jeg vil disse Pia Kjærsgård, hvis jeg nogensinde møder hende og spytte foran hende og sånoget.
– Det er godt, mit barn.
– Det fylder mig med en følelse af velvære.

Kys godnat.
***

Hemmelighederne ved livet

***
Min far er verdens ældste mand. Jeg havde ham i røret forleden dag, så siger jeg: – Far, kan du ikke fortælle mig nogle eviggyldige sandheder, ting livet har lært dig?
– Hrrrrr?
– Engang fortalte du mig, at det er vigtigt at have god musik til arbejdet.
– Det var en god en.
– Hvad har du ellers?
– Hmmm...
– Noget livet har lært dig.
– Ræk ud til dine venner.
– Ræk ud til dine venner?
– Ja.
– Det er det hele?

Men det er selvfølgelig rigtigt: nogen skal jo gøre det, og man kan ikke regne med, at det er nogen andre.

Han havde også en anden en, men den har jeg glemt.

Og så fortalte han mig om vigtigheden af god tandhygiejne. Jeg skal til tandlægen i morgen.
***

mandag den 16. november 2009

Ud af øjenkrogen

***
Er det kun mig, der synes, at de her flaskecontainere ligner en kvinde i burka (chador?)?



Eller Mark Newgardens Little Nun:



Lidt.

Jeg har altid forestillet mig, at denne type flaskecontainer var flyvende tallerkener fra det ydre rum, der er landet på jorden for at æde vores glas:



Eller dykkerklokker. Jeg gemmer mig i en, når tredje verdenskrig bryder ud (jf. mit uudskrevne screenplay.)
***

søndag den 15. november 2009

Tung savl

***
Min datter (13) sagde noget sjovt. Hun sagde: – Hvad hvis man var hos tandlægen, og det var en gammel tandlæge, og han savlede en ned i munden?
– Ad! sagde hendes lillesøster (9).
– Haha! sagde jeg.

Det er sådan noget, man kan tænke over, mens man ligger dér i stolen.


(Curb 4.1)

Vi udvekslede sigtende blikke, min kone og jeg

Det får mig til at tænke på dengang, min kones morfar, der også var kunstpraktiserende, skulle se min mappe, og en tung savldråbe forlod hans 88-årige læbe og dryppede ned i den, hvorefter han vendte bladet uden at have bemærket noget.

Det er, hvad der følger med. Der er intet morsomt eller distingveret ved at blive gammel.
***

lørdag den 14. november 2009

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

torsdag den 12. november 2009

Eller også var jeg aldrig nuttet, men bare ung

***
Jeg plejede at se godt ud, det gør jeg ikke mere. Og mens jeg gjorde det, vidste jeg det ikke. Jeg var tredive år gammel, før jeg opdagede, at jeg kunne være nogens type. Nu er jeg gammel og unuttet, er jeg bange for. Jeg hader sådan som jeg ser ud. Det er en katastrofe. Jeg er uplejet, og alt mit tøj er grimt. Hvis jeg gad gøre noget ved det, ville det ikke hjælpe.


Endnu engang farvel
Det er endegyldigt for sent. Jeg har haft min chance og spildte den helt og totalt. Nu ligger jeg der på betongulvet i 1000 skår, jeg skøre skid. Farvel al lykke, farvel al hygge, I kan rende mig et stykke. Jeg mig i hovedet vil pløkke.

***

Hvis jeg var konge III

***
Der burde være en lov om, at alle folk, der går ind i politik, skulle hedde Balle.*)

Eks.:

Digt selv videre.

Samtidig skulle det ved lov påbydes, at alle valgplakater på forhånd var påtrykt Hitler-overskæg (og/eller manglende tænder. Sidstnævnte er valgfrit):


Jeg kunne desværre ikke finde så mange plakater med borgerlige røvhuller i Valby, men det er også lige meget. Princippet er, at alle skal have Hitlerskæg og pandelok. Kom vandalerne i forkøbet!


Alle de her valgplakater minder mig om pølsemandens og/eller grillbarens tilbudsskilt:




*)
Hvorfor? Fordi jeg siger det. Det gode ved denne lov er, at den ikke er ensidig eller grådig. Ingen folk har gavn af den (kun mig lidt) eller tjener på den.



NB! Folk, der i forvejen hed Balle, skulle hedde dobbelt-Balle.

Eks.:


Tak.

Jeg hader valg. Godt det ikke varer to år.
***

onsdag den 11. november 2009

Noget at tænke over, 2. del

***

  • Er det et almindeligt problem i sengebutikker, at folk kommer ind og boller i de udstillede varer?
  • Hvorfor har de ældste mænd de mindste badebukser?
  • Kan man blive ved med at smitte sig selv, når man trækker vejret, efter snotten er løbet ned i skægget?






Tillægsspørgsmål: Hvorfor har monstret en pat i øjet her?


***

tirsdag den 10. november 2009

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

Der er ikke noget tilbage

***
Mit hjerte bliver knust 10 gange, 30 gange dagligt, hver gang jeg kigger på min kone.
Hvad skete der?
Hvem er det, jeg giftede mig med?

Jeg skal finde en tid, hvor klaverstemmeren skal komme, mens min kone er hjemme, men jeg har ikke nævnt det. Det er nemmere ikke at sige noget.

Hun taler kun til mig, hvis der er noget, jeg skal: – Køb panelmaling. – Køb rugbrød.
Hvis jeg ikke opretholder samtalen, er der ingen. Ved middagsbordet sidder vi bare og stirrer.

Jeg rejser hjemmefra før børnene, hvis det fortsætter sådan her. Hvis jeg har et hjem at rejse fra.
***

mandag den 9. november 2009

Præemptiv skilsmissegrund

***
Min bror havde to kanariefugle. (Han har altid holdt af fugle, siden han var lille og havde Piphans og Snehvide.) En dag, da han kom hjem, havde hans kæreste skilt sig af med dem. Hun kunne ikke lide dem. Og han giftede sig med hende alligevel.


***

Mandag murren

***
Jeg kom igennem weekenden, men også kun lige med nød og næppe, nu glæder jeg mig til at komme på arbejde og holde fri.

Jeg overvejer at hyre folk til at renovere mit hjem i stedet for at forsøge at gøre det selv, og det dårligt, og bruge tiden på at arbejde i stedet for. Det passer mig som regel godt at betale mig fra noget. Hvem har fundet på det med, at det er godt at gøre det selv?

I dag sagde jeg til min kone: – Hvis du bruger malertape, kan du få en lige kant.
– Ikke hvis jeg sætter det skævt op.

I kan selv forestille jer resten. Det var en lang og nedslående morgen. Sov over os. Igen. Jeg er deprimeret og overvejer selvmord.
***

fredag den 6. november 2009

Fri dag

***
Væk med jer, sagde jeg og smed min kvarte tistyks og lighteren over skulderen i Viborggade. Nordhavn, perron: Hvor er mit tog? Der står ikke noget på skærmen. Hjem og kaste op efter rystetur i Radiobilerne, synke ved hver hård opbremsning.

Nu er jeg bare træt og tilbage, efter at have set mig selv udefra og moret mig over at være anderledes, end jeg plejer, ligesom at lytte efter sin stemme, når man har råbt sig hæs, som åndelig helium.
– Du burde drikke noget oftere, sagde min kone, – du bliver så afslappet.
Jeg er bare glad og taknemmelig for at være i live.
Lakridsrodssnaps.
***

Ikke den krammende slags

***
Min far er af den gamle skole, der ikke giver en krammer. Det tror jeg aldrig, jeg vænner mig til. Hvis jeg prøver at tage ham i mine arme, bevæger han sig væk, eller hvis jeg endelig fanger ham, står han og krymper sig og lader som om, han er bange. Jeg kan højst kramme ham sidelæns. Han krammer ikke tilbage. – Hvor er du dog stor, kan han finde på at sige, men nu har jeg dog haft den samme størrelse i 25 år.



Sådan er jeg ikke. Men han kunne selvfølgelig heller ikke finde på at gå uden for en dør uden at have barberet sig.
***

onsdag den 4. november 2009

I videnskabens navn

***
En fyr fra min klasse skød egern og solsorte i sin baghave med et luftgevær og dissekerede dem. Han kaldte det "biologiske eksperimenter".

Min fætter havde en stak Penthouse under sin seng. Han brugte dem til at "studere anatomi".


Konklusion: Videnskab er en god undskyldning for at dyrke sine lyster. Hvad er din?


***

Det VAR da pudsigt

***
Der var to mails i min indboks i dag.

Den ene var denne:


Exit Art

Den anden var min Word.A.Day-mail, hvor der stod, at en, der laver meningsløst arbejde, hedder en nihilarian (det må være "nihilarianer" eller "nihilar" på dansk).

Eks.: – Hvad laver du i dag?
– Jeg nihilarierer.
***