De vigtige første skridt

Jeg må belave mig på at redde mit ægteskab og få mit familieliv til at fungere. "Belave" er det et ord? Hvorfor jeg fortæller jer om det, ved jeg ikke. Nu vil jeg gå i Døgn-Netto og købe saltet fisk og Humboldt Shepherd's Pie.

Erkendelse

***
Og det i en grad, så faren er ved at græde midt om søndagen og må lægge sig ind på børneværelset for at være alene, og begge børnene kommer ind for at spørge, hvad jeg er ked af, men ikke min kone.
– Jeg kan ikke lide, når du er ked af det, for så bliver jeg også ked af det.
– Det er jeg ked af.
Jeg kan ikke tage presset.
***

Langsomt plaster

***
Lige så snart jeg kommer hjem, tænker jeg på at gå igen. I dag gik min kone med det samme, ud sammen med en veninde jeg ikke kender.

Børnene skændes om, hvem det er mest synd for: hende med diabetes eller skyggesøsteren, der har slået hovedet. Jeg synes, det er mest synd for den, der begynder at græde først, som regel den mindste. Det sker, at hun selv må fortælle mig, jeg er uretfærdig mod hendes storesøster. De holder sammen, gør de. Holder de mere sammen nu, hvor deres forældre er holdt med at skændes hele tiden og ikke taler sammen i stedet for? "Gruppekrammer!" siger de, mens deres forældre undgår øjenkontakt.

Anspændtheden her i huset er populært sagt til at skære med en kniv, men egentlig mere som at hugge sit ben over med en rusten teske natten over.


Se selv
***

Fædrene formaninger

Min far siger, at vi skal holde op med at skændes foran børnene, at det er derfor, min datter græd i morges og ikke ville i skole.

Jeg gentager: Vi er en familie i krise.

Jeg siger til ham, at vi aldrig er alene sammen længe nok til, at min kone kan begynde at fortælle mig alt det, hun gerne vil fortælle mig.

Weekenden er værre end hverdagen

To skænderier med min kone allerede, det ene ude på gaden, det andet herhjemme - det første om det sædvanlige (at jeg nævnede muligheden for at hævde en del af mit liv, der ligger uden for familien), det andet om ingenting: Min kone siger, at jeg ikke kan tage, hun ikke er enig med mig. Jeg siger, det ikke handler om at have ret. Jeg er ligeglad med hvem der har ret (især når det handler om fordelene ved blegning af tøj og hvad der mørkner mest, kalket i vandet eller at det hvide vaskes med tøj, der også har andre farver). Noget er rigtigt eller ej. Hvad har det at gøre med at have ret? Suk.

Det er nemmere, når vi er hver for sig. Måske burde vi ikke være gift. Måske er det bare inerti. Jeg tænker nogen gange på, at vi måske kun er gift, fordi det ville være mere besværligt ikke at være det .

Det hele er parat til at koge op og boble over hvert øjeblik.

Nu er børnene også begyndt at skændes.*)

---

Min kone har en irriterende vane med at komme hjem og fladpisse sit territorium af - og det er anstrengende, når jeg også skal være her.
Eller også er det mig, der automatisk afgiver autoritet.
Under alle omstændigheder er det belastende.

Vi er en familie under pres.


*) Uddrag:
Min yngste: - Det er ikke dig, der skal stikkes i fingeren hele tiden og have insulin tre gange om dagen!
Min ældste: - Du smed sand i hovedet på mig!