Samlivet overgår døden

Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.

Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Folk snakker, forfatteren lytter – et Preben causeri

Jeg skal ikke kunne sige det, men det virker som om, mange af Storm P.'s vittigheder er noget, han har overhørt, eller noget, han forestiller sig, man kunne sige. Det er ikke tale om deciderede gags, meget af det. Der stod et sted, at folk kom op til ham, når han gik tur i Frederiksberg Have, og fortalte ham morsomheder. Mange af tegningerne/Fluerne og Peter & Ping forestiller bare folk, der står og taler sammen.

På den måde er han ligesom Harvey Pekar, hvis serier også bare er hans indre monolog, eller hvordan folk står og taler sammen på gaden. Det giver sagerne en virkelighedsdimension, som jeg godt kan lide. Hæver humoren over klichéerne eller nyhederne.

Gustav Wied skrev i sin erindringsbog, at han, efter han var flyttet til København og ikke kendte nogen og ikke havde nogen penge, plejede at sætte sig ned i Frederiksberg Have og tale med de gamle og lytte til deres historier. Det tror jeg, man kan få en masse ud af, hvis man er sådan anlagt.

Man skal bare antage reporterens perspektiv. Som Seinfeld sagde, lege at man har sit eget talkshow og stille gæsterne spørgsmål for at få tiden til at gå, når man er til cocktailparty.

Men det skal selvfølgelig helst være sjovt.

Min kone tror mig ikke, men jeg er faktisk meget god til denne teknik (med at lytte til folks historier), ulig hende, der altid bare snakker om sig selv og bebrejder mig, at jeg ikke lytter – kan I se dynamækken? (Sådan er det med smukke kvinder: de er vant til et taknemmeligt publikum.)

Eksempel: Jeg talte med en kirkesanger, der synger ved begravelser. Det sørgeligste er ikke de små kister, sagde han, det sørgeligste er, når ingen kommer, når nogen er død i sin lejlighed, og det ikke bliver opdaget før tre måneder efter, når det begynder at dryppe fra underboens loft. Men han synger alligevel, selvom der ikke er andre end ham og den døde.

Og så måtte jeg lære ham, hvordan man bøffer smøger af folk: – Du er nødt til at lave et lille nummer, give en lille song & dance.

– Det er sandt, sagde han og knipsede bittert. Han havde ikke fået, hvor jeg fik. – Der hører en teknik til det her, sagde jeg og inhalerede dybt af den afbrækkede filterende.

Jeg spildte en halv fad ud over mig selv, men det gjorde ikke noget, for det var en lun aften, og familien var på landet. Min sidste flig af frihed, før alverden ramlede ned.



II
Jeg ved ikke, om folk er blevet dårlige til at høre efter, det kan godt værre, men folk er helt sikkert blevet dårligere til at tale. Konversationens ædle kunst, er den helt død? Jeg bilder mig ind, at folk var mere veltalende i gamle dage, fordi de fik deres sprog fra bøger, ikke tv. (Folk, der snakker om, hvad de har set på tv, skulle skydes, undtagen hvis de er medieanalytikere som mig.) Se f.eks. denne sætning fra "De tre Musketerer", en af verdens mest populære bøger:

Uheldigvis er han bedre til Bens end sin Herre, hvilket har til Følge, at han gør os alle sammen tossede i Hovederne, for da han tænker sig, at vi måske kunde falde paa at nægte ham, hvad han forlanger, tager han alt, hvad han har Brug for, uden at spørge sig for.

Læg mærke til, at den bryder af og går en omvej, før den vender tilbage og slår sløjfe på pointen. Den sætning ville aldrig gå på fjernsyn, fordi folk ville glemme, hvor den kom fra, i mellemtiden. Der er sikkert meget mere at sige om det her, men hvad ved jeg, jeg er ikke lingvist eller retoriker. Jeg er bare en ydmyg lille blogskriver, der elsker at se linien komme ud af sin pen.

Opsummering: Var folk mere veltalende i gamle dage? Det må undersøges. De er i hvert fald ikke specielt veltalende idag. (Jeg har ikke andet at basere min teori på end tre sæsoner af "Deadwood" og Mark Twain. Hvis alle folks tale er baseret på kadencerne fra The King James Bible osv.)

Ligesom mig

Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

Man kan stille uret efter mine tilkortkomster

Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.

Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?


Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.


*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.

Åh, hvor vi lo

Vi mødtes til den halvårlige/årlige frokost med min far og mine brødre. Højdepunktet var, at han havde taget kopier af sin kærestes testamente med, som han ceremonielt delte ud. Naivt forestillede jeg mig, at hun havde sat 10.000-20.000 af til os hver. Men iflg. testamentet giver hans kæreste – eller hvad sådan en hedder, han har boet sammen med i over 30 år – ham lov til at blive boende i huset i op til 6 mdr. efter hendes død med samt brugsret til bilen i perioden.

Og vi lagde hovederne tilbage og lo og lo og lo.



Jeg er ked af, at jeg bliver ved med at skrive om min far, men han driver mig til vanvid. Han er verdens ældste mand, og snart er han død.

Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Heraf vigtigheden af at tage en dyb indånding og tælle til ti

Øv, en af mine kunder betalte mig to gange for et job, og så kom jeg til at sige noget.

Jeg var forvirret, okay?

På den anden side er det måske meget godt, at jeg fik det ordnet med det samme, ellers var jeg blevet nødt til at tænke på dét. Men jeg kunne have levet med det.



PS En anden ting er, at hvis jeg ikke havde gjort det med det samme, havde jeg aldrig fået det gjort. Jo længere tid, der var gået, des mere havde jeg tænkt på pengene som mine, og des sværere havde det været at give dem tilbage – ligesom familien til overførselsindkomstmodtageren, der ikke nænner at meddele myndighederne, at han/hun er død, fordi de har vænnet sig til ydelsen.

Jeg kan leve med døden

Det gør ikke noget, at jeg skal dø,
mit liv er alligevel noget hø.



Men når jeg forsvinder,
græder mine kvinder.

Når solen går ud for mine dage

Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.

Orgasmisk otium – lad os høre den for de gamle

Jeg fandt disse digte foldet sammen fire gange og glemt under en stol efter en lyrikaften i Valby Kulturhus.



De udtrykker i al deres naive ubehjælpsomhed for mig at se en sund vitalitet, fornemmelse for egen selvværd og glæde ved livet og sin krop – og at dele det og den med andre.

Min nye helt

Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:






Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.

Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.

James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?

92 år gammel var han, da han døde i 2008.


James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).

Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.

Han være hyldet!



Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.

Dette billede ser ud som om, det var malet i går:



Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)

Humørgalleriet

– Skal jeg dø nu? Jeg troede aldrig, den dag skulle komme...

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

Wagner for musekor

Jeg er en dårlig kunstner. Jeg laver de samme fejl om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om og om. Jeg skriver en opera for spilledåse. Jeg er så dybt investeret, jeg kan ikke vende om, men jeg ved, jeg spilder min tid.

Og i dag var en god dag.

Hver dag er jeg parat til at holde op. Uden medgang, uden produktivitet, uden popularitet er det drøjt. Imens går årene taktfast forbi.

Det er så lidt, der skal til, men jeg har det ikke. Måske hvis jeg fik en iPad, så fylder billederne i det mindste ikke noget.

Her er en video af en, der maler et æg (anbefales). Hvis det var mig, ville jeg standse omkring 1:08 og kalde det en Cezanne.


Faktisk finder jeg videoen afslappende: se hans pensel flyve afsted. YouTube er fuld af tutorials af tåber, men han her ved, hvad han laver.

Min status på dagen:

Få fingeren ud af bagen
(som om det hjalp
for sådan en hvalp,
og så den lugt
af dinglende frugt).
Det er nok sikrest at lade den sidde,
den skal alligevel ud, når jeg skal skide.
(Det eneste, der er lidt svært,
er at taste
med de resterende ni,
men jeg skal nok få det lært,
før min tid er forbi,
uden min rygrad at overbelaste.
Se, jeg kan!
Jeg kan godt taste! Virkelig!
Som en rigtig mand,
mens jeg stimulerer min prostatakirtel.)

Nej, den finger bliver siddende mellem mine baller,
indtil, som sagt, naturen kalder,
og den bliver skudt ud som en prop
på en flaske champus
med et plop
fra min mandekus'.
Kom og skål med, jeg har sprittet af
(med champagne,
hvad er det, en vask hænder-kampagne?)
Lad os fejre, at jeg ikke kvitted' i dag.
Hurra! Hurra! For Mandejammer og hans brune finger,
han har mere styrke i den end alle kunstverdenens pinger.
Og med "styrke" mener jeg ikke kun lugten,
der kunne standse et tog på tværs af Køge-bugten.
Nej, jeg mener hans tæft,
vid, bid og charme.
Lad os håbe, han ikke får kræft
og dør
eller smelter helt bort
ved sin blussende talentsols varme
som smør,
der steger sort.

Skål til Jammermanden og hans fans
både hjemme og udenlands.
Han er en drøm, en frelser med vinger
hov! *rømme* hvin! Undskyld jeg blev skinger,
men her satte jeg mig igen på den skide finger.

Og med den tilbag',
hvor den hører hjemme
vil jeg blot runde af
med at sige (med sænket stemme):
Når først den er ude,
skal I få noget at forgude.
Jeg verden betvinger
med en løftet pegefinger.
Jeg ved nok, hvad vej vinden blæser
(fra den side, hvor fingeren bliver kølig),
og hvis der her er tilbage blot én eneste læser,
fortjener han/hun et stort krus med øl i.
Jeg gi'r, hvis vi en dag ses i virkeligheden
(men det bliver nok efter, de har løst verdensfreden).
Skål, skål & skål igen.
Gør som jeg, gør fingeren brun, min ven.
Så får du også noget at grine af,
mens du driver den af
(eller river den af),
det får ingen pine af
(især hvis du sutter på den først – ikke efter,
for himlens skyld
– det talrige vidneudsagn bekræfter,
styr uden om den endetarmsbyld.
Eller brug creme, så den kan glide
ud og ind & omkring din hæmorroide).

Men nok med mine gode råd
(jeg har sagt gør fingeren våd,
endelig kan man også bruge handske):
Vågn op til dåd!
Jeg kalder min finger Holger Danske!
(Den hviler i en kælder,
omgivet af dinglende røvbjælder,
der bimler, når faren sig nærmer fra land eller sø,
som en incestuøs forælder
sin knøs eller mø.)
Vogt jer, fædrelandets fjender,
I kan også få den op mellem jeres bagerste kinder.

Jeg hiler dig, Danmark,
med en finger indhyllet i brun bark.

Overskydende tags: afvigende adfærd, artist manque, assgasm, danske affærer, druknet i lort, dyreriget, dø bakterier, dø bakterier, døden, elektroniske forbrugsgoder, er der nogen der kender en der giver terapi til blokerede klynkekunstnere, fastlåsthed, fedtstoffer, fejl og mangler, fri onani, fugt, ganske som jeg plejer, guds talerør, højstemt skinger latter, jeg anbefaler, jeg kender min besøgstid, jeg stakkel, klagesang, kropsfunktioner, kropsvæsker, kræft mig her og kræft mig der, kunstartikler, kunst- og kultursektionen, Kusse, latrinært og prekært, min trofaste læserskare, løsningsmodeller, mit spildte liv, numseballer, olfaktoriske oplevelser, peristaltiske bevægelser, planteriget, råd og vejledning, trafigalt, sprit, om kirtlernes funktion, noget for husarerne, personlig pleje, samme gamle, soldatersjofelisme, som jeg plejer van, stakkels mig, så til søs, tidens slave, tingene ophober sig, tips og tricks, uduelighed, uundværligt udstyr for den moderne mand, vagt i alarm

Krypt udenom

Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med!
Så hult min stemme runger mellem de blege vægge.
Jeg synger i gravens bruser.

Du tør måske ikke?

>Dø din kujon, dø!