I kunstfagligt øjemed

Jeg talte med en provokationskunstner, der havde været i Polen, men det havde ikke været nogen succes.

– De følte sig måske provokerede? spurgte jeg.

– Ja, sagde hun uden at fortrække en mine.

Engang jeg var vittig

***
Jeg delte engang atelier med en provokationskunstner. Hun havde været i Polen og lave noget dér, men folk kunne ikke lide det.
– De følte sig måske provokeret af det? spurgte jeg.
– Ja, sagde hun.

Haha.


Billedet er venligst revet ud af kontekst herfra og skal illudere et østeuropæisk provokationskunstsymposium.
***

Hvem ejer månen?

Lige nu ser det ud til at være USA.
Der har været snak om at sprænge månen i luften, fordi den generer visse mennesker.*) Spørgsmålet er: Hvem kunne finde på det? Og jeg siger: Kineserne. Bare for at markere sig.
Hvad kan verden gøre?
Der var f.eks. ingen, der gjorde noget for at forhindre talibanerne i at sprænge de der Buddha-statuer i luften. Hvad nu hvis ægypterne bestemte sig for at sprænge pyramiderne i luften? Kan nogen forhindre dem i det?
Det er ligesom det her spørgsmål om: Hvis man ejer et stykke jord, ejer man det så hele vejen ind til jordens midte?
Og hvad med luftrummet?
Jeg har f.eks. overvejet at have mine ejendele svævende i en luftballon over huset for at spare lagerplads.
Må man det?

*

Jeg sad på klaverbænken i mine underbukser og skrev disse linier i min A5 linierede notesblok, da rengøringshjælpen låste sig ind, og jeg måtte råbe til hende, at jeg ikke havde tøj på. Hun er en god polsk-katolsk kvinde og gik straks ud på trappen igen. Men jeg har ikke fået bad i dag, og jeg kan lugte mig selv.

*

Det var i går. Nu er jeg renskuret. Lejligheden skinner. Min familie kommer hjem om halvanden time, og jeg har ikke fundet på noget at lave til middag.
Vi tager op til Fuchsen i Sverige i morgen, hvilket jeg kalder min påskeferie.
Jeg er tilbage i blogland på tirsdag.
Tak.


*) Spøgefuld snak, lad gå, men det gør ikke ejerskabsspørgsmålet ringere.

Bliv donor

I morges var jeg nede og give blod. Sygeplejersken denne gang var overvægtig og havde uren hud, og straks greb jeg mig selv i at tænke, at hun sikkert ville stikke for hårdt eller gøre noget andet galt. Dernæst lå jeg og tænkte: Hvad nu hvis hun kan læse tanker? Så jeg anstrengte mig for at tænkte positivt, som fx. at det er det inden i der tæller.
Jeg kunne bedre lide hende den unge bolivianske sygeplerske fra provinsen, jeg havde forrige gang. Eller polakken.



"Et hvil, et smil, et stik, en drik". Bliv donor og gør noget for menneskeheden.