Sæt & match

Jeg kom ind. Min kone spurgte:

– Hvordan har du det?

– Ad helvede til.

(...)

– Hvordan har du det?

– Det ved jeg ikke.

Den var straks værre.

Døren går op og en kryptisk besked afleveres

Der kom en ind i dag og sagde: – Gudsrost, der er noget, jeg vil have, du skal vide: Du skal lære at gå efter bolden, ikke manden.

En dag må jeg spørge hende, hvad hun mener.







Det har været et stykke tid siden sidst.

Vi er alle engle

Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

I forhindringsløbet er vandgraven fyldt med hajer

Jeg satte to dage af til at bede om lønforhøjelse.

Det var nemt på den måde, at der var andre ting, jeg havde meget mindre lyst til at lave*), så det var som en overspringshandling.

– Gi' mig lønforhøjelse, sagde jeg. – Jeg har brug for pengene.



*) som at få en hospiceplads til min mor f.eks.

Stjernestunder

***
Her er et fantastisk stykke litteratur, jeg har skrevet. I mangel af bedre udgiver jeg det her.

Han læste i fjernsynsflimmer,
og hun var livstidsstudent.
Og på det sidste havde de ikke
kunnet fordrage synet af hinanden.
Hun synes, hun så gammel og grim ud,
og han kunne ikke finde ud af,
om hun hadede sig selv mere end ham.
Ikke at det fik ham til at fremstå i et
bedre lys.

Det var en kamp til det sidste om,
hvem der var mest prætentiøs &
hvem der var mest studentikøs.
Han vandt med et næsehår
i det store opløb.

Hans bedste stunder var på lokum
eller om aftenen, når hun ikke var hjemme
og børnene sov. Stellar Moments,
tænkte han, mens han klemte den ud,
god titel til en Grethe Ingmann-cd.
– Gi mig en marketingmand, jeg
har det. Ah, der kom én, og dér
en anden.

***

Den daglige vanvidsscene – det gælder om at holde hovedet koldt

***
Der kommer et tidspunkt lige før sengetid, hvor alle skriger ad hinanden. Børnene begynder at slås om en legetøjsslange, og jeg må skille dem ad.
– Nu får I ikke mere godnathistorie! råber jeg.
– Var der ikke noget, du skulle med de her børn? råber jeg til min kone. – Sætte en insuflon i eller sådan noget?
– Det har jeg gjort.
– Ud at børste tænder!
– Det er min slange!
– Waah, du holder altid med hende!

Så står jeg og vasker op (mest fordi jeg ikke gider putte børnene, der giver mig hovedpine): – Det kunne være rart, hvis du gad vaske op engang imellem.

Det irriterede mig også i morges.

– Hvad?
– Jeg har lavet mad og vasket op hele ugen. Det bliver kedeligt. Det kunne være rart, hvis du også gad …
– Hvad mener du hele ugen? Bare fordi du en sjælden gang …
– Jaja, lige meget hvad jeg gør, har du et bagkatalog af lidelser, jeg aldrig nogensinde kan indhente!
– Du skal ikke spille martyr.
– Ja, jeg er en martyr! En martyr! Jeg er en MARTYR!*), siger jeg, mens jeg angiver takten med opvaskebørsten på kanten af håndvasken.

Børnene står og hænger med hovedet.

Lige meget hvad jeg bidrager med, økonomisk eller husholdningsmæssigt, bliver det ikke regnet for noget.

Hvorfor tager jeg ikke bare og sømmer mine nosser op på væggen med det samme?

*) Hellere martyr end slet ikke tyr, som min nye far plejede at sige.

På en skala fra 1 til 10 er det her en 5. Rundt regnet par for banen.
***

Jeg skal bæres det sidste stykke

***
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".

Højdepunktet kom, da Triple-K skreg højt af grin over noget, han havde skrevet, noget med nogens mor, og jeg skingert stemte i.
– Skal du grine ad mig? sagde han spidst, før han deklamerede færdig.
– Du begyndte, protesterede jeg.

Selvom det kun kortvarigt drejede sig om mig, og det kun sporadisk lykkedes mig at rette opmærksomheden tilbage til mit værk til sammenligning og uddybning, gik jeg fra mødet med en slagplan til færdiggørelse af mit nu 2. rev. manus, der er 92% klar, efter jeg høvlede et par knaster af i dag over et par engagerede gennemlæsninger.

Målet er i sigte. Vil det lykkes mig at gøre denne ene ting færdig i mit liv? Eller skal jeg straks begynde på noget andet? Jeg klynger mig til mine fæller, som Dorando Petri, der blev hjulpet over målstregen af begejstrede hjemmebanedommere ved OL-maratonløbet i Rom, 1908.
***

Rent slam

***
Den gode nyhed er, at jeg har samlet min konkrete digtsamling, der vil tage landet med storm, i manuskriptform. Litterær Kreds var forståeligt benovet, og jeg måtte bede dem rejse sig op igen og holde op med at kysse mine sko. Det virkede uværdigt. Det kan være svært at tage imod så meget ros, og jeg har det med at stritte imod af beskedenhed.

Vi er en meget følsom kreds af litterære fødselshjælpere.


***

Centerrygklapperklubben

***
Jeg var til ekstraordinært møde i litterær kreds i går og drak tre røde Tuborg og røg en tynd cigar. Der sad vi og var sårbare sammen, tre voksne mennesker. Det er hvad jeg laver, når jeg er græsenkemand. Komplet uudfarende, men givende. Jeg formåede at vække "medlidenhed" i mindst en af mine læsere – dvs. han blev rørt, og det er godt. En em af mandagtig følsomhed slog ud af et skrift fuld af tvivl og hændervriden. En kompliceret fødsel, hovedet forstrukket af koppen.

Konklusion: Ingen entydig lyrisk sejr denne gang, men gode markeringer og flere fuldtræffere.
***

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

Ny runde følsom mandehørm uafgjort på point

Der var nyt møde i Litterær Kreds, og selv om jeg ikke vandt runden, vil jeg sige, at jeg scorede et par gode point. I øvrigt var mit benarbejde formidabelt.

Hvad værre er, jeg har tilsyneladende et holdningsproblem, der gør, at mine kredskolleger ikke tror, jeg er alvorlig omkring min digterkunst eller måske noget. Det vil jeg tage højde for fremover ved at rynke panden bistert på de rigtige tidspunkter og forsøge at revle dobbelthagerne til eftertryk (ligesom Brian Laudrup, hver gang han skal sige noget, så man rigtig kan se hans hjerne arbejde – like he's choking back vomit, som om han holder et surt opstød tilbage). Jeg troede egentlig, at mine nye briller havde ordnet "seriøsitetsperceptionsproblemet". Måske skulle jeg også arbejde på min garderobe inden næste møde. Det er desværre almindeligt, at folk ikke tror, jeg mener, hvad jeg siger, og griner ad mig, når jeg er alvorlig.

Til gengæld er jeg nået et par skridt videre i struktureringen af min store følsomme debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Nu vil jeg smide så meget i, jeg kan, og senere tage det ud igen – som havet der skyller op på stranden og efterlader sine perler blinkende i skumbruset.


Selvmordsmetoden for de skoletrætte
Der er en historie om en skoleelev, der stikker blyanter op i sine næsebor og hamrer hovedet ned i bordet, så blyanterne går op i hjernen. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.

2-1 i følsom mandehørm

Tredje møde i Litterær Kreds blev afholdt i går, og jeg vil nok sige, at bortset fra en smutter grundet fedtspil ved indledende møde, har jeg klart vundet de sidste to runder.
Ikke værst, selv i betragtning af modstanderne.
Deres tavshed i mødet med mine ord taler mere end tusinde billeder.
Der ligger de på den litterære kanvas, teknisk knockoutet i en dunst af følsom mandehørm.

*

Fra fruen: Min kone kalder det en basisgruppe, men det er en litterær kreds.
Hun fnyser afvisende, når jeg kommer hjem og hoverer.