fredag den 31. december 2010

Oprigtigt mystificeret


Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

torsdag den 30. december 2010

At jeg gnider


Jeg er begyndt at smugryge igen som sædvanlig, men jeg kan ikke lide at komme hjem og lugte af røg, så derfor er jeg begyndt at gnide mig med citron



ligesom Susan Sarandon i Atlantic City (guderne velsigne hende, den gode kvinde).

Jeg tror også, det hjælper at skrælle mandariner.

  • Anmærkning: Tjek det, jeg bryder mig overhovedet ikke om at nævne rygning. Jeg er bange for, at det vil påvirke ungdommen til at eksperimentere med dette vulgære stof. Hæslig vane. Jeg så mig selv i spejlet med røg ud og ind ad munden. Det så dumt ud. På den anden side er det bydende nødvendigt for min selvrenselsesprocess at beskrive alle de ting, der giver mig dårlig samvittighed.

Jeg tror også, det hjælper at have hue på, når jeg ryger, så mit hår ikke lugter.

Jeg har ondt i halsen. Jeg tror, jeg har fået KOL. Det måtte ske. Hvad regner jeg med? Er det sådan, jeg vil leve mit liv?

Lige over


Min kapitalpension går præcis op med min kones studiegæld.


Pænt billede, ikke? Jeg har selv lavet det med screenshots fra en Harold Lloyd-film. Forstår I nu, at motivet henviser til "gyngerne og karruselen"?

Siger det bare.

Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg


Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

Den, der læser dette, er dum


Nu vil jeg fornærme mine læsere bare for at teste dem, for sådan gør jeg med dem, jeg holder af.

Det er derfor, indlæggene er så dårlige. Nogen skal det gå ud over.

Hvis du læser dette, er du en åndsbolle med dårlig ånde (jeg er bare ved at varme op). Du er en lorteæder (heraf den dårlige ånde), og din mor er en gammel luder, hvis hun ikke er blevet kneppet ihjel. Jeg hader alt ved dig, og det gør alle andre også. Jeg tørrer røv i din gud, og dit liv er intet værd. Gå hjem og vug og knep dig selv i røven med en bambusstang og en Netto-agurk og en brandbil og Rundetårn og skoleskibet Danmark. Og når du er færdig med det, kan du sætte ild til dit hår og klemme dit lår i døren og tisse dig selv i munden og børste tænder i hjemløs sperm og gå på lokum i dine kommodeskuffer og iføre dig din mors lyserøde korset, mens du spiller skedeslikkervalsen på Marguerite Vibys afpillede lig og dit hus brænder og du får en istap i hovedet og du spiser fordærvet kød på 1000 forskellige måder, så du kaster op i røven på Kong Karl, der ler højt ad dig og din uduelighed. Og undskyld mig lige, nu skal jeg ud at græde.

Jeg har så mange tårer endnu, så mange længsler, så mange fortrydelser. Så bitterligt livsnerven er knuget om min hals fra nytår til Sankte Hans. Og ingen, ingen har jeg at dele det med, for jeg er så ensom og alene og overset og glemt, og ingen elsker mig, undtagen dem jeg skider allermest på. Der er ingen vej frem. Jeg kaster mig i afgrunden. Farvel onde verden, farvel.

Farvel, farvel, farvel.

Aaaaaaaaarrrrrhhhhh...

Det var nyhederne, og nu godnat.

Sluk fjernsynet og knep dig selv i røven med en jernbanesvelle og en pølsevogn og en gardinbus og Eiffeltårnet i Paris og Det skæve Tårn i Pisa og Panserkrydseren Potemkin, og må en ringbane-Metro sprænge sig vej gennem din krop og ud af din mund, hvor alle folk står glade ud og stempler dig i øjet med deres klippelort, så du skærer dig og bløder og må forbinde dit øje med brugte menstruationsbind og brugt lokumsrulle og aids-nåle til at holde det fast med og cocktailpølser til pynt og bagte bønner ud over dit hoved, skoldhede, og de er ikke engang taget ud af dåsen endnu, så det gør ekstra ondt, og du vil ærgre dig længe, fordi Jobs bylder vokser frem overalt på din krop og vædsker, og din aktiebeholdning viser siger at være værdiløs og ikke det papir værd, den er skrevet på, og din mand og/eller kone knepper med folketingsgruppen for samtlige partier, og alting gør ondt og er dårligt resten af dit liv, mens du plages som Adolf Hitler, hvis der virkelig fandtes en gud. Bare skidt det hele, forstår du, og intet bliver nogensinde godt og rart og velkendt igen.

Jeg mener det ikke personligt, men generelt. Forbistrede verden, den har mig lige, hvor den vil have mig, med bollerne i skruetvingen og næsen i sky, hvis det ellers giver nogen mening, men det var, hvad der faldt mig ind.

Og din hud vil falde af som efter en atomprøvesprængning, og dit højre øre vil blive døvt, og græshopper vil æde din køkkenhave, og havet vil sluge dit sommerhus, og alt hvad du elsker vil visne og dø, mens du hviler på dit leje af brændenælder og slikker pik på en, der lige har kneppet en, der har spist figner. Og du vil blive taget for at rejse uden gyldig rejsehjemmel i S-toget og for at køre uden lys på cyklen i skyndingen rundt i svinget ved Rughavevejens Skole i Valby, og dit hår vil falde af, og dit røvhul vil klø og dine arme være for korte, og du vil være ude af stand til at bukke dig, så du kan nå, og dine negle vil blive revet af af dværge i Sortskov, og tag det nu ikke for nært, men jeg vil fornærme din musiksmag og sige, alle de film, du godt kan lide, er dårlige, og jeg vil stjæle de bedste år af dit liv og misbruge din kærlighed og forvrænge alt, hvad du siger, og kun tænke på mig selv og sige, at din kaffe og madlavning er dårlig og elendig, og at dine gaver er fantasiløse, og jeg vil aldrig gide rydde op og vil smide mine ting allevegne og prutte dig i hovedet, mens du sover, og bare grine, når du protesterer, fordi jeg er større end du er, og jeg vil sige, at din familie er latterlig og taberagtig, at der lugter hjemme hos dem, at de har dårlig smag i samlivspartnere og ikke forstår at more sig ordentligt juleaften, og at alting i hele Danmark er rullet ind i pøllebæ og drysset med hudflager af indtørrede grønlændermumier.

Jeg er led og ked af det hele og ser ingen anden udvej end at fortsætte i denne gænge, indtil noget giver sig. Indtil solen falder ned i noget med kusse og røvballer og afrevne testikler, som mågerne pikker i.

Og må alverdens forbandelser regne over hovedet på enhver, der læser det her, og give stof til eftertanke. For lidelser lutrer og forbandelser forpligter.

Mere i morgen.


Det er så let at være negativ, men hvad med at sige noget pænt til en forandring?


Jeg må indrømme, jeg er helt udmattet nu efter at have læst din tirade, men hvor gjorde det dog godt.

Jeg ved, hvor du bor, fister, du har gjort min kone ked af det, og nu skal du betale.

Jeg håber, du er meget stolt af dig selv, store baby, du med din tunge, fyldte ble, du ikke kan få nogen til at skifte.

Vi reder op til dig på Skt. Hans, her kommer mændene med nettet.

Skulle det være noget særligt, lille grimme abe? Du er så uartikuleret, når du er dum. Har du ikke bedre ting at spilde tiden på, Dummkopf? Grav dig ned og smid skovlen væk.

Ingen vil savne dig. Du er en plet i Guds øjne og et sørgeligt spild af sperm.

Du skulle skamme dig. Først lader du det gå ud over en sagesløs psykoteraprut, og nu dette? At fornærme ALLE dine læsere? Over een kam? Som om vi har gjort noget. Hvad rager det i øvrigt os, hvad du siger? Kom ikke for godt i gang. Naturen har en måde til helt naturligt at udjævne ubalancer. Så held og lykke med at undslippe den universelle orden. Sure gamle bedstefar. Du stinker af sur røv, og dit lem er langt og slapt som en udkogt kålrabi. Jeg foragter dig og alt, hvad du står for, hvilket ikke er meget. Du burde være glad for, at nogen overhovedet gider læse dig. Tænker du måske nogensinde på det? Hvad der ville ske, hvis ingen virkelig lyttede? Så skulle du høre dig selv hulke, for ingen andre ville selvsagt. Ha! Tag den, dit lange, slappe jammerlem. Du blafrer i blæsten som en udtørret sælhud. Vi hader dig alle skidemeget og synes bare, du skal dø. Farvel selv, JEG er skredet. Og jeg tager mit følge med. Kom, små sykofanter.

Bjæf, bjæf, logre, logre, savle, savle.

Vi er dem, der er gået.

Og din prosa er også slap. Prins Henrik digter bedre end dig. Og hans røvhul lugter bedre end dit hår og hans kone er lækrere. Og de har bedre sex, tiere og længere. Og deres børn er kønnere og bedre begavet. Åh hahahahaha.

onsdag den 29. december 2010

Til min store overraskelse – en kilde til selvindsigt


Jeg ryddede op og opdagede, at jeg ejer fem forskellige hæftepistoler. Her er de på rad (fra den slappeste til den stærkeste):


Den ældste (anden fra højre) ved jeg ikke engang, hvordan man åbner.

Jeg opdagede også, at jeg i årevis har hamstret limpistolstifter. Her er et udvalg:


Tændstikæsken angiver målestok.

Jeg har tydeligvis et uudfyldt behov for at få tingene til at hænge sammen.

tirsdag den 28. december 2010

Hovedbrud


Jeg vil gå i dyb meditation for at finde ud af, hvad jeg skal købe for fradrag før nytår.



Der er ikke noget, jeg har brug for, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg er ude i sånoget som en A3-scanner. Jeg gider ikke købe en iPad, før der kommer kamera i, men så skal I ellers se grafik. Min hemmelige drøm er, at jeg kan bruge den til at lave tegneserier på. Så vil jeg have en lomme i mit skræddersyede tøj ligesom David Hockney og slæbe den rundt som en skitsebog. Som om jeg nogensinde tog nogen vegne hen.

Det minder mig om dengang, min far ville købe en rejseprinter. – Hvad vil du bruge den til, sagde jeg, – printe ting i S-toget?

Jeg havde svært ved at forestille mig en reel anvendelse. Han har altid været en meget visionær senior.

Jeg burde invitere ham ind, nu det er jul, men jeg ved ikke, om mit nervesystem kan holde til det.

Hvad ellers? Et stort møbel? Jeg kan ikke fordrage at bruge penge på møbler og laver dem hellere af forhåndenværende materialer.

Måske en laptop, selv om jeg har? Jeg kunne jo altid købe en og så tage den tilbage, hvis jeg skifter mening.

Det er en hovedpine. Jeg er meget. meget distraheret over for min sande mission for tiden. Dels er det jul, dels er jeg umulig. Hvis jeg kunne tage mig sammen, gad jeg i hvert fald ikke skrive det her gejl. Hvor sørgeligt. I skal ikke tage jer af mig, jeg er langt ude.

Jeg har lyst til at græde.

Måske går jeg ned og køber en cigar.

Det ville være en bedre historie, hvis det var heroin. Mit nytårsforsæt er at drikke mere. På forskellige tidspunkter af døgnet. Jeg morer mig ikke nok.

Jeg er
parat til en total perspektivudvidelse.

Tak til jer, der holdt så længe som hertil, I er den hårde kerne. Fortjenstmedaljer, fortjenstmedaljer. Til alle! Store og små. Og nu afsted:
wiiiiiiiiiiiiiiiii!

Rumlende ekko


Nu har jeg drukket kaffe, og hvad skal jeg så?

Det er da klart: Du skal skide. Dit gamle fjog.



Postklimaktisk tristesse


Jeg er først på dagens første nu.

Og nu er den også omme.

Altid denne tomhed.



Vi er alle engle


Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

mandag den 27. december 2010

Vidste du at klejne på grønlandsk betyder 'en der ligner en kusse'?


Det er der en, der siger. Ussusaaq eller ussusaat hedder det.

Fig. 1


Jeg ved ikke, hvor han har det fra (og han vil også vide, hvorfor jeg spørger. Hvis du læser det her, så hej "Torben"). Jeg har forsøgt at faktatjekke det på nettet, men der dukker intet op, hverken det ene eller det andet, i Den store grønlandske slangordbog – anbefalet læsning – eller nogen vegne. "Glatbarberet kusse" hedder utsuit unngiarluarsimasoq. "Din klamme fisse" hedder utsuituttussuit. Altså noget med utsuit tydeligvis. Men intet om klejner.

Fra Det Grønlandske Sprogsekretariats ordbog:

klejne (sb.) (-n, -r) (kage) klejne, qalunermut qalaataq, ulitaq

skede sb. (-n, -r)
1. (til sabel etc.) pooq
2. (hos en kvinde) naalungiarsuup aqqutaa

Iflg. Kogebog for Grønland hedder klejner klejnit (galunermi uutat) (se fig. 2 forneden). Men det beviser vel ingenting. En officiel udgivelse ville vel heller ikke skrive "væltet lokum". Jeg kender ingen inuitter intimt, så min udforskning slutter her.

Til gengæld kan jeg dokumentere, at klejne på vestjysk hedder "vridefisse" (wriefit). Der er tydeligvis tale om et mønster.

Fig. 2

Efter et stykke tid ser alt på grønlandsk liderligt ud (fra Caia Hansen: Kogebog for Grønland. Den Kongelige Grønlandske Handel, 1965, s. 227. Fås på dit lokale folkebibliotek).

Jeg er glad for, at jeg fik dette indlæg ud, mens det stadig er lidt jul. Jeg har haft det forberedt i to år. Hosanna for mig! Ka-tjing!

***MANDEJAMMER – HVOR DU FÅR ALLE DE HALVBAGTE FAKTA!***

Yuppificeret slum


Min underbo er den her gamle fyr, der ser tv hele natten helt vildt højt. Lige før hørte han Carmen, nu hører han Hitler-taler.

Skal vi vende et par højttalere mod gulvet og tage på ferie i 14 dage? foreslog jeg min kone. Skal vi lade vandet løbe?

Nej da, vi skal da tale med han, sagde hun.

Det kommer aldrig til at ske.

Jeg har talt med ham én gang. Det var da vi flyttede ind. Han plejer at gå ud ved 11-tiden, og så kommer han hjem ud på eftermiddagen og er i vældig godt humør. Når man kigger ind ad hans vindue fra gaden, kan man se en lysekrone og en tørresnor med hans hvide underbukser.

Det er så meget, som jeg har lyst til at fortælle om min underbo lige nu.

Der har været skidekoldt, fordi han ikke har været hjemme et stykke tid. Min kone mente, han måske var død. Jeg tænkte, at han havde en feriebolig. Eller en kæreste. Måske er han ovre hos sin kæreste, slog det mig. Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham.

søndag den 26. december 2010

Red dig selv


Min kone troede, at vi ikke skulle give hinanden julegaver i år. Så jeg vandt. (Jeg havde sagt, at jeg hellere ville give et barn i u-landene en uddannelse, end at vi spilder penge på ting, vi ikke har brug for, og hun troede, at jeg ville gennemføre planen. Fat chance! Dog stak jeg en 50'er til zigeuneren foran Netto, der kyssede min hånd til tak.)

Til gengæld græd hun over, at jeg ikke har byttet min fødselsdagsgave fra hende endnu snart 2 mdr. efter. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget, der skal byttes. Giv mig noget, der ikke skal byttes, siger jeg. I stedet for, at hun bruger tid på at finde mig noget, der passer eller som jeg kan lide, er det mig, der skal bruge tid på at gå ned og bytte noget, jeg ikke vil have. Så er det mig, der skal glæde hende. Og nu taler hun ikke til mig igen.

Det er ikke min skyld altsammen.



Det kan ikke være min skyld altsammen.

En ret stor ting


Jeg drømte, at min mor døde igen, og jeg havde glemt at fortælle mine brødre det.

– Det er jo en ret stor ting, sagde min bror.

Hendes hoved vaklede mere og mere til siden.



De har aldrig været så gode venner


En, jeg kender, er blevet skilt fra sin kone. De havde ikke haft ægteskabeligt samkvem de sidste seks mdr. til halvandet år.
– Der kan du bare se, siger min kone, – du har det jo faktisk meget godt.



lørdag den 25. december 2010

'Jeg skal lære at høre efter'


Når min kone begynder at tale til mig, beder jeg om at doodle, for sådan lytter jeg bedst. Så bliver hun sur, når hun ser, hvad jeg skriver, og siger, at jeg ikke hører ordentligt efter.


Som om det var hele historien.

Hun siger, at hvis jeg var en af hendes veninder, ville jeg lytte efter. Hendes veninder, som aldrig ringer og som hun aldrig ser.

Men jeg sidder jo her lige nu, siger jeg. Jeg er meget skuffende, idet jeg ikke er ideel.



Vi kan ikke tale sammen fem minutter


Ting jeg får at vide i dag:

"Jeg har ikke været andet end fucking fleksibel over for dig og dine fucking behov"

og

"I virkeligheden er du blevet så røvforkælet".



Er det løgn hvad jeg siger? VII


Dette til/fra-kort ligner Andrea (fra Kaj og Andrea):


Det skulle jo være tydeligt for enhver at se.

fredag den 24. december 2010

Gennem alle årene


16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.

torsdag den 23. december 2010

Sandt som sagt


Jeg er en patetisk pose knogler
der går og svovler

Jeg er ikke meget sjov når
jeg lort udskovler.


Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen


Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

Fremstrakt hånd


I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

tirsdag den 21. december 2010

Ud a(t) f(ylde) hullet


Det eneste jeg har tænkt på hele dagen er, at jeg har nogle smøger liggende herude i foreningen. Det minder mig om sommerferien (vente på at min kone kommer hjem, så jeg kan komme afsted).

Det fylder ikke hullet en skid, den tobak, det gudformede hul i maven, men det giver mig noget at stile mod.



Et tarveligt mål, men hvad har jeg ellers? Jeg gider ingenting. Ingen verdens ting.

Jeg har ikke købt én julegave.

mandag den 20. december 2010

Dybest set


I min brandert tænkte jeg at sige:
– Jeg er træt af at slås, kan vi ikke bare være venner?
Jeg er også liderlig.



fredag den 17. december 2010

Den dag


I dag stod jeg op, så gik jeg i seng igen og så Richard Dawkins-videoer. Så gik jeg, før de andre kom hjem.



torsdag den 16. december 2010

Hvor ellers?


I går gik jeg på arbejde og åd en bakke klejner (Irma, nedsat fra kr. 26 til 22,50). Men jeg lavede ikke noget. Arbejde.