Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder.
John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.
Min kone sagde noget klogt i går (da hun var færdig med at kommentere Ronaldos nuttethed og hår). Hun sagde: – Det er utroligt hårdt med straffesparkskonkurrence, for pludselig er fokus ikke længere på ham der kan (score mål), men på ham der ikke kan (score mål).
Og så undskyldte jeg for at have sparket hende i røven med låret i nat i søvne, fordi jeg drømte jeg spillede fodbold. Jeg vågnede af det, det gjorde hun ikke. Til gengæld vågnede hun af den albue jeg gav hende i hovedet (det husker jeg ikke noget om).
Ikke så underligt er det alle de afdankede landsholdsspillere, der støtter op om Morten Olsen. I et tidligere indlæg beskrev jeg Morten Olsens virkelighedsbenægtelse, der nærmer sig George W. Bush-agtige højder.
Se, hvad Rommedahl siger i dag: "Vi er gode nok til at være med til EM. Den måde, vi spiller fodbold på, bør gøre os selvskrevne." Og her kommer det gode: "Det er ikke altid, det lykkes på banen, men i tankerne spiller vi fremadrettet fodbold". I tankerne! Ja, i dine drømme! Virkeligheden figurerer ikke for disse stakkels forblindede mennesker.
Sportsfolk er overtroiske.Wade Boggs, den amerikanske baseballspiller, spiste kylling (som hans kone tilberedte) før hver kamp i sin aktive karriere, der varede i 18 år. Der er 162 kampe i en sæson. Det er meget kylling.
Overhørt på grillbar
Dennis Rodman var en ualmindelig basketballspiller. Han farvede sit hår på måder ingen havde gjort før (og dannede skole) og bar makeup på banen. Han spassede modstanderen ud med sin tvekønslighed og provokerede ved at tage modspillerne på pikken og den slags.
Jeg tror det samme lidt gør sig gældende med Bush og Cheney, Ved siden af Cheney ser Bush helt menneskelig ud. Ditto Poul Nyrup og Lykketoft. Ved siden af Lykketoft så Nyrup mere normal ud. Fipskægget tiltrak sig en del opmærksomhed (og han skulle selvfølgelig aldrig have raget det af, det fjols, da hans ego tog overhånd og han ville være "kalif i stedet for kaliffen"). Det var umuligt at høre efter, hvad han sagde, det eneste man så var skægget der gik op og ned.
Den gamle floskel om, at fodbold bare er "22 voksne mænd, der løber rundt efter en bold", er selvfølgelig sand. Når man skærer ind til benet, er det dét, det handler om. Det er det avantgardistiske synspunkt. Ligesom med teater. Hvad er dét, når man trækker alt andet fra? Nogle mennesker, der stiller deres kroppe op foran én. Det er derfor, der er så meget avantgardistisk teater, hvor de smider tøjet (Dødens triumf, Hair). Det er essensen af teater.
Pkt. 1: Det gode ved sport er, at det ikke betyder noget.
Jeg har prøvet at vænne mig fra at se fodbold-tv*), og det er også gået meget godt, men jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke har været noget på. Da jeg nævnte det for min kone i lørdags, sagde hun: Ja, og du glæder dig allerede. Det er sandt, for Champions League vender retur denne uge. Til gengæld bliver jeg som regel så udbrændt hen på sæsonen, at jeg ikke gider se finalen. Forklar dén!
