Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Tzching! Tzching! Tzching!

Julegaver i miniformat

På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

Adjø, kammerat

Min trofaste gamle Krups er tilsyneladende gået helt ned. Den lækker og drypper kun, selvom jeg afkalker den.

Min nye reserveespressomaskine, jeg købte af en Brøndby-fan på Kaninmarked, eksploderede, da jeg forsøgte at redde dagen:

Tre for to

(To poser Snickers, en Bounty, eller også var det Mars. Eller Kit kat)

Nedslagspunkter fra sidste hippiekulturbegivenhed i udlandet

– Skal vi ikke splejse til noget billig chokolade? sagde jeg til Michael i lufthavnen. – Det er skidegodt, hvis man vågner om natten og er sulten og ikke vil forstyrre slotsfruen ved at gå ud i køkkenet.

– Okay, sagde jeg, da vi pakkede ud i værelset. – Se lige her, jeg hænger posen med chokoladen op over døren [på en krog]. For hvis der kommer bjørne.

Sikken begrædelig hue

Jeg vil råde alle folk til ikke at købe den billigste hue, man kan få i Tiger-butikken og andre steder, som jeg gjorde. Jeg havde den på én gang i regnvejr, og den har lugtet lige siden.

Hvor ellers?

I går gik jeg på arbejde og åd en bakke klejner (Irma, nedsat fra kr. 26 til 22,50). Men jeg lavede ikke noget. Arbejde.

Ofring

Som en kærlighedsgave købte jeg min kone en bakke italiensk salat, men hun sagde, det smagte elendigt, og nu har jeg smidt den ud.



Det var en uselvisk handling, idet jeg ikke spiser den slags selv.

Konklusion: Næste gang køber jeg den billigste slags.

Jeg har ikke overskud til, at der går noget galt

Min cykelnøgle brækkede af i låsen.


Den ligner et omvendt kranium.

Faktisk nåede den ikke engang ind i låsen, jeg kunne bøje den af mellem fingrene som Uri Geller. Hvem finder på at sælge sådan noget lort?

Og jeg har ikke overskud til at gennemgå 30 flyttekasser for at finde min reservenøgle.

Prøv lige at se, hvordan pedalerne ser ud:



Jeg vidste, jeg aldrig skulle have købt den cykel. Fra første prøvetur.*) Men så havde jeg lagt depositum. Jeg hader at tage en dårlig beslutning, og jeg kan ikke lægge noget bag mig.


*) Fodbremse?!

100% naturprodukt oprindeligt købt til rensning af pensler

Satans også, min kone har smidt resterne af min Marseilles-sæbe ud, da vi skulle vise lejligheden frem. Den var perfekt mod stinkende lem. Alm. English Leather-sæbe, eller hvad den hedder, den der billige knockoff fra Netto, kræver tre afvaskninger for samme effekt.

En del af hemmeligheden, men jeg er langt fra sikker, er, at det nok var tøj- ikke kropssæbe, så vidt jeg kunne læse mig frem til fra etiketten.


Ca. sådan så den ud. Bare hvid. Og fra Marseilles.

HØR HER (jeg glemte det her indlæg fra i forgårs)

***
Mit nytårsforsæt – helt ærligt og fra bunden af mit hjerte og uden omsvøb og yderligere dikkedarer – er at gå ud og høre mere musik.

• Anm. 1: Det må godt koste penge
• Anm. 2: Det behøver ikke være med nogen, jeg kender personligt (altså dem, som spiller, behøver ikke være nogen, jeg kender, forstået? Hvor mange skal man møde op og støtte de samme håbløse tilfælde?

PLUDSELIG INDSIGT: Jeg er så gammel, at jeg aldrig har haft brug for en mobiltelefon til en koncert.

Mit andet nytårsfortsæt er at gå mindre i Netto.

Mit tredje nytårsforsæt er ikke at købe noget, bare fordi det er billigt, dvd'er f.eks.

Mere tør jeg ikke håbe på, og mindre vil jeg nok opnå.

Bare drømmene er små, skal det hele nok gå.

***

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Jeg hader udgifter – især til møbler, der alligevel ikke holder

***
Da min kone tog mig tilbage i sin tid, fik hun mig til at købe en masse møbler. Nu vil hun have, vi (jeg) skal smide dem ud igen. Jeg hader at købe møbler, der ikke varer en livstid. Så vil jeg hellere bygge dem selv af pap og affaldstræ. Ja, grin bare, det gør hun også – og fnyser hånligt – men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.


Og det har andre også. Jeg er ikke alene. Dobbelttyk pap, køleskabskasser – det er en reol eller et klædeskab eller en kommode lige dér – tapetklister og tapet eller andet papir til at dække æstetisk. Her blot et par eksempler på papindbo af førende designere.

Det er heller ikke første gang, hun har fået mig til at købe møbler for at markere et skift eller en begivenhed. Hver gang jeg har lidt penge, skal de bruges på møbler, det værste at bruge penge på af alt.

Hvorfor lader jeg mig lokke? Fordi så kan jeg føle mig som en konge ved at glæde min dame. (Ikke fordi der er noget ved møblerne, det er bare sånoget IKEA-lort, brug og smid væk, møblernes gummisko, en Bali-kommode, sånoget. Spild af penge.)
***

Nybrud

***
For første gang i mit liv har jeg sendt et manuskript til en forlægger. Jeg svedte, jeg var helt svimmel. Jeg printede forsiden ud tre gange, fordi der var fugtige tommelmærker på den. Måske skulle jeg have brugt bedre papir i stedet for det Netto-lort. Det tog mig fire uger bare at skrive følgebrevet, det er ikke engang løgn.

Det var kun, fordi jeg havde stålsat mig aftenen før og gennemgået de nødvendige handlinger 100 gange i hovedet som en astronaut i simulatoren, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Posthuset stod i tåge, jeg var som en robot: – Et. Frimærke. Tak.

Og på vejen hjem følte jeg mig ikke spor anderledes.

Det er radikalt revolutionært for mig overhovedet at få noget ud af døren.


***

Afsløring

***
Jeg har en tilståelse: Jeg kan godt lide, når pakken ligger åben og de yderste kiks bliver bløde.


Jeg har ikke købt sådan en pakke siden 2004.
Tak.


***