Alt originalt udstyr

Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

Gider jeg noget i dag?

Jeg kan ikke finde ud af, om mine visioner bare er noget, jeg har set i en tegneserie engang, og desuden, om det gør nogen forskel.

Rask ung mand til Emmanuel arbejde

For forandringens skyld cyklede jeg på arbejde uden hænder.


– Åh nej, jeg har glemt mine hænder!

Fuld udstrækning

Den korte

Jeg har lige haft en samtale nede på gaden, der gik sådan her:
– Hvidovre.
– Hvidovre.
– Hvidovre.



Den lange

Mens jeg parkerede, var der en englænder og en anden, der øvede sig i at sige Hvidovre og kom til at vælte en masse cykler, og på vej over gaden sagde jeg: – Hvidovre.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, bedre end de havde sagt det før.

Jeg har en umådelig myndig røst.




Den ekstremt lange

Tusmørket var faldet på og juleguirlanderne lyste over indkøbsstrøget, da han begav sig hjemefter efter en ny, lang, resultatløs dag i atelieret. Idet han plukkede øretelefonerne ud af øregangen med et træt suk, kunne han ikke undgå at overhøre to udlændinge i samtale ved cykelstativerne.
– Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre, sagde den ene. – Han vil have, vi skal sige Hvidovre, før vi får en stærk øl.
– Hvidovre. Hvidovre, Hvidovre, sagde den anden på engelsk. Men idet han svingede sin cykel om på fortovet, væltede han en parkeret cykel. – Åh nej, sagde han på sit formfuldendte overklasseengelsk og kom desværre til at vælte tre cykler til som dominobrikker, da han ville rejse den første op. Den anden grinte hvidt i halvmørket, og vores bitre kunstnersvend kunne heller ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet bag sit velplejede, klædeligt gråspængte van Dyck-skæg.
– Hvidovre, sagde han fast og myndigt, mens han krydsede gaden uden at se sig tilbage og heller ikke for.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, begge bedre og tydeligere end før.
Talepædagog havde været et mere passende karrierevalg for denne fallerede livsløgner.

At rejse let

Jeg føler mig altid så hellig, når jeg kører med lys på cyklen. Folk kan ikke se, at jeg er en rebel.

Mundrugning

Min gennembladring af forældede klunsebøger har lært mig, at den gamle vits med fisken inde i fisken faktisk findes i virkeligheden.


Bent J. Muus [lidt sjovt navn dér]: Danmarks Dyreverden, Bind 4, Fisk I (Hans Hvass, red., Rosenkilde og Bagger 1978), s. 155.

Den gamle vits:

Frit efter hukommelsen.


Hovedet med et andet hoved inde i munden er et yndet motiv – det er klart, det dukker op, når man sidder og tegner.

Eksempler fra billedkunstens historie:

1. Max Ernst

Skt. Antons fristelse, 1945 (udsnit).

2. Wally Wood


Det er det gode gamle evighedsbillede:


Opskrift på, hvordan man laver sit eget evighedsbillede.


Escher.

Det er sådan noget, jeg tænker på, når jeg kører rundt på cykel.

Sundhedsstyrelsen tilråder:

Et mindre gennembrud kom, da jeg ikke havde noget at æde og sprang på cyklen ned til byen, men da jeg kom tilbage, var jeg så fuld af pep, at jeg straks lavede noget arbejde, der var kommet ind i mellemtiden, på den halve tid – 45 minutter i ét hug – før jeg åd.

Faktisk tror jeg, at jeg åd en pose nødder først, men moralen er, at det er smart og sparer tid at få pulsen op gennem fysisk aktivitet, når man skal lave sit kedelige arbejde. Også mindre kedeligt arbejde. Jeg plejede at sjippe 100 hop i gamle dage for at få pulsen op, da jeg lige var holdt op med at ryge igen og gerne ville forbedre mig.

Som jeg ville sige, praktiserede jeg så det et stykke tid: skrabede øjenæblerne af skærmen og gav mig til at drible en bold omkring som en vårhare. En glimrende fidus, jeg varmt kan anbefale alle. For hvad gør man, når kaffe ikke duer?


Der stod i avisen i dag, at jeg har 50% større change for at få et hjerteanfald end den jævne befolkning.

Jeg spiser mit mentale grønt

En af de bedste ting, jeg har lavet i lang tid, er, jeg har downloadet en stribe foredrag fra Berkeley om den vestlige civilisations historie. Jeg er foreløbig nået til Solkongen, og der er alt muligt, jeg ikke vidste eller aldrig har hørt efter. Europa som begreb, hvor går grænserne osv. (mig altid: Israel er med i det europæiske Melodi Grand Prix?), muslimerne i Europa (skurke har altid navn med Z – som Zorglub, Zorgon, Zurg og lign., tyrkisk eller østligt klingende navne), alle de skel, der går hundredvis af år tilbage (jeg kan ikke lide Hapsburgerne).

Jeg var ved at blive lidt træt af Dan Savages podcast, jeg kan hans moraler udenad efterhånden, og tænkte, at jeg ville inddrage et andet stofområde ud over analsexteknikker – babysteps, masser af lube, gnid den evt. frem og tilbage over anus uden at forsøge indtrængen – men det kan godt være svært at få det hele med, når man cykler.


iTunes U: UC Berkeley: Carla Hesse: European Civilization from the Renaissance to the Present (efteråret 2008). Link



PS Jeg startede med tre foredrag fra forårssemestret, der var bedre, vil jeg mene, men da jeg endelig fik dem hørt og ville hente flere, var de alle blevet taget af igen. Hvis jeg trænger til at repetere, tager jeg et semester til ved Thomas Lacquer og ser, hvordan han er.

PPS Det føles også enormt meget ligesom at gå på højere læreanstalt, fordi professoren siger ting som: Husk nu at læse lektier, husk nu at aflevere jeres opgaver. Og forsøger at nå de unge med lamme referencer til iPods og lign. for at sætte historiske begivenheder i relief. Haha! Men en god foredragsholder, det er hun. Hold da helt ferie, hvor jeg lærer noget.

Liste over 400 gratis online kurser fra førende universiteter.

For ikke for evigt at blive siddende som en firkantet pløk i et rundt hul

"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…

– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")

Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)

Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.

Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.


*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.

Cykelryttere er ligesom Tivoli-Garden

Det er et interessant fænomen, at voksne mænd godt kan lide at klæde sig ud i ens absurd tøj og cykle omkring i flok.



M.a.o. de klæder sig ens ud og gør det samme samtidig – det er den avantgardistiske analyse.

Det minder mig om Tivoli-Garden.


(c) Milos

Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.





Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.







Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.


Se også: Mennesket som automaton.


BONUSSTRIBE

Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.

Jeg er gal af begær

En udmærket dag i dag: i stedet for at arbejde har jeg stået og malet, og ind i mellem har jeg sat mig over og skrevet mine interessante tanker ned. Solen skinner mig ind i hovedet gennem mit åbne vindue.

Psychlo

Min cykelnøgle er knækket, og jeg kan ikke finde reserven.

Nu kører jeg rundt på min mors gamle cykel. Knæene går op over styret, og jeg ser op, når gråhårede damer overhaler mig.



Jeg er også begyndt at gå rundt med hendes tøj på og paryk.

Funkis

Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

Spørg barnligt-blandingsprodukt

Er det umandigt med cykelkurv
ligesom pungen på en kænguru?

Flere hovedpiner VI

Min datter (13) har smidt sin telefon og sin cykel og sine nye, dyre sportssko væk.



Nu mangler hun bare at smide laptoppen på gulvet.

Jeg har ikke overskud til, at der går noget galt

Min cykelnøgle brækkede af i låsen.


Den ligner et omvendt kranium.

Faktisk nåede den ikke engang ind i låsen, jeg kunne bøje den af mellem fingrene som Uri Geller. Hvem finder på at sælge sådan noget lort?

Og jeg har ikke overskud til at gennemgå 30 flyttekasser for at finde min reservenøgle.

Prøv lige at se, hvordan pedalerne ser ud:



Jeg vidste, jeg aldrig skulle have købt den cykel. Fra første prøvetur.*) Men så havde jeg lagt depositum. Jeg hader at tage en dårlig beslutning, og jeg kan ikke lægge noget bag mig.


*) Fodbremse?!

Galvaniserende drama

Min kone og jeg skulle til julefrokost, og hele vejen derhen skændtes vi ("Hvorfor venter du ikke?" "Jeg troede, du bare ville have, jeg skulle køre?" "Min kæde er slap, jeg kan ikke trampe til." "Hvad starter du nu?" "Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?" osv. osv. ), og ligeså snart vi kom indenfor, holdt vi op, og bagefter skændtes vi hele vejen hjem. Jeg tror, det er en måde at få tiden til at gå, når man skal et sted hen. Jeg læste (i en filmanmeldelse), at Orson Welles gerne skabte stort drama: DRAMA under prøverne til sine teaterforestillinger ("for at underholde og stimulere sit kompagni" og "skabe en krisestemning"), så han kunne samle det hele til sidst med et trylleslag lige til premieren (en arbejdsform, der egnede sig bedre til scenen end til filmen, da filmproduktion kræver længere forberedelsestid, og bl.a. derfor saboterede han så mange af sine senere projekter. Det og druk. Og sikkert også andre grunde. Jeg så F for Fake og drømte om at tale som Orson Welles – sikke'n kontrol, sikke'n styrke). Jeg tror, det er lidt det samme. Drama for at få tiden til at gå og galvanisere sammenholdet. Det forestiller jeg mig.

Hvad skete der lige dér?

For snart halvanden år siden skrev jeg, at jeg var blevet inviteret med i en kunstnergruppe, og hvor smart det var, for så kunne jeg få andre til at lave arbejdet (ILLO: bagerst på en tandem med fødderne oppe), men det er endt med, at jeg laver det hele selv. Hvor er jeg bare dum. Og så bliver det ikke gjort. Hvor er de bare dumme. Det eneste, jeg skal nu, er at sætte noget papir sammen og sende det afsted, og det har foreløbig taget mig 8 måneder. De andre er begyndt at skrige ad mig, men jeg kan ikke undgå dem for evigt.

NB! Jeg gider ikke lave noget, før der er nogen, der skriger ad mig, men hvad hvis der er ingen, der skriger ad mig, og hvad hvis de skriger ad mig, men jeg ikke gør noget alligevel?



Mit liv er et dødvande og en blindgyde. Jeg er så umindelig uduelig.

Jeg har heller ikke fået lavet nogen malerier.

Når jeg venter for længe med noget, bliver det ligesom at lave selvangivelse (men uden afleveringsfrist). Jeg har haft en rød-markeret mappe med projektet liggende på min desktop siden august. Ind i mellem toner jeg farven på den lidt ned. Og så op igen.

Jeg frøs ad helvede til på cyklen

Da jeg kom ind i hallen og satte mig ned, opdagede jeg til min rædsel, at min ene klunke hang ud af en revne i bukserne.



Jeg vippede den straks ind og kastede et halstørklæde over.

Tag min puls

***
Jeg gider ikke noget. Jeg er bare træt. Jeg kan stadig smage de 6 filterfri, jeg røg i lørdags, i halsen. 8. 10, á to i træk. Hvad skal jeg lave? Arbejde, arbejde, arbejde. Vågnede af min drøm i morges, hvor mine ting var halvt pakket i åbne papkasser halvvejs over fodgængerovergangen foran mit hus. En ældre herre forsøgte at stjæle mit Raw #8 diskret bag om ryggen, men jeg påtalte det, og han holdt inde. Resten er der ingen, der vil have: brugte blindrammer, halvfærdige malerier.

Moralen er: Jeg gemmer mine Raw's og smider resten ud.

Det er koldt og tåget i mit hjerte. Jeg tuder advarende ud af tuden. Min cykel hakker mindre i fugtigt vejr end i tør-. Min kæde skal skiftes, den er snart så lang, den slæber hen ad jorden. Jeg hader at gå til cykelsmeden med en beskidt,uvedligeholdt cykel. Jeg skulle aldrig have købt den, katten i sækken.

I guder, jeg har ingen motivation.
***