Søndagshaiku

Fucking familie
Jeg sætter mig ud på wc
Det ved man da hvad er

Skudt i gang

Årets hippiekulturbegivenhed i udlandet er startet uden mig. Jeg var ikke velkommen. Ikke at jeg havde regnet med at blive inviteret tilbage sidste år, og jeg kunne heller ikke se hvorfor. Men alle andre var inviteret igen i år undtagen mig og Michael.*) Jeg er skidemisundelig. Og så tænker jeg efter: Hvad ville jeg egentlig få ud af at tage med? Intet kunstnerisk, men to varme semi-gourmetmåltider om dagen og en historie at fortælle. Satans også. Jeg er ikke en festlig type nok, men bare et indadvendt nørklehoved. Her kunne jeg tæve lidt mere på mig selv, hvis jeg gad...



*) Sultanen sagde udtrykkeligt: – Vi vil ikke have Gudsrost og Michael med. Det sagde kuratoren. Hvad sagde han det for? Paladsintriger. Den kommunale kulturformidler er på min side – tror jeg, eller også er hun bare den eneste, der svarer – men hvad kan hun gøre? Stærk som okse er hun, sunde tænder. Havde feriebilleder af sig selv i bikini mellem billederne fra sin bogreception.

Humørhjørnet

– De tror, det er kærlighed, men det handler ikke om en skid andet end at overbefolke jorden.

Hele holdet

Kvalme nætter uden luft
uden duft
af håb
kun råb
og lyden af fjern festen

Kaskader af skrydende latter
flade a'er
flade patter
gode kammerater

Tre lange, tre korte
og livet er borte
Den tandløse luder
samler ind til nye tænder
(kindtænderne, hun
sutter sidelæns uden
at åbne munden)

Vil du have på
hvad jeg mener
Jeg har så meget
at leve for
Jeg har rejst så langt
for at være her i dag
Og så skulle jeg smide
det hele væk?
Alt det jeg
har kæmpet for

En tandløse flok bh'er
et ølskilt
Noget jeg har set
Kvinden med hesteansigtet
drikker sin egen urin
Hvem var det der lugtede
til sin egen gummistøvle
som drak hun nytåret ind?
Min ven med musicalen
og tv-holdet
og sin døende far på hospitalet
De fleste mennesker er ikke
så heldige at falde hurtigt døde om
Fumletid du kunne ikke få
minutter
Et skrigende ølskilt
en død sirene
når de andre er gået hjem

Nu er jeg træt af
at ligge her
som en sur nabo
i mit eget hjem
Folk der klapper af sig selv

Gamle venner
uden tænder
Vi siger et nyt farvel

Jeg må aldrig sige
hvor dumme de lyder

Hvem er disse dumme idioter?

Jeg er træt af
ikke at kunne sove

Knips med fingrene
og der står de
Lattergebisser

Flere ting at holde hemmelige

Jeg ved ikke, om jeg kan
udtrykke over for dig
tydeligt nok ærgrelsen
over ikke at have noget sexliv

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.
***

Min lørdag aften II

Kl. 01:45

Jeg kan ikke sove. Jeg har ondt i mit ben. Min kone er til fødselsdag uden mig. Jeg gad ikke. Hvis vi kunne have fået en babysitter, hvad vi ikke kunne, selv om vi havde prøvet, havde jeg ikke gidet. Jeg har afskrevet den vennekreds, for de er ikke mine.

Jeg kunne ikke få mit fjernsyn her i kolostomimaven til at tage TV2. Det eneste jeg ville var at se fodbold, så kunne børnene have gjort, hvad de ville. Den lykke var mig ikke forundt.



PS Jeg kan heller ikke få mit mobile bredbånd til at virke.

Lost Weekend

Jeg er skidesur over, at hun bare skrider. Tid til at tænke! Jeg ved, hun skal til fest i aften, og i går var hun garanteret også ude. Hold kæft mand, jeg kaster op. Hvorfor skal jeg finde mig i det her?

Jeg overvejer, om hendes taktik er at gøre mig så sur, at jeg ikke gider det her lunkne, lumpne ægteskab. Lad os sige, at hun bruger sin tænkepause på at bolle en eller anden stodder (det er nemt for en kvinde, hvis det er det, det handler om, det er klart), hvad skal jeg så gøre, finde mig i det?

Fuck.

Det er det, der ligger omme bag ved dagens kølige fokus. Jeg har været meget vittig og præcis, som en mand der bruger sin tid på skafottet godt.

Jeg kan ikke stole på hende.

Intermezzo

Min kone er taget på druk med sin veninde, selvom hun "faktisk ikke har lyst".

Hun var nødt til at skændes med mig for at komme ud af døren: – Du under mig ingen fornøjelse!

Hun lyder ligesom mig. Og: – Her går jeg og opfylder alles behov hele dagen. Blablabla.

– Til gengæld får du også lov til at bilde dig ind, at du bestemmer alting, siger jeg.

– Ha! siger hun. – Du aner ikke, hvor meget du bestemmer. Ja, jeg er en rigtig hustyran og...

– Ja, afbryder jeg. – Du bestemmer, at du ikke bestemmer noget.

Så gik hun.

Hvis hun ville smække døren, kunne hun ikke, for låsen er i stykker, så man skal bruge en nøgle.

1000 begyndelser

Da jeg var ung og ikke fik noget, kunne jeg gå og skule mod husene og tænke: Bag den mur er der nogen, der har sex, bag det vindue er der nogen, der boller lige nu. Hvis mit blik gik i lige linie gennem alle byens huse, ville det med stor sandsynlighed træffe nogen, der lå og bollede. Alle andre end mig har sex, tænkte jeg. Alle mulige idioter har sex, bare ikke mig. Det fyldte mig med bitterhed.



PS I nyere tid genkendte jeg fornemmelsen i Amélie fra Montmartre, hvor hun forestiller sig, hvor mange mennesker i Paris, der får orgasme lige nu: 15.

Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.