Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)
Inde i hovedet sagde jeg: Du er ligeglad med mig. Du kunne ikke finde på at gøre noget for at glæde mig.
Min kone har været syg et par dage, og det gode ved det er, at så har jeg ikke tænkt på at forsøge at overtale hende til at have sex med mig. Jeg har ikke engang haft lyst (vi taler dårlig mave her, okay?)*) Men så i nat, da vi skulle sove, lagde hun sig op mod mig og begyndte at bevæge sig, men da jeg bevægede mig i tilsvar, holdt hun inde og rokerede om på mine hænder. Det er tortur. Så kunne jeg igen ikke sove, men lå med mit jern på og græd tørre, tavse tårer. Og nu havde jeg lige sovet så godt hele weekenden.
Jeg er grædefærdig. Jeg har spildt min dag igen. Intet har jeg fået ud af den. Jeg laver det her fucking job, jeg ikke kunne sige nej til, fordi det er fra min største kunde, der tangerer det kedeligste, jeg nogensinde har lavet. Jeg når intet andet, og det, jeg gør, fejler. Så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, men intet af det bliver til noget. Jeg sidder bare passivt og ser til, mens mit liv og mine drømme smuldrer omkring mig, og alting hober sig op som monument over min almindelige handlingslammelse, min manglende beslutningskraft, min frygt for at slippe noget som helst.
John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.
