De er ikke længere gift

Jeg var til middag med en verdenskendt forfatter, hvis kone så misbilligende på ham.

– Det er ikke sjovt, bare fordi det handler om lort, sagde hun.

Men det er nu ikke rigtigt, synes jeg.

Og så mimede han, at han røg af en kæmpe chillum og lod den gå rundt.

– Stik mig den der, sagde jeg.

Jeg er ikke taler

Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

Oprigtigt mystificeret

Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

Og 'cuspidor', hvis det går helt galt

***
I går aftes

Jeg startede en rimleg med min datter (13) kl. 19.30.
– Sig et ord, sagde hun.
– Okay, "ord", og så tog vi den derfra.
Hun gav konkurrence til stregen: "metafor", "korridor", "Elinor", "auror" (Harry Potter), men jeg modsvarede hver gang, selvom jeg må indrømme, at jeg fik sved på indersiden af panden. Hun er så stor nu, at hun er ved at være en trussel for den siddende mester. Nu kan hun ikke sove (kl. 22.30), men bliver ved at komme med forslag, men hun har ikke en chance. Jeg har fire ord på en seddel i lommen: (Havkongen) "Angor" (Wrack fra Prins Valiant), "humidor", "Theodor" og "Luxor". Ustikkeligt.
***

Omgang med børn

***
Jeg har i dag formået at holde en samtale kørende med et 8-års barn, der ikke er mit, hele vejen over en gåtur, 10 stop på Metro-linien og en gåtur igen. Meget belevent. Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål (Har du set nogle gode film på det sidste?) (Ice Age 3).

Hvordan nogen, mindst af alt et voksent menneske, og jeg ved det sker, kan læse Harry Potter, går over min forstand. Alle de ord! Jeg har aldrig set så mange ord. Det er værre end Dickens, og så dårligt oversat. (Alt det med at nogen er "den udvalgte"/"the chosen one" – jeg er imod det. Det virker religiøst. Øv. Hvad blev der nogensinde af "skab din egen skæbne"? Så er dét ikke godt nok mere, nu skal man være født til det. Hvor Bush-års-agtigt.)

Harry Potters ar har denne form:


Jeg skal med min mor til "samtale" i morgen på et sygehus i provinsen, hvor hun går til behandling. Hun er helt vildt syg, men så en kort overgang var der stasis. Jeg har ikke tænkt på andet hele ugen – det kræver stor energi ikke at tænke på det hele tiden. Hun ringede og lagde en besked, mens jeg var på ferie, fordi hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun lød bekymret, så jeg skypede hende og fortalte om alle vores spændende ferieoplevelser og genvordigheder, og efter et kvarter spørger jeg:
– Og hvordan har du det?
– Åh, jeg ved ikke rigtigt, siger hun. – Min CA 125 (det er markøren) er 700. Det er dobbelt så højt som sidst.
Og så fremdeles.

Jeg kan ikke overskue noget, før jeg har været til den samtale. Så var jeg så dum at arrangere et møde, nu jeg er derovre, med en gallerist, jeg aldrig ser. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker på. Hvis det er dårlige nyheder med min gode, gamle mor, bliver jeg helt blæst. Som at se et spøgelse.
***

Hvorfor er alting sjovere når det er på tysk?

Eksempel: "Die Sclimmsten Plattencover der Welt" (kan ses her.) Kosteligt!
Og på samme side: " Lustige Bilder - og billederne er ikke engang specielt morsomme! Jeg kan bare godt li' ordet "lustig" (jvf. DAF's Die Lustigen Stiefel).

Kommer det sig af, at man blev tvunget til at tage tysk i skolen, at man pinedød skulle lære det, besættelsen og nazismen og sprogets generelle irrelevans til trods?

Kommer det sig af sprogføringen i alle disse tyske pornofilm (som jeg ikke har set, men jeg hører de altid ender oppe i røven)?

Måske er det fordi tysk ligner dansk som aber ligner mennesker.

Og vil det ændre sig, nu hvor børnene selv må vælge hvilket sprog de skal spilde deres tid på ikke at lære i skolen?
Én ting er sikkert: Fransk er ikke ligeså sjovt, not by a long shot.
Spansk er lidt sjovt. Italiensk er meget sjovt.
Svensk er ret sjovt. Norsk er enormt sjovt. Engelsk er sproghumoristisk neutralt.

Undtagelsen der bekræfter reglen er Hitlers taler. De er ikke sjove. men det kan være meget sjovt at lægge lydsporet hen over noget andet eller omvendt (Star Wars eller Harry Potter f.eks. - gerne scener der ligner noget fra Viljens triumf).

Konklusion: Jo mere jeg tænker over det, jo mindre sjovt er tysk.
Men det er et meget autoritært sprog, så det er sjovt at gøre grin med.