Viser opslag med etiketten alenehed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten alenehed. Vis alle opslag

fredag den 25. november 2011

Min nye umiddelbare stil


Jeg var nødt til at gemme mig ud på lokummet for at skrive sidste indlæg. Det er min og min datters hyggeaften alene.
Forårsrullerne brændte på (ikke afbildet).

søndag den 13. februar 2011

Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)


I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

fredag den 14. januar 2011

Hej Kurt


Jeg griner som en abe
har jeg opdaget
når jeg er alene.

tirsdag den 20. juli 2010

Tab / vind


Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.




Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.




tirsdag den 13. juli 2010

Derfor


Jeg har ikke nogen at snakke med, derfor snakker jeg her.



tirsdag den 29. juni 2010

Gammelt nytår


Min kæreste var taget til galla med sin ven*), og jeg sad i hendes lejlighed, indtil kl. var over 12 og jeg ringede til Jesper.
– Gudsrost! sagde han. – Selvfølgelig må du komme til vores fest.

Og så stod jeg og kiggede ud af altandøren med Donzo og råbte NØØJ! ad fyrværkeriet med vores dybe, mandige røster.


*) Ham, jeg nu mistænker for at være bøsse, en Elvis-fan.



onsdag den 30. september 2009

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.


Note: Se også denne tidligere debat.


UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.
***

søndag den 5. juli 2009

Gået i stok

***
Med forsinkelse, fordi min nabos hackede netværk hakker. Tilgiv mig.

Én dag alene uden min kone og mine børn og jeg vender tilbage til min naturlige tilstand: går i seng kl. 3 står op kl. 11, æder rester, tvinger mig selv til at lave noget arbejde, maler et billede færdig og hærger et andet og tager hen og hører Gummiarm og hans klezmerband (spilder en halv liter øl ud over mig selv, river filteret af en smøg, imponerer folk med mine historier, indtil jeg kommer i tvivl, om de hører efter, sidder fast i en Metro [nattakster, pfui!], tager den forkerte rute og venter på tre forskellige stationer, før jeg endelig kommer hjem til min overophedede hytte). Alt i alt en velafrundet dag, af den slags jeg selv ville vælge. Der er altid sjovere i Kbh., når der er Roskilde Festival.
***

søndag den 7. juni 2009

Erkendelse

***
Og det i en grad, så faren er ved at græde midt om søndagen og må lægge sig ind på børneværelset for at være alene, og begge børnene kommer ind for at spørge, hvad jeg er ked af, men ikke min kone.
– Jeg kan ikke lide, når du er ked af det, for så bliver jeg også ked af det.
– Det er jeg ked af.
Jeg kan ikke tage presset.
***

mandag den 25. maj 2009

JGB-land

***
J.G. Ballard skrev en uendeligt smuk historie, der var i The New Yorker. Han er Palle alene i verden, bare voksen. Han har benzin og masser af dåsemad. "Nu kan hans egentlige arbejde begynde".
***

torsdag den 9. april 2009

Det er nemlig rigtigt

***
Min datter sendte mig en sms i dag fra ferielandet:

Husk:
Arbejder man livet
væk, spilder man
det.

Tak, mit barn, det skal jeg huske på, mens jeg arbejder.


***

onsdag den 8. april 2009

Min kone har forladt mig

***


Hun er rejst med børnene på ferie. Jeg skal arbejde.

Nu sidder jeg her og gider ikke arbejde. Hvad skal jeg lave? Skal jeg tage over til Don og låne nogen dvd’er? Skal jeg tage over til 2mason med mine hvide bomuldshandsker og nærlæse hans originale svenske eksemplar af Ola Juléns Orissa, der ikke er til at få på biblioteket? Skal jeg tage ned til J. Per og ryge hans smøger?

Jeg gider ikke nogetsomhelst.
***

tirsdag den 31. marts 2009

Alene på nattens hav

***
Min kone er ude at bælle med Helle eller drikke med Rikke – jeg kan ikke huske hvilken – og jeg kan ikke lide at ligge her alene. Jeg gider ikke falde i søvn. Jeg er som en skibbruden på en tømmerflåde, der driver omkring under kolde stjerner.



Jeg er fortabt uden dig, min mage
Nu er kun søvnen tilbage
Og medens jeg snorker
med en lyd som en hær af orker
vil jeg drømme, at jeg strander
i din lagune,
min kone
Jeg brænder.
***

torsdag den 12. februar 2009

Brave kvinder og moderne mænd

***
Min familie er taget ud at spise, og jeg tog ud og røg en pakke cigaretter. Der er intet jeg har lyst til. Min mor er kommet hjem fra ferie. Jeg skal med hende til samtale på hospitalet på tirsdag.

Jeg har det stadig som om det er d. 9.

Toget er fyldt med gamle mennesker.

Min mor spørger, om hun skal spørge min storebror i stedet for, og jeg siger nej-nej, jeg skal nok.

– Du er jo inde i det, siger hun.
– Jeg prøver bare at tage det roligt. … Jeg har det mere som en præst.

Jeg kan ikke sige nej.
Det trykker for brystet.
***

søndag den 8. februar 2009

Alene i natten

***
Skrevet i mørke


Jeg har lyst til at ruske i min sovende kone og sige: Jeg bliver sindssyg.
Jeg bliver sindssyg over at ligge her som en mumie. Jeg bliver sindssyg over ikke at kunne fortælle dig noget.
Forstår du, sovende isbjerg, jeg er så dybt alene.
Du er ligeglad med mig. Jeg har det som om, du er ligeglad med mig.
Mit hjerte er spiddet. Jeg forbløder og bliver til støv.
Mit stakkels hjerte, så ømt og mørt,
er løbet for livsglæde tørt.

Jeg, Kong Sutsko,
har den indre uro.


***

onsdag den 17. december 2008

Mit Elba

***
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.

Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?

Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.

Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.

Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.

Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.

Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***

mandag den 27. oktober 2008

Værredagen

***
Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.
***

tirsdag den 8. juli 2008

Alene for evigt

***
Jeg havde en fantasi om, at min kone havde forladt mig, men så var hun bare taget i Kvickly.



Kvickly – hvilken bastard af et navn. Hvis de fjerner Q’et, hvorfor beholder de så c’et og y’et?
Tak.
***

søndag den 6. juli 2008

Mine folk i felten

***
Min kone sender mig lydbilleder fra Roskilde. Hun siger ikke noget. Hun ringer bare og holder telefonen op mod scenen og råber WUUU! WUUU! Det lyder ad helvede til.

Nu vil jeg sove og kramme hendes pude, ellers kan jeg ikke.



(I går)
Strømforsyningen til min bærbare er gået i stykker igen, så jeg kan ikke engang dele det her med verden. Børnene sover. Strømmen er gået i halvdelen af huset, men ingen speciel halvdel, det er her og der og rundt omkring, intet system. Jeg orker ikke at gøre noget ved det.

Jeg ville slappe bedre af, hvis der ikke var noget jeg skulle. Resten går nok, selvom jeg føler mig som børnenes slave eller tjener.



Don N sender mig SMS’er fra Roskilde. Først siger han der er støvet og han føler sig gammel, så efterhånden som han får noget at drikke, bliver beskederne mere løsslupne, indtil det ender i homoerotik.

Jeg er fuldt dækket ind fra festivalpladsen.

Hygge, MJ


PS Jeg ønsker mig en Rothko til kolonihaven.

søndag den 29. juni 2008

Tom seng

***
Jeg gider aldrig at gå i seng, når min kone ikke er her. Det er kedeligt. Jeg ender altid med at sidde og se dårlig fjernsyn eller skrive intim lyrik.



Jeg har ikke engang fået tændt for fjernsynet endnu. Jeg gider ikke. Hvad er det hele værd? Når min kone ikke er her, er jeg som et skib uden ror.
Det går som regel over efter et par dage.
Nu når jeg ikke engang at vænne mig til, hun er væk, før hun kommer hjem igen.

Græsenkemand er intet mod at være rigtig enkemand.

Græsenkemand: "Græsenke" kommer oprindelig af tysk Graswitwe som betød 'en forført og forladt pige' (jf. Ordbog over det danske Sprog). Det skulle have noget at gøre med "en pige der var forført ude i det fri", altså ude i naturen, deraf "græsset" i ordet (eller simpelthen en seng af græs eller hø) – og efter at hun var blevet forført, blev hun forladt, deraf "enke" i ordet. (Berl. Tid.)

Heraf "græsenkemand".

Med tiden er betydningen af "græs" skiftet til at betyde "ude på græs", "ude at græsse” – mao. midlertidigt fraværende. (Bartleby.)
***