Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

Fælles luftrum

Der kom nogen og satte sig i båsen ved siden af – jeg var blevet for længe, fordi jeg løste sudokuer – og for ikke at virke, som om jeg havde lort ud over hele røven, brugte jeg for lidt papir. Og nu klør min røv.

Der er så lydt derude, det er som at sidde inde i orgelpiber. Jeg må have en radio derud. (Har jeg sagt det før? Ja!)


Gammeldags.


Nydags.

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation

Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).

Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Bedre helt at lade være

Det er det samme hver dag: jeg når lige at komme i gang med mit arbejde, så skal jeg skide. Det er ned ad bakke derfra.

Hendes navn lyder som et knivsblad, der bliver stukket i en bug (mit navn lyder som våd gummi)

Fuck, min kone ringer og stresser mig, fordi vi skal "gøre rent til fødselsdagsmiddagen"!

– Jeg har fået en hasteklient, så jeg regner bestemt med, at du ...

– Tror du, det bliver bedre af at stresse mig? råber jeg ind i røret og smækker i bordet. – HUSET BRÆNDER! HUSET BRÆNDER!



Klik.

10 dg.+

Planten har haft det bedre, mens jeg var væk.

På forhånd tabt weekend

***
Jeg stod uden for døren og tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Så gik jeg indenfor.

Det første min kone gør er at bebrejde mig alt, men navnlig at det er mit lort, der ligger og flyder allevegne. Uddrag: – Jeg så det, da du var væk, det første du gjorde, da du kom ind ad døren, var at rode. Du dækker hver en flade. Erfaringen fortæller mig, at ...

Her bryder jeg ind: – Kan du ikke lade være med at blande hele verdenshistorien ind i det? (erindrende Dalai Lamas råd om et lykkeligt ægteskab – et emne hvori han jo, som munk, må formodes at være ekspert: Lad være med at blande andre, tidligere skænderier ind i det igangværende, hvis I absolut skal skændes: begræns det til dét.)
– Jeg kender dig. Erfaringen fortæller mig, at ...
– Kan vi ikke lige holde os til sagen?
– Jo, men nu har jeg kendt dig i 20 år, og jeg kan huske ...
– Jeg går min vej, hvis det skal være på den måde.

Jeg går. Ud i køkkenet.

Så kommer min datter (9) ud:
– Du må ikke gå, jeg har slet ikke fået givet dig en krammer.
– Jeg går ikke nogen vegne, bare ud i køkkenet.

Hele dagen har jeg kigget måbende på mit eget liv.
***

Håret på højkant

***
Der er en uhyggelig lyd ude på gangen, som af en der slæber et træben.

Jeg tør ikke kigge derud. Jeg gemmer mig under bordet. Åh nej, det banker på! …



Det var hende, der altid tjekker min bule ud med blikket. Hvorfor gør hun det? Er det mine bukser? Nåja, hellere det end hende med den aggressive skubop-bh, der altid ville have mig til at gøre noget, jeg ikke gad, eller havde noget dårligt at sige om nogen, der var mere etablerede end hende selv, eller skulle blære sig med sine priser.
***

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

Udvandring i protest

***
I dag har jeg forladt mit hjem i protest, fordi jeg ikke kan få lov til at sidde og arbejde i fred.

Jeg er lige kommet i gang, og

POP

så siger min kone: – Hvad med at invitere (det her par, vi kender, med små børn) forbi?
POP! Der røg mine tanker.
– Hvad? Hvornår skulle det være? Nu? Jeg ved ikke engang, om jeg kan nå at komme med nytårsaften!

– Jeg sidder fredeligt og passer mig selv og generer ikke nogen. Hvorfor skal jeg tage stilling til det nu?

– Du behøver ikke snerre af mig.

Og så følger der forskellige kommentarer ude fra køkkenet.
"Hvorfor går du ikke bare din vej?" F.eks.

– Godt, så går jeg!

Mumle, skumle!
Børnene ser granatchokerede ud.

Ude på gaden løber jeg lige ind i en mor, jeg kender, og så skal jeg tage stilling til hende og ud af mit hoved igen.

Nu sidder jeg i mit ensomme, højloftede arbejdsrum med et brød og to oste. Jeg har ikke lyst til at være her.

Jeg har groft sagt ikke lyst til noget.
Måske burde jeg spille den af?
Jeg har skidt.
***

Hvor var jeg?

***
Min mor ringede lige. Hendes kemo giver hende hukommelsessvigt. Hun glemmer sine nøgler i døren og buskortet i bussen. Det er kemoen, jeg slog lige bivirkningerne op.
***

Kald det et liv

***
Jeg har måtte arbejde snart to uger i træk. Det føles som at være ude på en olieboreplatform: jeg står op om morgenen og arbejder hele dagen og går hjem og sover. Min hjerne gør ondt med en fysisk smerte. Min hjerne er fysisk udmattet. Jeg ved godt, at der ikke er nerver i hjernen, men jeg har ondt i den alligevel, i mine tankefakulteter. Jeg ved knap, hvad dag det er, bare at det er en arbejdsdag. Mit liv ruller forbi mig ulevet, som en af de der baggrunde i en gammel film, som verden set fra Wells’ tidsmaskine, med mig som passager.

Hvad har jeg bortset fra min kaffebegejstring? Ikke meget. Jeg kan ikke engang høre musik meget af tiden, fordi jeg skal tænke så meget.

Og så ringer min mor og fortæller om sine veninders ulykker og kærester. Det går der 18 minutter med.

Mere kaffe, det er alt hvad jeg har.
***

Honningfælden - eller: En tur til suttetræet

***
Jeg kiggede ned og så en ungersvend sætte et bordfodboldbord ud i gården. Så gik han væk med sin kæreste i hånden. Det lignede en symbolsk handling. Han vinker farvel til sin sidste fornøjelse i livet og starter et nyt kapitel. Ikke at jeg ikke forstår ham.

Så listede jeg midaldrende mand i krise ned og tog fodboldbordet og satte det i mit kælderrum, for jeg har ikke plads til det. (De var meget venlige og gav mig også skruerne og hentede boldene til mig.)

– Hvor var du henne? spurgte min kone.
Jeg stod midt i falaflerne, da jeg påbegyndte min redningsaktion.

*

Jeg fandt også en kæmpe gammel radio fra 40’erne eller 50’erne. Den har jeg stillet til aftørring.