Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.

I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Symptombehandling

***
Min kone har været skidesur, siden hun startede den ingen kulhydrater-kur forrige måned. Ellers har den ikke gjort en skid forskel, det er da klart. Jeg tror, man er nødt til at bevæge sig også, lige meget hvad man spiser, hvis man vil trimme tommer.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om al min jammer og klage den sidste tid til dels hænger sammen med hendes selvvalgte spiseforstyrrelse. Intet hjælper på en lidelse som at sprede den lidt omkring. Suk. Dette oven i alt det andet pis, og så skal man bare stå dér og nikke og smile og være så glad, mens den sidste unse af fornøjelse drænes ud af livet på en, til der ikke er en puls tilbage.



PS I morges smurte hun sig et par stykker rugbrød, så måske er der en ende i syne på dét aspekt, dén isbjergstop af vore lidelser i ægteskabets hermetisk lukkede ekkokammer. Rugbrød! Der er sguda aldrig nogen, der har taget på af at spise rugbrød. Det har mere fiber end masonit. Frygt rugbrødet! Det sætter sig! Arrrggh! Ørrrl!
***

Etikettekonflikt – hvilken hilsen er bedst?

***
I skal ikke regne med noget fra mig i dag. Jeg kan ikke se komikken.

Her er dramaet: Jeg skriver i min datters kontaktbog og siger: – Jeg må hellere lade være med at skrive "kærlig hilsen", for så siger mor, at det må man ikke. Det er jo ikke et kærlighedsbrev.

Hun har den her kæphest med, at man ikke må skrive "kærlig hilsen", fordi det er uprofessionelt, hvilket jeg synes er lidt sjovt, når man gerne må skrive "kære" om personen, man skriver til.

– Er det noget, du har lært på kursus? siger jeg.
– Og hvad så om det er? Gør det det værre? siger hun.
– Du er så ortodoks med det, siger jeg. Selv ser jeg på det mere kontekstorienteret.
– Hov, nu kom jeg vist til at træde ind på dit territorium, siger hun. – Og det må man ikke.
– Hold dog op med at sprede din gift. Tag og skrid! råber jeg, indtil hun går.

Jeg fortryder, at jeg har smurt hende en madpakke. Jeg har lyst til at tage den tilbage. Børnene sidder ved morgenbordet endnu hhv. og græder og hader sig selv.

*

– Hva’, kom jeg til at trykke på en af dine 10.000 knapper? Kunne være du skulle lave et katalog.
– Jeg tror vist snarere jeg er kommet til at trykke på en af dine knapper.
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider i stedet for at ødelægge alles humør? Ødelægge mit gode humør, den lille smule jeg har tilbage. Tag dog og gå din vej.



Det er så anstrengende. Hvis det ikke virker specielt lykkeligt det her, er det ikke tilfældigt.
***

Flere latterlige diskussioner ved aftentide

***
(Scenen: Jeg står og bager apple pie og laver mad. Min kone er lige kommet ind ad døren. Det er regnvejr.)

Så spørger jeg (og bemærk: jeg havde ringet og SMS’et hende om det samme), om hun gider gå ned hos grønthandleren og købe sursød chilisauce og ingefær.
– Nej, svarer hun.

Lidt efter spørger jeg:
– Gider du lave en salat?
– Nej, svarer hun.

Og så bliver jeg sur og siger:
– Forbered dig på, at jeg svarer tilsvarende, når du spørger mig om noget en dag.

Og så bliver hun sur og siger:
– Blablabla, den sjældne gang du laver mad. Blablabla martyr.

Dybt urimeligt, og det lader jeg hende vide. Usandt.
– Jeg er dødtræt af, at du nedgør alt, hvad jeg laver, nærmest råber jeg ("nærmest råber", "nærmest løber", sådan står der altid i De 5). – Hvem har bedt dig om at bestemme alting? Forsvind fra mit åsyn. Jeg hyggede mig fint, indtil du dukkede op.

– Hvor er du barnlig, siger hun og går ind og lægger sig på sofaen.

Men sandheden er, at jeg faktisk ikke kunne finde på at sige nej, hvis hun spurgte mig om noget lignende.

Men jeg kan heller overhovedet ikke finde ud af at sige nej. Jeg er manden, der ikke kan sige nej.

Det er hun til gengæld god til.

Nå.

Hvorfor skal fornøjelsen vrides ud af alting?
***

Kreditsekvensen

***
I aftes var det meningen, at familien skulle se Spiderman 3, den onde, sorte Spiderman, Så siger min kone: – I må ikke begynde uden mig.
– Det er kun kreditsekvensen, siger jeg. Jeg troede, vi kunne gå lidt ud og ind af den. Jeg har svært ved at tro, at man går glip af noget.

Og herfra begyndte skænderiet*), og jeg mistede humøret. Mens de andre sad indenfor og så film, sad jeg udenfor og skrev på computeren og ventede på, at mit overlangsomme Sonofon mobile bredbånd loader en side, og klaskede myg.

Vi har bestil billetter til en ferierejse, men jeg gider ikke mere. Jeg har mistet humøret.

Jeg kan få det indtryk, at min kone reelt ikke er interesseret i mig, andet end det ved mig, der vedkommer hende eller familien eller ting i huset, hun ikke kan finde ud af.

Den gode kvinde fylder hele huset som en skizofrens personlighed. Hun ved ikke, hvor hun selv ender og resten af verden begynder.

Jeg kan ikke være her.

Jeg har ikke lyst til at snakke med hende, jeg har ikke lyst til noget. Det er hvad der sker.


*) –Du skal ikke hidse dig op.
– Nej, du skal ikke hidse dig op.
***

Standen

Alle de bebrejdelser, al den bagage, alle de drager der rejser hovedet og spyer: ægteskabet er hårdt arbejde. Jeg har lyst til at være forelsket eller i hvert fald leve med håbet. Er det muligt at være forelsket og gift på samme tid? Hvornår bliver det umuligt?

Alle klichéer om ægteskabet er sande. Hvordan endte mit liv som en Hudibras-vittighed fra 50’erne eller en Bergman-film, hhv. til grin og bitter, enhver glæde vredet ud af det for år tilbage?

Prisen for familiaritet

Min kone sagde til mig: – Jeg kan ikke lide at kysse.

Det har gået mig på hele ugen.


(Francois Boucq)

Her er sidevis af gode tegneseriekys.

Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.

Alting er større i Amerika

United Bluff - det er på tide at tage over at se om der virkelig er noget ved snakken.
Faktisk ved jeg det godt allerede. Det er hvad det er.
Hmm...
Hvorfor skriger min kone af mig hele tiden og hvordan skal jeg få hende til at holde op andet end ved at forlade mit hjem, som hun tror hun ejer? Suk, jeg synes det er pinligt at brokke sig over den slags. Men hvor kan jeg ellers lette mit hjerte end her i min lille nyetablerede blog? Det føles umandigt, men hvad skal man gøre, smække hende en over hovedet, så hun kan blive bekræftet i at man er et dumt svin og det er hende der er offeret?
Suk, der er vist ikke meget gud over mig. Jeg er kun alt for menneskelig.
Så, anyway, det der binder det her sammen er, at jeg skal rejse til Nevørk i morgen med hele familien og har glædet mig, men nu har jeg ikke lyst til noget, fordi min kone forstår at dræne fornøjelsen ud af alting. Jeg bør måske forklare mine følelser for hende og se, om jeg får noget ud af det?
Svaret fås i næste postering. Jeg stakkels høneplukkede husbond.
Det er ikke nemt at være følsom mand nu om dage.