Tørrede tranebær

Fordi min kone og jeg ikke taler sammen, glemte vi en middagsaftale hos nogle venner. Hvor pinligt, nu tror de, vi ikke kan lide dem.

Men efter vi opdagede, at vi havde glemt det, tog vi derhen alligevel med vin og blomster.

– Hvordan har du det? Hvordan har du det? blev han ved med at spørge.

– Hold op med at spørge, hvordan jeg har det. Hvorfor spørger du, hvordan jeg har det? Udsender jeg en negativ vibration? Jeg har det fint, okay?

Og så bød han mig bære de tørrede tranebær ind til bordet.

Nogen må gøre noget

Jeg har regnet ud, at man liv er så kedeligt, at jeg må skabe noget drama for simpelthen at kunne holde det ud, f.eks. ved at vente med at lave min selvangivelse til sidste øjeblik, ikke købe julegaver før dagen før, købe en laptop til fradragsformål fem minutter i lukketid d. 31/12 uden at have tjekket mit regnskab, provokere skænderier med min hustru osv. osv. Det er ligesom at vente med at gå ud at skide, til man er lige ved at skide i bukserne.



Sådan er jeg så barnagtig, og som en lille baby er jeg uanstændigt frygtsom for at tage de store slag i tilværelsen. De er anstrengende, og man kunne komme til skade.



Næh, giv mig en god pat at lægge mig ved.


PS Det er også derfor, jeg har gået og smugrøget, for at føle mig som Marlboro-manden,
men det er fra forstanden.

Tænk at tro, at nogen kunne blive glade
af at suge af et rør med brændende blade.

Man kan ikke suge frihed af et rør,
frihed er noget man gør.

Det er dumt at ryge
Folk bliver syge!

Der er ingen frihed i røg
Tro dem ej, det er løgn,
når de siger, cigaretter sætter dig fri
Hvilken ironi,
den nok tænker,
der ved, tobak folk lænker.

Vær ej reklamens offer
for vanedannende stoffer.

Lev kun det sunde liv
uden hiv.

Stol på dig selv,
du er stærk!
Sig til tobakken farvel
og friheden mærk.

Gå ikke bersærk ved din trang til tobak
Den går over igen og betyder ikke et hak
i forhold til din genvundne uafhængighed
Om end trangen længe kan hænge ved,
så går den dog hurtigt over igen
så lav noget andet så læng'.

Lav noget andet i mellemtiden
tryg i din nytilegnede viden.

For viden gør stærk og frygt gør svag
tænk på det hver eneste dag

Hvis du bliver svag i troen
behold da endelig roen
og husk hvad jeg her har sagt
Og da vil du se, at din glæde til livet atter er vakt
Din udsigt er vakker
når du uden tobak er
og ikke går og harker
som et gammelt tærskeværk
og dit hår ikke lugter bræk-
fremkaldende af røg
og lugten heller ikke hænger i dit tøj
og du kan gå hjem uden skam til familien
– når du med tobakken har taget din afskedshilsen.

Husk det nu: Det er bedre ikke at ryge
Oven på din trang du må lære at fly'e
Og hvis det er løgn, må du kalde mig Mads
(og du er ikke holdt op, hvis du stadig ryger has')
Nej, på røgen du helt skal ha' has
Selvom det kan føles som et værre mas,
vil du opleve, at du med din nyfundne styrke af dit ego kan gøre stor stads
Og hvad er bedre end at elske sig selv?
Nej, vel?
Lad være at ryge dig ihjel

Der er så mange andre måder, hvorpå du kan gå bort,
så hvorfor gøre det med lungen sort?

Mærk dig mine ord, min visdom er stor:
Den, der ryger, er lille og ikke stor
Husk remsen
næste gang du har chancen
for at gå forbi en kiosk
og ikke ind som en to'sk

Livet bliver smukt
når du med tobakken får bugt

Selvom tingene måske til tider kan føles svære
skal det hele nok gå, blot du husker på min lære

Bliv vanen kvit
og et nyt, skønt liv bliver dit.
Nyd det nu, det er ganske frit!

Og når der er gået seks måneder
(og du ej længere bag ørerne som nyfødt ikke-ryger våd er)
og du får lyst til at ryge igen, fordi du tror, du kan klare det
er der bare det ved det
at det kan du ikke!

Skal jeg sige det på andre måder?
Til dig dette råd er:
Skod cigaretten,
før du tager billetten.

Lige ud af posen:
Sig nej til røg og osen

Det er ikke kønt at ryge, nej
det er uncool, læg smøgen fra dig
og gør som danen sej:
Gå fra vanen din vej.

Hovedbrud

Jeg vil gå i dyb meditation for at finde ud af, hvad jeg skal købe for fradrag før nytår.



Der er ikke noget, jeg har brug for, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg er ude i sånoget som en A3-scanner. Jeg gider ikke købe en iPad, før der kommer kamera i, men så skal I ellers se grafik. Min hemmelige drøm er, at jeg kan bruge den til at lave tegneserier på. Så vil jeg have en lomme i mit skræddersyede tøj ligesom David Hockney og slæbe den rundt som en skitsebog. Som om jeg nogensinde tog nogen vegne hen.

Det minder mig om dengang, min far ville købe en rejseprinter. – Hvad vil du bruge den til, sagde jeg, – printe ting i S-toget?

Jeg havde svært ved at forestille mig en reel anvendelse. Han har altid været en meget visionær senior.

Jeg burde invitere ham ind, nu det er jul, men jeg ved ikke, om mit nervesystem kan holde til det.

Hvad ellers? Et stort møbel? Jeg kan ikke fordrage at bruge penge på møbler og laver dem hellere af forhåndenværende materialer.

Måske en laptop, selv om jeg har? Jeg kunne jo altid købe en og så tage den tilbage, hvis jeg skifter mening.

Det er en hovedpine. Jeg er meget. meget distraheret over for min sande mission for tiden. Dels er det jul, dels er jeg umulig. Hvis jeg kunne tage mig sammen, gad jeg i hvert fald ikke skrive det her gejl. Hvor sørgeligt. I skal ikke tage jer af mig, jeg er langt ude.

Jeg har lyst til at græde.

Måske går jeg ned og køber en cigar.

Det ville være en bedre historie, hvis det var heroin. Mit nytårsforsæt er at drikke mere. På forskellige tidspunkter af døgnet. Jeg morer mig ikke nok.

Jeg er så parat til en total perspektivudvidelse.

Tak til jer, der holdt så længe som hertil, I er den hårde kerne. Fortjenstmedaljer, fortjenstmedaljer. Til alle! Store og små. Og nu afsted: wiiiiiiiiiiiiiiiii!

Ud a(t) f(ylde) hullet

Det eneste jeg har tænkt på hele dagen er, at jeg har nogle smøger liggende herude i foreningen. Det minder mig om sommerferien (vente på at min kone kommer hjem, så jeg kan komme afsted).

Det fylder ikke hullet en skid, den tobak, det gudformede hul i maven, men det giver mig noget at stile mod.



Et tarveligt mål, men hvad har jeg ellers? Jeg gider ingenting. Ingen verdens ting.

Jeg har ikke købt én julegave.

Forskellen er at vi stadigvæk er sammen

Der er ting, man først siger til hinanden, når det er for sent. Som man måske skulle have sagt, mens man havde chancen. F.eks. hvor meget man elsker hinanden.

Det tager mig 2 timer bare at drikke kaffe

Jeg fik et job, der var timebetalt, og det var rystende for mig at se, hvor lidt jeg laver, og hvor sent jeg kommer i gang.
(Hov, nu skal jeg hente børn! Hvad med min kaffe!)



I dag har jeg arbejdet en time og bekymret mig for resten.

Garanteret gældfri

Hvis man har et valg mellem at betale nu eller senere*), ville jeg sige senere. For hvad nu, hvis man dør i mellemtiden? (Så kan det være lige meget. Så har man sparet de penge.) Af samme grund skal man ikke tage sorgerne på forskud.

*) Ikke noget dramatisk, bare en biblioteksregning f.eks. Jeg taler ikke om sådan noget afbetaling. Jeg afskyer og frygter gæld.

PS I det hele taget mener jeg, det er bedre at tage skraldet senere.

Svære overvejelser ved års ende

***
Jeg foretrækker at give julegaver, jeg kan trække fra.

Min far giver jeg altid noget, jeg kan få tilbage, når han dør.

Jeg har ikke købt en eneste julegave endnu, undtagen en iPhone til mig selv, og den har jeg ikke engang købt endnu, jeg har kun tænkt på at købe den (for hvad ellers har jeg at bruge mine penge til, og så kan jeg liveblogge, mens jeg står i kø i Brugsen). Altid denne tvivl. Jeg spurgte Donzo N, hvilken en jeg skulle købe, den med 16 eller den med 32 GB, og han sagde: 16, det er rigeligt. Heraf kan jeg udlede, at hans er 16 eller derunder, og derfor ved jeg, at jeg skal have en på 32. Hører I?


***

Jeg er chaufføren

***
Vi var ude at køre, fordi vi skulle til familiejul.

MIG
Hvad er klokken?

MIN KONE
Jeg ved det ikke.

MIG
Gider du ikke se efter?

HUN
Er det ikke lige meget? Vi er alligevel for sent på den.

MIG
Jeg vil godt vide, hvad klokken er.

HUN
Jeg orker det ikke.

MIG
Grmf! Så bliver jeg nødt til at rode i lommen efter min telefon ...

(Til tonerne af Otto Brandenburg, Danmarks Elvis, den eneste cd, der findes i min svigerfars bil ud over TV2 og Bach.)



Min kone vil have, at vi skal køre på tværs af USA hele familien. Hahaha! Jeg må hellere begynde at spare op nu.


PS Det opløftende ved denne episode er, at vi dog talte sammen uden at skændes.
***

Lige på grænsen og over

***
Gid jeg havde en kage. Jeg tror, jeg spiste noget dårligt tapenade.



Ingen mug, men holdbarhed 6 dage efter åbning, det er i dag.
***

Hensigtserklæring, så læs godt efter

***
Okay, det er officielt, jeg har langt om længe bestilt min billet til et prestigefyldt hippiearrangement i udlandet, jeg ikke kan nævne navnet på her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet. (Det gælder også jer andre, I læsere derude der ved, hvem jeg er: Denne blog er hemmelig, I må ikke sige noget til nogen. Hvis I lader som om, I ikke ved, hvem jeg er, skal jeg nok også gøre det. I ved, hvem I er. Det er jer, jeg taler til. Spilder I bønnerne, falder masken, må bloggen lukke. Sande fans vil derfor afstå fra yderligere adfærd, der kan bringe bloggens fremtid i fare. Alle andre er for mine fjender at regne og vil blive behandlet derefter.)

Jeg er bare så dum, det tog mig fem uger at bestille den billet, og nu er det sidste øjeblik, så den er dobbelt så dyr. (Nå, hvad fanden, jeg skriver det af. Jeg udtog oven i købet mod mine fasteste principper afbestillingsforsikring, som en gammel kone. Ha! Hvor er jeg dog blevet midaldrende.)

Jeg kan bare ikke tage en beslutning – jeg er fysisk ude af stand til det, det strider mod mit inderste væsens tykkeste mure – indtil sidste øjeblik, og den tager sig selv. Det er den eneste måde. Jeg ville være en utroligt dårlig præsident:
– Hr. Præsident, russiske missiler er på vej over Nordpolen.
– Okay, jeg trykker på knappen om lidt, jeg vil lige vente og se, om der dukker noget andet op. Hva’ synes du?
– Hr. Præsident, missilerne er nu fem minutter fra Anchorage!
– Til helvede med det! ...og dog ...



Mit vankelmod ville således med stor sandsynlighed redde halvdelen af verden, den østlige/totalitære, fra total udslettelse. Tænk på det, når du går op i damp en dag. Og vælg dine ledere med omhu. Nå, jeg rabler.

Med hilsen,
jeres hengivne MJ
***

Skudt skat II – lad mig uddybe

***
Jeg følte mig eddermame utjekket ved at sidde (i går, 1. juli) sidste dag og ikke have lavet min selvangivelse endnu, og når jeg så endelig tjekker ind på skat.dk for at se, om min digitalsignatur overhovedet virker, mens jeg gennemgår plan A, plan B til Y i mit hoved, står der, at afleveringsfristen er blevet skubbet til søndag d. 5. juli. Fint, tænker jeg lettet, jeg har masser af tid, jeg laver den på lørdag, nej, fredag, for så kan jeg nå at ringe ind, hvis der er noget.
Ta-da!

Det eneste, jeg lærer af det her, er, at sådan er jeg altid. Det ligger der vel en slags accept af sig selv i, vil jeg mene, og det er jo positivt. Så noget godt kommer der ud af det. Ta-da!
***

Skudt skat

***
Sidste dag at aflevere sin selvangivelse i dag, så i stedet for lavede jeg forårsrengøring og tog tæpperne ud og rensede dem og sådan noget. Da jeg endelig loggede ind, stod der heldigvis, at deadlinen er blevet skubbet til d. 5. pga. tekniske vanskeligheder. Jeg laver den på fredag.

– Vil I høre, hvor fjollet jeres far er? sagde jeg til børnene og forklarede dem, hvad det var, jeg lavede, altså overspring.
– Det kender jeg godt, sagde min ældste datter.
– Det vil jeg ikke have, sagde jeg. – Vær ikke som mig. Som man siger: Du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger.

Hvordan skal jeg nogensinde få lavet noget, når jeg skal passe børn, og min kone arbejder og nu tager til Roskilde?

Jeg var ude at bade i dag for første gang i år. Det var delvis en pinsel, som hvert år.
***

Den visse død

***
Det er det samme hvert år, bare værre: skattetid. Sidste dag er onsdag, tror jeg, jeg har ikke kigget efter. Jeg har 220 bilag, jeg skal sortere. Jeg plejede at have en revisor til at hjælpe mig til at få det færdigt, men han skred for to år siden. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det sidste år. Det hele henstår i en tåge. Jeg kom ud af tågen, men hvad der skete derinde, skal jeg ikke kunne sige. I stedet for at lave det lort nu, har jeg malet det værste flip: Francis Bacon æder Nuser. For satan. Alt andet end at lave det, jeg skal. Alt andet end det. Tænk, at det er det, der skal til, før jeg løfter en skide pensel. Der er også noget arbejde, jeg har lovet nogen. De kan få det, når de skriger ad mig. Det er sommer, og her sidder jeg indenfor og tænker udenom.
***

Ulideligheder

***
Min surhed påvirker hele familien. Om morgenen råber jeg ad mine børn, for at de skal nå i skole til tiden. I morges sagde min datter (8) til mig nede på gaden: – Når du er sur på mig, begynder jeg at græde, og så tager det længere tid. (Det er sikkert rigtigt nok, men hun begynder også at græde, før jeg bliver sur og råber på hende, at hun skal skynde sig.)

De hører aldrig efter, hvad jeg siger. Jeg siger tingene fire gange, men de hører ikke efter, før jeg hæver stemmen, og så kommer min kone ind og "beskytter dem".

Når jeg hæver stemmen*) over for min kone, når hun er irriterende og anstrengende og egoistisk, siger børnene: "Nu må I ikke begynde" eller "Lalalala".

Hvad ligner det ikke? Alle lider under mig.


*) Det er ikke sådan at have en stor stemme, når man er omgivet af hunkønsvæsener, jeg Brutalix.
***

Hvad jeg ikke ville

***
I stedet for at starte på opgaven til skriftlig eksamen i samfundsfag lagde jeg mig op i omklædningsrummet, der var toilet, på en bænk og røg to cigaretter og lå og så røgen hvirvle op mod loftet. Jeg kunne ikke gå i gang.

I læseferien sad jeg og læste science fiction-romaner hver dag ude i haven, efter min mor var gået på arbejde. Det var ren eskapi. Intet gav mening for mig.


***

Jeg er en fæl fiasko

***
Et penselstrøg fra i går, jeg ikke fik tørret af:



Jeg har trækninger i testiklerne.

Alt det jeg ikke når.

Min udstilling er ikke ordentligt færdig, så jeg fusker det igennem. Som sædvanlig. Øv.

Jeg overvejer, om ikke det var tid til at holde op med at lade som om, jeg er kunstner. Men hvad så med alle mine tuber? Hvad skal der blive af de små, hvis jeg ikke er her?


– Piv, piv, piv! Du må ikke gå!
© Dansk Reportagefoto 2009

Og hvad med mine 8 kubikmeter usolgte malerier? Har jeg hjertet og rygraden til at makulere, hvor makuleres bør? Jeg kunne ikke engang give dem væk, om så jeg prøvede.

Tanken om at skulle betale for at opmagasinere det lort er dræbende.

Endnu engang har jeg sat min dårligste fod forrest og skudt mig selv i den.
***

Intet har jeg udrettet i dag

***
To timers arbejde, det er ikke særlig godt. Jeg har været her i otte.
Hvor er tiden blevet af? Jeg har bare siddet og stirret ud i luften.

En dag, når min kone opdager denne (hemmelige) blog, vil hun sige: – Er dét, hvad du har brugt din tid på?

– Ja, vil jeg svare, og så vil jeg skære mine pulsårer over.




PS Min tragedie i livet er, at jeg aldrig har fået bygget gode vaner op. Jeg har skilt mig af med et par dårlige, men jeg har aldrig lært arbejdsdisciplin. Jeg plejede at sidde oppe hele natten for at få tingene færdig, men det kan jeg ikke mere, nu jeg er gammel og har børn. Således har jeg intet udrettet i mit liv, selvom jeg så gerne ville. Og mig med alle mine gode ideer.

PPS Nu kan jeg se frem til en spændende weekend i familiens skød.
Min kone sagde til mig: – Hvor tit støvsuger du egentlig?
Det var retorisk.
Jeg har lyst til at gå ned og købe pommes friter og cigaretter.
***

Frivillig tvang

***
Min kone gav mig ikke nogen fødselsdagsgave, fordi hun var sur over, at jeg tog til New York.
– Din fødselsdagsgave er, at jeg passede børnene, sagde hun.

Men hvad nu med julegaven? Hvad skal jeg forvente, at hun giver mig: mere eller mindre end hun plejer? Og er det nok, at jeg giver hende én gave i stedet for en håndfuld?

Det er ren pligt på dette tidspunkt.

*

Jeg gav min datter minus 26 julegaver i går pga. hendes opførsel. Men der er ingen, der tror på mig. Hun bad mig selv om at holde op med de trusler, for det er året rundt. Men hvad har man så af pressionsmidler?

Nu må jeg ud og købe de sidste. Suk. Det er et mareridt.
***

Føn & Bob – Frisørens hævn

***
Jeg havde en noget anderledes oplevelse hos frisøren, idet det var en mandlig medhjælper, der blev sat til at vaske mit hår og hovedbundsmassere mig. – Nu skal du ikke blive homofobisk, tænkte jeg og forsøgte at give mig hen, – Nu må du være lidt moderne, men jeg blev ved med at måtte forhindre min fod i at vippe.

Kunne det tænkes at være min straf for at brænde hende af den anden dag? Jeg ville hade, at der kom noget mellem mig og min frisør, som jeg har kendt i mange år.

Bagefter gik hun grassat på mit hår.
Min datter siger, at jeg ligner Bob Saget (kendt fra tv’s AFV).

Man skal være god ved sin frisør og sin tandlæge.
***