Altid for sent

Jeg hader mig selv og med god grund.
Hvorfor kan jeg ikke lære at lukke min store mund?
Alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
F.eks. min pik er blevet til lort.
Jeg har ikke noget at have det i,
alt det lort jeg lukker ud i det fri.

Svar mig på det, Vorherre

Hvorfor har jeg ikke det hele, skønhed og lykke?

Det virker ikke retfærdigt

Hvordan kan jeg være så smuk og dog så elendig?

Dræbt af arbejde (forts.)

Min stakkels, stakkels, stakkels hjerne gør så ondt
mine drømme i det fjerne er eksploderet
det er ej sundt

Og for hvad?
Ikke for at jeg skal være glad
eller have til lidt føde
Mit hjerte forbløde

Ønsk mig alt det bedste på min færd
Mit liv var intet værd
Jeg hævede mig ikke op
(hvor var min eksistentielle pakke gær?)
snart hvile min døde krop
(hvor lagde jeg det gevær?)
Farvel, kære læsere
(exit med strygere og blæsere)

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

På nattens rand

***
Mit liv er særdeles utilfredsstillende
jeg har ingen glæder, hverken ude eller inde
og slet ikke i min kvinde
Man kan ikke vinde

Jeg har kun dig, min lille blog
hvor jeg kan skrive alt mit brok
om end det aldrig helt er nok
fordi jeg er så stort et pjok

Jeg spilder al min energi
mens livet passerer mig forbi
Jeg må snart barbere mine håndflader, fordi
jeg bedriver så meget verbal onani

Bland dig udenom, siger min kone
Jeg bryder mig ikke om den tone
Jeg skulle have taget Lone
hun nok mit lem kunne bone

Tårerne rinder på min kind
snart jeg sover stille ind
aldrig mere jeg skal høre min kones: Tag & forsvind
Men hun vil græde over mine smuldnede ben

Ingen elsker mig, jeg er så alene
"Det kan du ikke mene"
Jo, det kan jeg, lad os få det på det rene
Mit hjerte langsomt er ved at forstene

Engang var jeg ung og frisk
Nu er jeg blot gammelt og træsk
Alt hvad jeg kan er at give mig selv tæsk
10 gange dagligt med en udkogt suppevisk

Jeg græder over, hvad jeg kunne have været
Men jeg gad aldrig tage besværet
Jeg har altid siddet indenfor og kigget ud på vejret
i stedet for at kæmpe for, hvad jeg har begæret

Mit liv er på røven
Jeg dumped' til prøven
Jeg havde ej det, der sku' til

Jeg ved stadig ikk', hvad jeg vil

Klap jorden, dæk mig til
ønsk mig god rejse ned til Hel
Jeg er færdig
helt ærligt
hvor jeg er et flop
Om jeg dør nu eller senere af en blodprop
hvad forskel gør det? Jeg er ganske ætset op
i sind og i krop

Både fysisk og mentalt
er det galt
kort fortalt
regningen blev aldrig betalt
Og nu kommer rykkeren
1, 2, 3
Jeg nikker til dykkeren
på min vej ned til bunden af havet
hvor jeg bliver begravet
med fødderne i en spand eksistent-
iel cement
Jeg kunne ikke være det bekendt
over for mig selv
Farvel
til jer andre
nu jeg ensomt må vandre
gennem skyggernes land, der-
nede under Atlanter-
havet, jeg kan ikke klandre
andre
end det sørgelige fjols, der var mig
der fór vild på sin vej
i munter leg med sin hale
og tog den gale
afkørsel
der førte til livets ophørsel.
***

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

Gennemsyn

***
Jeg sagde til min kone: – Det er rart at have den luksus at kunne kigge sine ting igennem. Jeg bladrede i en tre år gammel notesbog og fandt denne her fede lyrik, hvor jeg brokker mig helt vildt.*) Det er det samme, jeg brokker mig over år efter år.
– Er det sådan noget: "Min kone gi'r mig ikke sex nok, buhu, jeg er så gammel"?
– Øh, ja faktisk.

Hun kender mig så godt.

Folk, der har fulgt denne ydmyge blog, vil også vide, at jeg bliver ved med at brokke mig over det samme.

Det er ikke den store fremdrift, der karakteriserer mig og mit liv.

Jeg er et stort flop.



*) og tastede den ind. Det brugte jeg så den eftermiddag på. (Det var hyggeligt nok.)
***

Så fast som Hansaplast

***
Jeg har haft denne bunke pakkematerialer og kluns liggende midt på gulvet siden d. 5. juli, fordi jeg regnede med at skulle bruge det igen. Det er irriterende at skulle udenom, men jeg sidder alligevel altid klistret til computeren og kan undvære gulvpladsen.
*

Et plateau af pap som monument over min uduelighed. Dimensioner: 162x132x18cm. WD40-dåsen er medtaget for at angive målestok.

Suk. Mit liv er så sørgeligt, så omme. Intet forandrer sig. Jeg kommer aldrig videre. Jeg sidder så fast, så fast i det op til halsen. Jeg stakkel. Min røv er eksistentielt bankekød. Jeg fortjener ikke mig selv.
***

Mandag morgen begyndte kl. 11.15

***

Åh, jeg er så gammel & træt,
i lørdags var jeg dum & stiv som et bræt

Ikke bare det, men jeg lider af snue,
der gør, at jeg fryser selv her i min stue
– måske er det influe-
nza,
en helt anden sag?

Hvor er jeg dog gammel & svag
Jeg kan kun klynke hver evige dag

Hvor urimeligt, at jeg skal arbejde
& have dårlig samvittighed, når jeg hellere vil affeje det

Hvornår blev jeg til en zombie-slave?
Den dag jeg sjoflede guds gave.
Tak.

***

Overslag

***
Det her er det værste årtusind, jeg har oplevet. Jeg tror, jeg har haft det sjovt tre gange i det nye årtusind, og sidste gang er syv år siden.


***

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***

Mit golde, kærlighedsløse liv

***
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.

Suk.

Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.

Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.

Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***

Lige når man tror, noget er en lille smule godt, kræver det den største koncentration af alle

***
Mit ægteskab er en optimistjolle på et lavahav (med en bund af asbest), og vi æder hinanden af sult.

Eller også er det en prop, der er stukket ned i en flaske rødvin, da den knak.

Eller også er det Apollo 13, og der er ikke mere gaffa.

Eller også er det en ismand i en ørken, og kamelen er død.

Eller også er det et marionetdilettantteater, og vi er kvalt i snorene.

Eller også er det Apache-tortur med honning og myrer, og jeg kan dårligt vrikke med tæerne.

Eller også er det godt, bare jeg ikke siger noget.

Eller også er det spiddet for enden af en gaffel og uspist på tallerkenen ved enden af festen.

Eller også er det et karneval, hvor masken sidder fast.

Eller også er det en smeltet iglo eller en våd gipsplade eller en papkasse uden bund eller et musecirkus uden ost eller en russisk roman uden storhed eller sort sne eller en sauna uden dør eller et blinkende lysstofrør på en lang gang eller en tohovedet kæmpe med en kølle i hver hånd eller en sort gryde eller en træhest til ridning på livets landevej eller en rustet balje til blomster eller en skovtur i regnen eller en levende begravelse eller et druknet orkester eller et sammenstyrtet hus uden kælder eller et stoppet lokum uden svupper eller en døv dans på glasskår, når alle er gået og sirenen har lydt.
***

Lavbiorytmiske lidelser

***
Jeg er helt på røven.
Hver dag er en lidelse.
Jeg har ingen kræfter.
Mine instinkter svigter mig. Jeg frygter jeg skal miste forstanden.
Den er helt gal.
Holder det aldrig op?
Er jeg dømt til evige lidelser med døden som eneste lindring?



Jeg snakker til mig selv, når ingen er der.
Det hænder, at jeg ler højt, men straks slår jeg ned på det som en grib, og latteren forstummer og mine læber strammes.
Hvad laver jeg, siger jeg til mig selv.
Hidr-hidt-hidr-KLAP!
Det er min hverdag.
Når ingen ser.
***

Solgt ud, brugt op

***
Det tog mig hele weekenden at skrive dette vers:

Det har været den værste uge
Jeg ku sætte mig til at tu’e

Jeg har ikke været snild og kreativ
Jeg har bare spildt mit liv

Det var meningen, jeg skulle være kunstner,
men den drøm er sunket til bunds, for
(Hvad er forskellen på en kunstner
og en der lugter til sine dunster?)
jeg har solgt min sjæl for lidt håndører,
for Satan selv gjort honnør. Åh,
at blive kneppet i røven af Mammon, det
er noget, der gør ondt, eh?

Glørk! Satans sperm må jeg sluge...

***

Elegi i krigsregi

Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.

Arbejde - den store vampyr

Arbejde – den store vampyr, der
suger mit livsblod. Den knusende byrde,
mit åg,
der på mine fornøjelser lægger låg

Hvis det så bare handlede om smør på brødet
og salt til ægget
så kunne der til nøds være tid til skæg, det
gør det bare ikke,
en ko kan salt på en hegnspæl slikke,
derfor lige så godt kontakten på den elektriske stol jeg sidder i man kan klikke

At sidde indenfor i solskinsvejr
og parfumere andres lort
er værre end at rense tæer
for hundelort

Mit arbejde dræner hver dråbe af mit humør
dag ud og dag ind indtil jeg dør
lægger hovedet i en gasovn
og skruer op
eller bliver hentet af den blå vogn
og screwer up
når jeg har fået nok
og taber det hele på gulvet
og smider mig i hullet,
det sorte,
og bliver borte

Jeg skal finansiere mit overforbrug
og ha’ til fede nye sko
så jeg tramper videre
i møllen
og glider
i pøllen
og sluger min stolthed
og sælger min ægthed
og knægter min særhed
og ender i stegthed
så udtørret som pigen fra Egtved.
Jeg kan ikke blive ved

Min eneste trøst er graven
der venter med
det døde bryst, sutten, og kraniets snaven
der fred jeg henter.

Arbejde er døden i levende live,
ingenting til jeg skal blive.
Det er omme og forbi for mig
før jeg overhovedet kom i gang
og mere i den dur, jeg er sur,
livet er ikke en leg, det er en klagesang

En trist smøre
Intet i mit hjerte sig røre
Kun mørke og vemod
aftrykket af arbejdets jernfod
har dræbt, nedtrampet al glæde
tilbage er kun simrende vrede,
utilfredshed, pine
talte er dagene mine
Jeg er til grin, eh?

Men jeg er ikke et svin, næh,
bare en far og husbond
der jamrer og klager sig en stund
i stedet for at jobbe,
det kan rende og hoppe,
jo længere tid man har til det
jo længere tid bruger man,
så man kan lige så godt vente
til sidste øjeblik
Det eneste man skal nå er at hente sin check
når det kommer til stykket
det handler sgu ikke om lykke
men husleje, forbrugsgoder,
bistandshjælp til samfundets skæve hoder
der ikke selv gider
mens jeg går og slider
der ryger en chillum til
mens jeg vælter et lokum til
af jammer og udgydelser
ud over nettet
mit rygte er plettet
og jeg er fuld af fortrydelser
for jeg hader mit job
men er for slap til at stoppe

Det er min evige klage,
at man ikke kan tage livet tilbage.

Hellere en undvigelse
end en til tilsigelse
Lær at sige nej,
dit gamle kvaj,
du gentager dine fejl
det er det samme gejl
om og om igen med dig,
sig de kan gå deres vej
når de har et job
til dig
sig de kan stikke det op
og lav det du vil
som du aldrig når til
og som i øvrigt kræver initiativ
for at det kan blive
til noget
andet end tåget
snak og undskyldninger
ingen disciplin og udskydninger
du skylder dine drømme
lidt tid i solen
i stedet sidder du dér, klæbet til stolen
som en gammel sur nar,
husbond og far,
der ikke glæder nogen,
slet ikke fruen,
med al den jammer og klage og
utilfredshed fordi du sidder fast
og ikke kommer nogen vegne
tag dig sammen, let røven
gå udenfor før det begynder at regne.
Der er folk til det kedelige
Hvorfor skal det lige
være dig?
Fordi du er fej
og ikke tør
gøre
noget ved dét
det handler om
Din palet er tom
Du er en dompap
ingen krumtap
ingenting drejer sig om dig
der er noget værd.
Du er ikke noget sær-
ligt, du sidder bare dér
med sur pligt