Hvordan er Danmarks Radios kantine?

Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Scenario

Første akt, scene 1: I det lille hjem

– Goddag, min lille nørklemand, vil hun sige, når hun kommer ind ad døren og nuldrer mig i håret.
– Hej skat, har du tjent en masse penge?
– Ja. Men det vigtigste er, at jeg har reddet liv.
– Fedt. …Jeg har foldet tortellinier!


Billednote: Jeg har den her på dansk et sted. Skal lige finde den.

Store gryder

Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.

Hvad skal jeg arme mand dog gøre?

***
Når man ikke har sex, kan der nemt opstå en del spændinger. Navnlig når man bor sammen med et menneske, det er meningen skal være ens livs kærlighed, som man begærer, men som ikke har samme behov, lad mig sige det på den måde, og som negligerer det (mit behov).

Jeg siger f.eks.: Lad os have noget sex, på en eller anden suave og beleven måde, nu vi har chancen, men hun vil hellere pakke gaver ind. Og så kommer jeg i dårligt humør resten af dagen. Det var i dag (i går).

Skal man være glad for at blive afvist med det samme, før man har ofret alt muligt "forspil" på det og føler, man har en investering at miste? Men uden en investering hvad er chancerne for gevinst så? Får man så noget? Hvor sørgeligt at skulle "få" noget, så står man dér med hatten i hånden: May I have another bowl of soup ... Hvem har sat hende til at bemande taphanerne?

Jeg hører tale om, at man får noget, hvis man støvsuger og tapetserer gæsteværelset eller rydder op i garagen (det var der en, der sagde et sted ude på landet syd for Køge), men sådan er det ikke her. Det har ikke virket i mange år, og jeg har ikke noget mod at lave handler ("Hov, der er en helligdag, du må nøjes med et handjob " eller "Jeg er glad for, at du vaskede tøjet, men du glemte at folde det, du må stikke den ind bag knæet på mig, mens jeg bøjer benet"). Jeg ville give 1.000 kr. og en iPhone for et godt knæjob.

Det er ydmygende at blive reduceret til en savlende gorilla.

Der skal så lidt til for at gøre mig glad.
***

Sig det bare: honningmælk

***
Jeg arbejdede 30 timer på 2 dage, inkl. 4 timer næste morgen, og fik ondt i halsen. Mit job er ikke at stå og råbe. Jeg har fået en slags halsbetændelse. Jeg der ellers aldrig fejler noget, andet end ondt i røven og selvfølgelig forskellige slags sjælelige lidelser.

Der stod jeg nede i Irma og svedte i min vindjakke for at købe citroner.

Jeg så Casablanca og tudede, hver gang Ingrid Bergman*) var på, så udmattet jeg var. Hver gang der kom en klassisk replik, prikkede jeg min datter på skulderen og sagde: – Nu skal du høre efter ... (Filmen hakker lidt hen mod slutningen, men du store, hvor den flyder indtil da. Det er en kendt sag.)

Før det så jeg langt om længe Gus Van Sants Paranoid Park, jeg har på overtid fra biblo. Tjek dialogen i denne scene:

Hold on a sec.

I have the answer.

To what?

Like when you were saying...

if something happened,

to you and you couldn't tell anyone.

It doesn't matter, just forget it.

See, what I would do is...

I'd write a letter.

To who?

The person you did it to.

Like, an apology or whatever.

Or... maybe to someone else,

like a separate person.

But the point is,

to get it down and off your chest.

And then, you can stop stressing.

And, what am I supposed to do

with the letter... after?

Doesn't matter, like, save it,

send it, burn it, you know?

Th... writing it down

is the important thing.

So... yeah. I mean, once you get it out

there you'll feel way better.

It's a big relief.

I don't know, Macy, it sounds like

a homework assignment or something.

Trust me, it's

not a homework assignment.

You know...

it just feels good to have it all out.

Yeah... maybe.

But, the trick is... write it

to someone you can really talk to,

like someone you're comfortable with.

Not your parents or your teachers

or whatever.

Write it to a friend.

Yeah.

Write it to me.

OK, Macy. It's late now.

I'm gonna stop.

Jeg kan godt lide film som denne, hvor almindelige mennesker foretager sig almindelige ting, uden at det er kedeligt, som at blive trukket på skateboard af en cykel –



– og folk siger rimeligt intelligente ting, og der ingen skurke er –



– og er flot fotograferet og ser unge og godt ud. Jeg kunne se på dem hele dagen gå rundt mærkelige almindelige steder med håret nede i øjnene. Hvis det var gamle folk, ville jeg ikke gide. Gus Van Sant elsker drengene.


*** HEADS-UP TIL FILMBRANCHEN: Filmatiser Søllerød Blues og gør det sådan her. ***

Min datter var utilfreds med kosten, så hun lavede løgsuppe (hun er sådan et godt barn og refererede Asterix på skattejagt).

Og det var min dag. Vores hus har aldrig flydt, som det flyder nu, fordi vi laver om, men er gået i stå.

Bevis: ægte klemmelus.

Jeg fik en parkeringsbøde for ikke at sætte skiven på IKEA's parkeringsplads. Hvem går rundt og giver folk bøder for at holde på en halvtom parkeringsplads kl. halv ni om aftenen? Dumme svin. Og jeg kunne ikke engang bytte det, jeg ville. Jeg gider ikke tale om det.

*) Sikken sexkilling hun dog var, den Ingrid Bergman. Jeg sagde det til min kone, så sagde hun:
– Det har jeg sjovt nok aldrig syntes. Hun lignede en husmor.
– Det gjorde hun i hvert fald ikke. Det er fordi, man altid kun ser hende i nærbillede. Der er en film, hvor hun kommer springende og falder om halsen på en. Hun var en sexkilling. Hun var hot!
– Jaja, fortæl mig lidt mere om, hvem du synes er hot. Så ligger du dér med en boner.
– Ja, jeg får en boner over en, der var hot i 1941!
(...)
– Jeg var bange for, du ville sige, jeg ikke har forstand på, hvem der er lækker, fordi jeg er en kvinde.
– Nej skat, fortæl mig, hvem der er lækker.
(...)
– Jeg kunne ikke lide Ingrid Bergman, før jeg mødte dig. Og det har ikke noget at gøre med det, du tænker på.**)
– Du er så sjov, hahaha, sagde jeg, men endte med at harke.


**) Noget dybdepsykologisk.
***

Prospekt VII

***
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
***

Fedtet med suppen

Okay, her er hvad der sker i mit hjem. Jeg kommer hjem og vil tage mig noget suppe, min kone har lavet. – Det er ikke til dig, siger hun. – Det er til børnene.

Og så spiser hun og børnene grønsagssuppe, og det er "langt ude", at jeg føler mig ekskluderet, for jeg har en hel gryde kålsuppe stående, jeg lavede i går, jeg kan spise. Hvad nu hvis jeg vil have det andet? Hun har ikke lavet nok til alle.

– Du begynder vel ikke at råbe af mig igen, siger hun med gnistrende øjne, der antyder den totale atomkrig forude.

Kålsuppe, kålsuppe, kålsuppe, hvis jeg hører det ord igen, bliver jeg nødt til at sprænge nogen i luften.



Dette efter en længere periode med skrøbelig fred. Vi har stadig ikke fået talt sammen. Det er en tynd størknet skorpe oven på lavaen.

Spørgsmål: Hvorfor lave sådan en fedtet lille portion, når man alligevel er i gang?

Uheldigt billede

Dette billede fra Mumitroldene er uheldigt, fordi det ser ud som om, Snorkfrøkenen har været ude for en frygtelig ulykke og har slået hul i hovedet, så hendes blod og hjernemasse flyder ud i gruset.

Iflg. historien er det faktisk suppe, men det er altså ikke til at se det.

Konklusion: Suppen skulle ikke have været rød. Grøn havde været bedre.




PS Det er ikke det eneste, der er åndssvagt i den bog. Snorkfrøkenen får en "suppeterrin" over hovedet (suk!), står der, men på billedet er det en kurv.
Alligevel vil min datter altid høre den bog.


Tre forskellige historier om Mumitrolden på nye eventyr, Carlsen, 1996(2). Oversættelse af Ilse M. Haugaard, redigeret af Henning Hagerup.

Skatten er døden

Jeg sidder og forsøger at lave min selvangivelse*) og hører Howard Stern på radioen, pirateret via nettet. Jeg fandt lige en håndfuld bilag, jeg manglede – det var rent held! De lå i en mappe i min taske med "aktuelle papirer", som jeg aldrig kigger i. Hvad mon der ellers gemmer sig rundt omkring? Jeg hader at finde en stak regninger året efter, når jeg ikke kan bruge dem længere.

Jeg er i lidt bedre tid i år, end jeg plejer, fordi ham, der laver min selvangivelse færdig for mig, har krævet den tidligere i år. Dvs. han bad om at få den midt i marts. Så foreløbig er jeg næsten to mdr. foran mit normale tempo.

Jeg havde en tegnelærer engang (verdens bedste tegnelærer: Jack Potter, nu afdød), der sagde, at jeg var en mærkelig blanding af orden og kaos (jeg plejede at stemple mine tegninger med et datostempel, måske var det derfor). Jeg plejer at samle mine vigtige papirer ét sted, men jeg sorterer dem aldrig. De ligger der bare. Undtagen når det er pinedød nødvendigt at gøre noget ved det, som med skatten nu.

Jeg har en liste over ting, jeg skal gøre. Det er det samme, der står på listen altid. Listen er udskiftelig fra år til år.

Jeg er fysisk ude af stand til at gøre visse ting færdige, som f.eks. min skattebillet (derfor førnævnte mand til at få det til at se godt ud og temperere tallene) - der findes et udtryk for det syndrom på amerikansk, hvor man har et navn og et syndrom for alt.

Blik i bagspejlet: Jeg kan huske, når jeg stod med min half-ass selvangivelse d. 15. april, afleveringsfristen, om aftenen hen mod midnat ved hovedposthuset i New York sammen med tusindvis af andre fuckups. Det var rart ikke at være den eneste. Der var altid et TV-hold ude. Et år var der en ny biks, der delte suppe ud gratis (gazpacho, yankee bean). Og det var rart ikke at være den mest opfuckede: Der var altid nogen, der stod og svedte med en kuglepen og fyldte selvangivelsen ud på stedet og folk med slips.


*) Jeg prøver at få det bedste ud af det, men det tager for lang tid.

Norman Mailer bagfra

Jeg sad engang bagved Norman Mailer i The Jewish Repertory Theater på 14th St. Jeg kunne kende ham på ørerne. Han var sammen med sin unge kone og deres barn. Min ven Daniel havde givet os billetter. Han spillede en tjener i et stykke om maleren Modigliani. For at glæde os råbte han midt i en scene med et håndgemæng ”soup de jour!” og ”flaprefisse!”






En "Modigliani-suppeske" kan købes her for at det ikke skal være løgn (under "Complete Your Table").