Jeg er ikke uden fordele

Der er ting, der bliver mere besværlige, når man ikke taler sammen, som f.eks. at koordinere. Min kone taler kun til mig, hvis det er noget med barnets blodsukker. Selv går jeg rundt og tænker: – Jaja, lad os se, hvor nemt, du ville synes, det var, hvis vi boede hver for sig.

Svaret er: persille

Min datter smed min iPhone på gulvet, fordi hun var sur over, at hun skulle noget andet, og nu virker stikket til øretelefonerne ikke.

Men kan jeg blive sur på hende? Nej, det kan jeg ikke, for hun har diabetes.

Måske hvis jeg smed den på gulvet en gang til efter Obelix og bautastensprincippet?

Det er irriterende, for det ødelægger min dagsrytme. Hvad skal jeg nu have i ørerne, når jeg cykler omkring i bybilledet?

Min ferierejse dag 1

***
Satans også, jeg er taget på ferie uden min iPod. Også min jakke. Den lå i jakken. Alt andet har jeg husket. Undtagen om jeg har låst døren. Jeg vidste, jeg skulle være gået tilbage og tjekket.



Hvad vil de have, når man kommer gennem boardingkontrollen?

Mig: – Jeg gider ikke shoppe slik!
Min kone: – Bnsjsgdk.
– Jeg gider ikke shoppe slik.
– Nej, det koster jo også penge.
Tænker: Jeg lyder ligesom en sur far i en film eller på TV: – Det er billigere i Føtex.

Faktum er, at min datter, der har diabetes, får det dårligt i slikafdelingen.



Damen i gate’en: – I er heldige, flyet er forsinket, ellers var vi fløjet uden jer.
Min kone: Sig det til ham
Mig: – SIG DET TIL HAM? Hvad fanden er det for noget pis at fyre af? SIG DET TIL HAM?
Hun: –Jeg kan ikke have, den dulle taler sådan til mig.
Mig: – Hvorfor fanden tørrer du den så af på mig? SIG DET TIL HAM?!
– Du skulle absolut ind i kiosken igen.
– Jeg anede ikke, hvad klokken var … (fåret)



Overhørt, ankomsthallen:
– Fuck, hvor er du najs.
– Nej, hvor er du steneren, Rebecca.
(Hun kom med en bagagevogn.)



Min kone: – Der er to veje til baggageclaim’en.
Mig: – Jeg synes, vi skal gå til venstre.
– Jeg synes, vi skal gå til højre.
– Så gør vi det, min skat.



– Har du tjekket kortet?
– Du navigerer!

– Hvad for en vej er vi på? Hvad hedder den? Ved du overhovedet, hvor vi er på vej hen?
– Jeg kan ikke have, du taler sådan til mig.
– Jeg er ligeglad med dine følelser. Kan du ikke bare sige, hvor vi er?!
– Du skal ikke tale sådan til mig.
– Du er ligesom John Travolta i Pulp Fiction med The Fox: Sugar and fucking cream on top? Kan du ikke bare være en god andenpilot?

(Desuden: Det er skidestressende at køre i en fremmed storby i myldretiden. Jeg sidder med familiens liv i mine hænder. Kan du ikke bare gøre, hvad jeg be’r om?)



Da vi endelig kom frem til vores lånte ferielejlighed, var den fuld af vagabonder. Jeg sværger.



Jeg sværger ved gud, der var fuldt af vagabonder. I hvert fald én vagabond, der ikke var der. Alle hans ting lå der: hans computer, hans rullepapir og tjald, hans Playstation, hans to potplanter i potter på terrassen. Det er sidste gang, jeg låner en ferielejlighed af zigeujnere.


Exhibit A.
***

Langsomt plaster

***
Lige så snart jeg kommer hjem, tænker jeg på at gå igen. I dag gik min kone med det samme, ud sammen med en veninde jeg ikke kender.

Børnene skændes om, hvem det er mest synd for: hende med diabetes eller skyggesøsteren, der har slået hovedet. Jeg synes, det er mest synd for den, der begynder at græde først, som regel den mindste. Det sker, at hun selv må fortælle mig, jeg er uretfærdig mod hendes storesøster. De holder sammen, gør de. Holder de mere sammen nu, hvor deres forældre er holdt med at skændes hele tiden og ikke taler sammen i stedet for? "Gruppekrammer!" siger de, mens deres forældre undgår øjenkontakt.

Anspændtheden her i huset er populært sagt til at skære med en kniv, men egentlig mere som at hugge sit ben over med en rusten teske natten over.


Se selv
***

Den daglige vanvidsscene – det gælder om at holde hovedet koldt

***
Der kommer et tidspunkt lige før sengetid, hvor alle skriger ad hinanden. Børnene begynder at slås om en legetøjsslange, og jeg må skille dem ad.
– Nu får I ikke mere godnathistorie! råber jeg.
– Var der ikke noget, du skulle med de her børn? råber jeg til min kone. – Sætte en insuflon i eller sådan noget?
– Det har jeg gjort.
– Ud at børste tænder!
– Det er min slange!
– Waah, du holder altid med hende!

Så står jeg og vasker op (mest fordi jeg ikke gider putte børnene, der giver mig hovedpine): – Det kunne være rart, hvis du gad vaske op engang imellem.

Det irriterede mig også i morges.

– Hvad?
– Jeg har lavet mad og vasket op hele ugen. Det bliver kedeligt. Det kunne være rart, hvis du også gad …
– Hvad mener du hele ugen? Bare fordi du en sjælden gang …
– Jaja, lige meget hvad jeg gør, har du et bagkatalog af lidelser, jeg aldrig nogensinde kan indhente!
– Du skal ikke spille martyr.
– Ja, jeg er en martyr! En martyr! Jeg er en MARTYR!*), siger jeg, mens jeg angiver takten med opvaskebørsten på kanten af håndvasken.

Børnene står og hænger med hovedet.

Lige meget hvad jeg bidrager med, økonomisk eller husholdningsmæssigt, bliver det ikke regnet for noget.

Hvorfor tager jeg ikke bare og sømmer mine nosser op på væggen med det samme?

*) Hellere martyr end slet ikke tyr, som min nye far plejede at sige.

På en skala fra 1 til 10 er det her en 5. Rundt regnet par for banen.
***

Jeg er bekymret

***
Jeg er bekymret, for alle folk, jeg møder, siger, hvor tynd jeg er blevet. (Jeg er nede på under 90. Troede jeg. Faktisk ligger jeg nu under 85, fremgik det af min kones smarte elektroniske badevægt. Jeg har tabt mig 12 kilo over det sidste års tid. Det er for meget. Der er ikke noget at tage det af.) Derfor vil jeg begynde en opfedningskur.*) Kulhydrater kan være nok så gode, og jeg spiser aldrig andet fra morgen til aften, men nu hedder det protein, protein, protein uden ophør. Fedt & protein, så jeg kan få min gamle, mandige, apolloniske fysik tilbage. Og styrketræning. Også det.

Noget skal der til, før et vindstød fører mig bort over hustagene, forbi TV News-helikopteren og ud over Øresund, hvor jeg opløses i atomer. (Eller også vil min himmelstræbende, aerodynamiske fysik omgå vindsuset som en gotisk katedral bombardementerne under anden verdenskrig.)

Jeg er faktisk så bekymret over mit vægttab, at jeg bestilte tid hos lægen i morges. Og ikke så snart havde jeg gjort det, før jeg mødte Dr. TB nede på gaden. Han siger, at det er min nyoptagne sportsudøvelse og bekymringerne efter at have fået et barn med diabetes, der gør det. Så længe det ikke er stofskiftet. Eller det der er værre, tilføjer jeg ominøst.


*) Jeg har i dag investeret i en krukke Nutella for at vise, at jeg mener det.
***

En dødbringende, kronisk sygdom, der er til at leve med

Folk siger altid, at diabetes, det kan man leve med. Praktisk taget hver eneste person, man taler med, siger det. (Jeg har en datter med type 1.) Nu har den amerikanske diabetesforening startet en kampagne, der skal gøre opmærksom på, hvor alvorlig en sygdom diabetes er, og hvor dødelig den kan være. (Jeg gyser ved tanken om de mulige følgevirkninger: se bare stakkels Rune Kidde, Danmarks Homer.) Før i tiden gik PR’en ud på at normalisere diabetes.

Så jeg går ud fra, at den danske diabetesforening vil gøre noget lignende inden længe. Og det tror jeg er en god ting, men jeg kan ikke lide at tænke på det.


PS Vi var på hospitalet i dag, og der var tale om et mindre tilbageskridt. Man kan ikke holde ud, at der er noget galt med ens barn.

Jeg prøver at glæde alle og ender med ikke at glæde nogen, i hvert fald ikke mig selv, knap nok

Jeg var med min mor ude for at købe sundhedssandaler til mig i går, og pludselig var det som om jeg var syv år gammel igen. Men heldigvis er jeg nu stor nok til at modstå hendes pres og valgte en stribet trøje i stedet for.

Jeg ville ønske folk enten gav mig noget jeg kan lide eller noget der ikke kan byttes. At skulle bytte en gave og bruge tid på dét er at føje spot til skade.

Det var en julegave, min mor synes det var tid til at bytte, og jeg kan ikke sige nej til hende, nu hvor hun er så syg. Bagefter måtte jeg ned på skolen for at regulere min datters blodsukker, men hun klyngede sig til mig og jeg kunne ikke komme fri igen. Jeg kan heller ikke sige nej til hende.

Der røg den dag.

Det var med nød og næppe jeg nåede ind til J. Per til en røg og en mokka i mellemaktet.

Min største frygt

Min største frygt er, at civilisationen går under.

Jeg kan godt lide elektricitet.

Når man desuden har et barn med diabetes, er det afgørende, at civilisationen består.

•

Nu har jeg også smittet mine børn, så jeg får en til dag herhjemme med hyttekuller.

Min kone skred bare på arbejde, mens jeg var i bad, uden foregående aftale om, hvem det forventedes at skulle blive hjemme og passe det syge barn. Det er faren ved at være så fleksibel som jeg er, at alle folk skider på ens tid. På den anden side er det min fleksibilitet jeg lever af.

Jeg er pissesur.

Min kone aner ikke, hvor egoistisk hun er. Jeg glæder mig til at høre hendes retoriske krumspring for at forklare, hvorfor hendes seneste selviske handling i virkeligheden var til fælles bedste.

(Nu har hun lige ringet. Det var en misforståelse.) Hmm...

Nu sidder jeg her.

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Ikke det

Min datter (7 år) gik og morede sig, da vi gjorde klar til at gå om morgenen, og jeg sagde:
– For dig er alting en leg, hva’?
– Nej, sagde hun, – ikke diabetes, og tilføjede: – Leg? Nej.

Fundamentet er lagt til en stor konkret (eller anden) poet.

LEG?
NEJ.

Hvad vi skændes om før jeg overhovedet er ude af sengen

Jeg spurgte atter min kone, om hun ikke gider vække mig kl. kvart i syv, når hun alligevel er oppe, men hun nægter.
– Det kan ikke være mit ansvar at få dig op af sengen, siger hun.
– Det har ikke noget med det at gøre, siger jeg, – jeg spørger bare, om du ikke kan sige til omkring den tid.
– Stil dit eget vækkeur.

Hun vækker mig alligevel, fordi jeg skal bære barnet ud af sengen, så hun kan få sin insulin.

Det er de små hensynsfuldheder, jeg har talt om tidligere, den intraægteskabelige lim.

Så står jeg og smører madpakker til børnene og tænker: – Hun skal i hvert fald ikke komme og spørge, om jeg vil smøre hende en mad.

– Synes du ikke, timingen er lidt dårlig, vil jeg svare.

Jeg skændes videre inde i mit eget hoved.

Morgenmaden under kritik

Når jeg spiser morgenmad med mine børn, har vi lejlighed til at studere morgenmadspakkerne og kritisere det grafiske design og til tider tekstforfatningen. Her er vore seneste analyser:


"Mini Fras" (Quaker) - bagside

Problem: Hvordan kan "boldøjet" flyve i den retning, når "Pow" slår til det? Det kan ikke lade sig gøre. (Grebet om ketsjeren antyder i øvrigt, at han trækker armen tilbage for at slå.)
Typisk sjusk.

Løsningsmodeller:

Eks. A er bedst. Det er klart, at ketsjeren må have bevæget sig, siden den traf bolden.


"Rug Fras" (også Kvæker)

Problem: Hvorfor skrive "indhold" så mange gange? Det er infamt. Nøjes i stedet med at skrive:
"Lav sukker
Lav fedt
Høj fiber"

(Eller hedder det: "Lavt sukker, Lavt fedt, Høj fiber"? Nu kommer jeg i tvivl. Tror fanden, de skrev "indhold" så mange gange.)

Nu spiser vi ikke længere Rice Crispies hjemme hos os, fordi vi har en diabetiker i familien, men de æsker har altid været en guldmine.


Morgenstund Corn Flakes (Fakta)

Sidste eksempel (fra i forgårs):
Jeg har ikke prøvet dette mærke cornflakes før, så jeg spurgte min datter på 11, hvad hun syntes.
Hun svarede: – Jeg ku’ bedre li’ det, hvis der ikke var ansigt på majsen.
Enig.

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Fuck. Lort

Jeg glemte at give min datter insulin i dag.



Satans osse, det er kun sket én gang før. Idiot.

•

Får du nu sure miner og ballade? spørger Don Nzo.
Nej. Det skal spinnes til en påminder om, at det er vigtigt at være sammen om det her (og i forlængelse deraf alt).
Smart, ikke?

Min morgen til nu

Jeg vågnede kl. halv seks i morges efter en ond drøm (jeg fik torne i fingrene, der blev til længere og længere søm, jeg langsomt skulle hive ud, indtil min hånd hang i laser) og overvejede, om jeg ikke lige så godt kunne stå op, men undlod.

På vejen ud af døren skreg min 7-årige datter, der har fået diabetes: – Jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, og græd.

De har lavet downtown Valby om til Glostrup Station. Det ser fælt ud.

Fanget i et mareridt

Min 7-årige datter, der har diabetes 1 og altid laver ballade når hun skal ud af døren, slog armene op og sagde: – Jeg er fanget i et mareridt!


Gode mareridtsbilleder findes her

Mere fra min lortefødselsdag

Jeg lå i sengen på min fødselsdagsmorgen efter 4 vers af "I dag er det..."*) og tænkte: Hvis jeg havde ét ønske, var det, at der bliver fundet en kur mod diabetes inden for en overskuelig årrække.

*

Jeg sagde til mine børn: – Jeg hader at have fødselsdag.
– Hader du også når andre har fødselsdag? spurgte de.
– Nej, sagde jeg.

*

Det eneste jeg havde lyst til på min fødselsdag var at rulle mig sammen i fosterstilling. Eller at sidde og ryge en masse cigaretter sammen med mine venner og diskutere eksistentialisme, mens vi drak mange små kopper sort kaffe. Det må jeg arrangere næste år. Det ene eller det andet. Rengøringshjælpen kom, så jeg kunne ikke ligge derhjemme og glo videoer hele dagen, og mine venner har travlt og gider ikke. Der er heller ingen der ryger. Kun J. Per, som jeg besøgte og udvekslede ærgrelser med, mens han røg to joints hjemmedyrk og jeg rullede mig tre af hans Petterøes.


*) Tænk at blive behandlet som et barn på sin 42-års fødselsdag.
Nu ved jeg, hvordan min svigermorfar havde det på sin 90-års dag.

Liden trøst

– Jeg kan ikke holde det her liv ud, græd min lille datter, der har fået diabetes.
– Det er det eneste liv, du har, sagde jeg.
– Det er det jeg ikke kan holde ud!

Hun får kriser omkring stikketid.

Æbleår

Jeg har lavet en apple pie af æbler fra kolostomihaven. Hold kæft mand, den er go’. Jeg havde gået med opskriften (fra The Joy of Cooking) foldet sammen i min tegnedreng i over en måned, siden lige før min datter fik konstateret diabetes, og jeg har ikke lavet en før, fordi jeg ikke vidste med sukkeret, frugt- eller tilsat.

Der plejer kun at være til halvanden pie på det træ, men i år – du milde! – jeg har aldrig set så mange æbler. Træet er spækket.

Naboen deler nedfaldsæbler ud i posevis.


Bemærk den diabetikervenlige fuldkornsskorpe.