En jeg kender, der er fra Frankrig, siger, at han ind imellem har følt sig helt "transparent" i Danmark, og jeg kan godt forstå hvorfor. Der er ingen, der siger goddag til hinanden f.eks. Det var det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem fra Sydfrankrig forrige sommer: lige så snart man kommer til Danmark, holder folk op med at hilse på hinanden. Og det er en skam. Når man hilser på hinanden, anerkender man den anden persons eksistens som menneske. Nogen gange er det alt, man behøver. Hvis der står en og sælger Hus Forbi, behøver man ikke at købe det ulæselige blad, men det er okay at sige davs. Hvis folk føler sig usynlige, bliver de sindssyge. Det er umenneskeligt andet.
Jeg har engang oplevet at stå med min daværende og hendes mor og hendes lillesøster ved bredden af en svensk skovsø og se en plet blive større og større, indtil den viser sig at være en kanofuld danskere, der går i land, uden at nogen siger et ord til hinanden. Det er kunstigt, som svenskerne siger. Det kræver mere energi at lade som om, at nogen ikke er der.
Danskerne er et bondsk og uhøvisk folkefærd. Der er ikke engang et ord for "please" eller "excuse me" på dansk. Hvis nogen støder ind i hinanden i Netto, siger de ikke undskyld. Sådanne ord tjener til at afventilere irritation, før den ophobes (halvdelen af alle blogindlæg handler om, at folk bliver irriteret, når de står i kø i Netto), og det er en nyttig ting, hvor folk bor tæt sammen.
Tak og hej kan ikke alt.
Tak.
Hej.
Min kone vil have mig med på det her projekt – jeg prøver at tænke på det som et eventyr – der bliver helt vildt besværligt og helt vildt dyrt. Jeg lå vågen i morges og bekymrede mig over, at jeg snart skal til at pakke alle mine ting. Og alle udgifterne. Så jeg forsøgte at se mig selv gå med ret ryg ind i lyset og gribe problemerne an med køligt overblik, mens alting hvirvlede omkring mig:
Jeg har hele tiden håbet på, at det ville gå væk af sig selv, at der ville komme et jordskælv og umuliggøre flytningen, men nu er det snart.*) Jeg tror ikke, jeg kan krybe udenom længere. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg ønsker blot, at min kone skal føle sig socialt bedre stillet, og det bliver også rart med mere plads, men nu kan jeg aldrig holde fri igen resten af mine dage.
Hvad har du brug for mig til? Udover at støvsuge og passe børn og reparere kolonihavehuset eller andre ting, du ikke kan finde ud af? Hvad om du fandt ud af at klare dig uden mig til det også? Hvad dur jeg ellers til, andet end at irritere dig og stå i vejen og fylde i hjemmet?
