Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper

Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

Min fjende

Da jeg stak hovedet op af kælderskakten, var der en, der stod på lur og slog mig oven i hovedet med en lægtehammer, men jeg havde heldigvis min cykelhjelm på, der prellede slaget af til en snitter. – ROARR! brølede jeg, og gerningsmanden flygtede i mørket, som den feje køter han er.

Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Selvtægtsmand på nabolagspatruljering

Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

Kender I det, hva'?

Kender I den drøm, hvor man knalder ansigtet ned i et bæger tandstikkere og får dem gennem læberne og kinderne? Kender I den drøm, hvor man skal trække søm ud af hænderne med en tang?

Se nu dér

Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.

Et forpint blik helt nede fra tarmen

Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.

To ord der ikke hører sammen: Gylle og køkken

Den her er sikkert berømt:


Bag Føtex på Amagerbrogade.

Jeg var henne for at tage et billede, mens han havde åbent, men han jog mig væk med en stegegaffel: - Kan du komme væk, din ironiker! sagde han.

Her er Gylle's i en udvidet, endnu mere trøstesløs kontekst:

Bolle & boble

Hvad fanden, tænkte jeg, der ligger sguda en pakke kondomer. men det var heldigvis bare tyggegummi.



Sådan er det så nemt at tage fejl. Der findes faktisk også nogle kondomer, der hedder Sensis.

Ved kassen i Kvickly har de en hel gummiafdeling:



Jeg forestiller mig en udlænding, der har taget fejl i skyndingen: – Hva' fanden! (What the...!)
Så siger hans kæreste: - Den ordner jeg! Gnaske-gnaske!! Pff! Pff!

Ingen krise må gå ubrugt hen.


Addendum A



Jeg kan også godt lide sammenstillingen af ostestrenge og kondomer. Det får mig til at tænke på den ståltrådsbøjle, man bruger til at skrabe belægninger af tungen med eller i dette tilfælde ost bag om nakken.

Hobbyhjørnet

I dag fandt jeg en rystepudser og en tamburin, nogen lod ligge, da de flyttede.

Jeg overvejer at montere tamburinen på rystepudseren.

Nu har jeg monteret den:




***UPDATE (dagen efter)***: I dag fandt jeg en til rystepudser og en elhøvl:



Jeg vil bygge en hær af robotter til mit ensemble.

Til min store overraskelse – en kilde til selvindsigt

Jeg ryddede op og opdagede, at jeg ejer fem forskellige hæftepistoler. Her er de på rad (fra den slappeste til den stærkeste):


Den ældste (anden fra højre) ved jeg ikke engang, hvordan man åbner.

Jeg opdagede også, at jeg i årevis har hamstret limpistolstifter. Her er et udvalg:


Tændstikæsken angiver målestok.

Jeg har tydeligvis et uudfyldt behov for at få tingene til at hænge sammen.

Venstrehåndsarbejde

***
Jeg skulle have noget ud af skabet, da hammeren faldt ned og smadrede en blåkant-tallerken, så et skår sprang op og skar en sene i min finger over. Nu har jeg en kronisk kroget ringfinger.


***

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

Langsomt plaster

***
Lige så snart jeg kommer hjem, tænker jeg på at gå igen. I dag gik min kone med det samme, ud sammen med en veninde jeg ikke kender.

Børnene skændes om, hvem det er mest synd for: hende med diabetes eller skyggesøsteren, der har slået hovedet. Jeg synes, det er mest synd for den, der begynder at græde først, som regel den mindste. Det sker, at hun selv må fortælle mig, jeg er uretfærdig mod hendes storesøster. De holder sammen, gør de. Holder de mere sammen nu, hvor deres forældre er holdt med at skændes hele tiden og ikke taler sammen i stedet for? "Gruppekrammer!" siger de, mens deres forældre undgår øjenkontakt.

Anspændtheden her i huset er populært sagt til at skære med en kniv, men egentlig mere som at hugge sit ben over med en rusten teske natten over.


Se selv
***

Huberts niche

***
Jeg mødte en fyr, der hed Hubert, en maler, der var på førtidspension pga. dårligt hjerte. Nu arbejdede han sort som udsmider i en ambient-bar. Et passende job, tænkte jeg. – Der sker aldrig noget, sagde han.



Min ven George III synes, jeg skulle møde Hubert, fordi han også var maler, så jeg tog over og bankede dem begge to i bordtennis. Han havde et fedt atelier, men hans malerier var ikke så gode. George var specielt imponeret af et af en stor svensknøgle mod himlen, men det var ikke, som jeg havde forestillet mig: svensknøglen så blød ud, som om den var lavet af lakrids, og var ikke nær skinnende nok.



Jeg spillede tennis ind i mellem med George (ovre i Williamsburg med udsigt til skylinen nede ad vejen), og hver gang var han ved at få et nervesammenbrud. Det mindede ham om, da han var lille og hans far (Georg II), en rig alkoholiker, tævede ham i tennis. Han kunne ikke tåle konkurrence. Vi var lige dårlige begge to, det var mere et spørgsmål om, hvem der tabte mindst, end hvem der vandt.

Hvis jeg spillede tennis mod mig selv som 13-årig i dag, ville jeg tabe.
***

Sammenløb

***
Jeg kom ud på fortovet fra kiosken og så en pige komme cyklende med to Netto-poser på styret. Skulle jeg advare hende om denne klassiske faresituation? Det må hun selv om, tænkte jeg. Krotsj! sagde det, og hun bremsede. Mælken var sprunget læk i den ene pose, da den røg ind i hjulet.

Så kom en lille dame med en barnevogn løbende den anden vej.

Jeg styrtede på min cykel i går, fordi jeg havde en skotøjsæske i en pose på styret, der kom i vejen, da jeg drejede, så jeg røg over styret og forhjulet drejede 360º rundt. Mine håndflader ser ud som om, jeg har brugt et rivejern på dem.

Brusevandet stod lige ud fra hudflapperne i morges i en mærkelig vinkel.

Jeg har ondt fra håndleddet og op i albuen, så jeg ikke kan piske flødeskum.
***

Første dag i kolo

***
Jeg kan ikke få noget til at virke. Jeg har lyst til at smide min tang gennem vinduet.

Jeg skrev en note om, at min kone ligner en plukket kylling i solen. Nu kan jeg ikke finde den. Jeg må have tabt den et sted.

Er det hemmeligheden ved et forhold, at være alene sammen?

Parallelle lig i kister af tavshed.
Begravet i tavshed.
Dræbende tavshed.



Under en kæmpehøj af tavshed
ligger jeg levende begravet
med munden fuld af jord
ikke en gravrøver forstyrrer
min tavshed.
***

Jeg var fransk stuepige, del I

***
– Suk, sagde jeg og tog brystvorteklemmerne af. – Det går vist ikke, det her.
– Gi’ det dog en chance, sagde hun med blussende røde kinder.
– Det holder sgu ikke, måtte jeg indrømme og lempede forsigtigt håndtaget på støvekosten ud af min endetarm. – Jeg ved ikke, om jeg er til det her.
– Gør det for mig, sagde hun og rettede Ludvid XIV-parykken, der prydede mit hoved.
– Lad gå.
Jeg sporede hende an og red hende lidt rundt i stuen. Hvad mon der er på fjernsyn?
– Giddyap, giddyap! Skal du ride på den ranke?
– Ooh!
Lidt beskidt snak har altid tændt lunten til hendes krudtkammer.

Jeg gør mit – det skal ikke siges andet – for at holde gnisten ved lige i det aldrende parforhold. Er det ikke det, vi har hinanden til?


***

Jeg bliver ikke regnet for noget

***
Jeg er alene hjemme med et sygt barn. Fedt nok. Så kan jeg sidde her som en bedstemor.

Min kone er valset afsted, efter at have leet af mig og belært mig, til mit hoved var ved at eksplodere. Hun føler, at jeg "sætter hende under pres", fordi der også er ting, jeg vil i livet. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg er bare en idiot, der får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gør det, jeg føler jeg bør, og så bliver der ingen tid til mig selv.

Hvor latterlig en person jeg er at stå herude i køkkenet og smælde med pander og skabslåger og smadre grøntsager i frustration.

Sådan en tøffelhelt.

Jeg skulle have trampet på hendes madpakke.

Nu overvejer jeg alle de ting, jeg vil sige nej til, og alle de konsekvenser det får.
***

Jeg var marinesoldat i Afghanistan

***
Den første dag blev jeg bortført og tortureret i en hule. Det lykkedes mig at slippe fri ved at smøre ost fra min feltration ud over rebene, så en lille afghansk mus, der opholdt sig i hulen og var sulten, kunne bide dem over. Jeg slog en af vagterne ned – har jeg glemt at sige, at det var en rabiat, muslimsk splintgruppe, anført af den onde, onde Machmanaman? – og iførte mig hans tøj, før jeg flygtede jeg ud i natten.
– Hvem dér? råbte en vagt, og jeg fingerede et voldsomt hosteanfald.
– Det skal du ikke sige om min søster, råbte han optændt af harme og løb mod mig i mørket med sin MK-45 med påsat bajonet, men da var jeg for længst flygtet på en kamel. Næste morgen ved daggry stødte jeg på en FN-karavane og nogle NGO’er, der tog mig med til den nærmeste havn, hvor jeg fik passage på et skib til Nykøbing. Undervejs blev vi overfaldet af pirater i Biscayerbugten, men jeg drev dem på flugt med en kartoffelskræller, egenhændigt. Glemte jeg at sige, at jeg var læderhals i Jægerkorpset og blandt de bedste på mit hold?

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, og det er svært at tilpasse sig dagligdagen. Jeg synes ofte, folk ikke vil høre om mine oplevelser i Afghanistan, og jeg kan ofte føle mig usynlig. Jeg er begyndt at fixe og er ofte langt ude. Jeg mener fiske, og jeg må ofte langt ud på fjorden for at stange ål.

Nu håber jeg, at I lidt bedre kan forstå, hvad jeg og så mange andre danske besættelsestropper har gennemgået, mens I andre bare har siddet derhjemme og set fjernsyn og filtet navleuld og pillet hinanden i kussen, som om det hele bare var et spil, mens det for os alt for ofte har været dødelig virkelighed. Jeg er lykkelig for at være i live, og i dag forsøger jeg at skabe mig et nyt liv med almindelige værdier. Før var det hele lige meget, nu er det hele meget lige, i den forstand at man som verdensborger lærer at værdsætte og påskønne det flade, demokratiske, danske hierarki.
Tak.

Det er ikke altid nemt, lad der ikke herske nogen tvivl om det, men jeg har da mig selv og min samling udstoppede skrumpehoveder, jeg stryger over håret, når det falder mig lidt tungt.

Jeg tager det en dag ad gangen. Livet er en sær størrelse at have med at gøre, men det er det eneste, vi har, når alt kommer til alt. Så det er bare at klemme de sidste dråber glæde ud af det, dræne livets bæger og sige skål. Det var som det blev. Deri ligger der en stor accept.
Tak fordi I ville lytte til mig.
Farvel for nu.
Hej.
***