De vigtige første skridt

Jeg må belave mig på at redde mit ægteskab og få mit familieliv til at fungere. "Belave" er det et ord? Hvorfor jeg fortæller jer om det, ved jeg ikke. Nu vil jeg gå i Døgn-Netto og købe saltet fisk og Humboldt Shepherd's Pie.

Mågeslet

Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.

Året i glimt

Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

KØB MIN BOG

"Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vil få dig til at smile igen"

Alt originalt udstyr

Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

Fwd.

Jeg drømte at jeg gik på stranden med
Lars Bukdahl i hånden.
Hey Lars, sagde jeg, må jeg ikke låne din
Gamle Nick fra Trumf-serien?
Han lo under den bredskyggede hat.
Bagefter ristede vi pølser,
hans: kalkun, min: tofu.
Vi svømmede og dykkede mens hvalerne
sang.

Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Nyt & gammelt

Stod og ventede på at barberen åbnede i morges for at få trimmet skægget. Første gang under rigtig ragekniv. Spiste blæksprutter til frokost (luksuskonserves, nedsat til kr. 5, SuperBrugsen, 2009, udløbsdato 11/12, stod to somre i kolonihaven). Ville ønske jeg var syg, så jeg kunne ligge og se video hele dagen. Vågnede kl. 5.52 i morges af drømmen. Hulkede. Var liderlig.

Min nye umiddelbare stil

Jeg var nødt til at gemme mig ud på lokummet for at skrive sidste indlæg. Det er min og min datters hyggeaften alene.
Forårsrullerne brændte på (ikke afbildet).

Hvordan er Danmarks Radios kantine?

Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

Voksenalderen

Jeg gider godt gå ud at spise, men ikke hvis jeg skal have familien med. Det er simpelthen for dyrt. Jeg køber ind til mig selv i Irma, til frokost, men i Netto til dem.



Der var engang, jeg var ude hos min far, så siger jeg: – Hvad har du dér?
Han havde gemt småkager til sig selv nede i sofaen.
– Gi' mig dem!
UMF! ARGH!
– Gudsrost! Nej! Bente! Hjælp!
Knas! Knas! Ha!

To ord der ikke hører sammen: Gylle og køkken

Den her er sikkert berømt:


Bag Føtex på Amagerbrogade.

Jeg var henne for at tage et billede, mens han havde åbent, men han jog mig væk med en stegegaffel: - Kan du komme væk, din ironiker! sagde han.

Her er Gylle's i en udvidet, endnu mere trøstesløs kontekst:

Gensyn

Hende ukraineren med matroskasketten
sagde: - Haha, du er ikke hendes far, du er
hendes ven.
- Jeg er faktisk meget striks, sagde jeg.
Hendes egen far døde i Tjernobyl.

På vej op af trappen gik de ind i en urtehave
og røg noget urt. Middelaldermure,
munkebede. På toppen fik min datter en
ridetur. Tre gange rundt for en femmer. Han
havde glemt sin pose og måtte ned igen.

Fadøl, majskolber, tårntur,
kuglespilsturnering hvor konerne stod og
passede på taskerne og busser
fra hele landet.

Resten var nedtur, vi var 100 år om at finde
en restaurant og bagefter ved jeg ikke om
jeg skulle have givet. På vej op ad
rulletrappen så jeg i hans røde øjne. Jeg
kunne dårligt kende hans ansigt.

Arbejdsmiljørådet anbefaler:

Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

Skudt i gang

Årets hippiekulturbegivenhed i udlandet er startet uden mig. Jeg var ikke velkommen. Ikke at jeg havde regnet med at blive inviteret tilbage sidste år, og jeg kunne heller ikke se hvorfor. Men alle andre var inviteret igen i år undtagen mig og Michael.*) Jeg er skidemisundelig. Og så tænker jeg efter: Hvad ville jeg egentlig få ud af at tage med? Intet kunstnerisk, men to varme semi-gourmetmåltider om dagen og en historie at fortælle. Satans også. Jeg er ikke en festlig type nok, men bare et indadvendt nørklehoved. Her kunne jeg tæve lidt mere på mig selv, hvis jeg gad...



*) Sultanen sagde udtrykkeligt: – Vi vil ikke have Gudsrost og Michael med. Det sagde kuratoren. Hvad sagde han det for? Paladsintriger. Den kommunale kulturformidler er på min side – tror jeg, eller også er hun bare den eneste, der svarer – men hvad kan hun gøre? Stærk som okse er hun, sunde tænder. Havde feriebilleder af sig selv i bikini mellem billederne fra sin bogreception.

Det kan lære mig ikke at sove længe

Jeg havde en drøm, hvor jeg gik rundt og skreg ad min kone, fordi jeg ikke kunne finde peanutbutter'en, og hun havde rykket rundt på det hele igen.

Dét er overskud, del VII

Jeg glemte at æde min kanelsnegl før nu kl. 21.18.

Udsat

Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?

Ingen frokoster længere

Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?