Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Nedfald

I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

Hvordan kommer man gennem den?

Hvad fanden tænker børnene ikke, når jeg allerede om morgenen siger til min kone: – Nu gider jeg ikke tale mere til dig.

Sandheden er, at jeg er ked af det, og jeg synes, hun er skideskrap. At tale med hende gør det kun værre. Det handler om, at jeg ikke kan tale med hende.

Så skal jeg gå med mine bulnende øjne og se sørgelig ud hele dagen.

Privation

Jeg lagde mig under sengen, men der er ikke plads, den er for lav, så jeg lå bag ved sengen med den ene arm og ben indenunder. Den eneste, jeg har lyst til at se nu, tænkte jeg, er min lille datter. Lidt efter kom hun ind, men hun havde desværre sin mor med.

– Du mener det ikke, vel? sagde hun

– Ikke noget ondt, sagde jeg og fik en lang krammer, før hun gik i skole.



Det stakkels lille barn, hun har ikke fortjent at blive såret.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Før jeg overhovedet er ude af sengen

- Nu kan jeg mærke, det er nok, sagde min kone. - Det kan godt være, du selv synes, det der er sjovt med alle dine fantasifulde indfald, men jeg er ved at få hovedpine. Sådan er det bare.

– Ja, det er jo også bare vittigheder, jeg selv finder på, siger jeg. - Lad os holde os til prosaisk hverdag.

- Nej, altså, siger hun ude fra køkkenet. - Hvorfor skal du tage alting så personligt?

Nu er jeg ved at få hovedpine.

I guder.

Jeg har en overaktiv hjerne, og det er også derfor, jeg vågner for tidligt om morgenen.*) Og jeg hader at få at vide, at jeg skal holde min kæft. Vær den stærke, tavse type, Gudsrost, eller blæs din hjerne ud. Så kan vi se, hvor overaktiv den er.

*) Af flystyrtdrømme

Gary Panter tilbyder åbenbart at lave tegninger til folk, hvis de sender ham tre ord at tegne efter og nogle penge. Det er en meget god ide.

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv

Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.

*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.

Heldigvis var vandet behageligt varmt

Jeg har været oppe siden kl. 5 med mareridt om, hvor elendigt mit liv er: først festede jeg med idioterne fra min gymnasieklasse, så væltede jeg om i bølgerne med nogle kendte kunstnere, mens jeg holdt mit ølkrus så højt, jeg kunne, og skoddede min cigaret mod havbunden. Jeg reddede den ikke fra skvulp, øllen.
– Men det er sguda irriterende, at min tegnebog blev våd. Nu er alle mine kvitteringer klistret sammen indeni.

Hvad var den drøm? tænkte jeg. Åh nej, det var min livshistorie.

Heldigvis har jeg mine børn, tænkte jeg. De gider altid godt tale med mig.

Jeg står i en brydningstid, og jeg har ingen holdepunkter, og jeg bliver igen og igen mindet om de fejl og dårlige beslutninger, der førte mig til, hvor jeg er nu. Dvs. ingen steder. Nede i bunden af hullet i nullet.

Mandag murren

***
Jeg kom igennem weekenden, men også kun lige med nød og næppe, nu glæder jeg mig til at komme på arbejde og holde fri.

Jeg overvejer at hyre folk til at renovere mit hjem i stedet for at forsøge at gøre det selv, og det dårligt, og bruge tiden på at arbejde i stedet for. Det passer mig som regel godt at betale mig fra noget. Hvem har fundet på det med, at det er godt at gøre det selv?

I dag sagde jeg til min kone: – Hvis du bruger malertape, kan du få en lige kant.
– Ikke hvis jeg sætter det skævt op.

I kan selv forestille jer resten. Det var en lang og nedslående morgen. Sov over os. Igen. Jeg er deprimeret og overvejer selvmord.
***

Lortemorgen XXXVII

***
Jeg står og børster min datters hår, og hun begynder at græde. Hun har ikke fået det børstet i fire dage. Vi skal skynde os i skole.
Så siger min kone: – Kan du ikke forstå, at når hun græder, er det fordi, det gør ondt?
– FUCKIT! råber jeg og smider børsten ned i gulvet, så den går i stykker. – Kan du ikke bare blande dig udenom? Ja, jeg er så ond. Far er ond!
– Åh, du har bare så ondt af dig selv. Det er bare så synd for dig!
– GODDAM FUCKIT!


Udsnit af anonym børnetegning, der lå og flød.
***

Den svære kærlighed

***

– “Åh nej,” sagde jeg næste morgen, “du har jo skæg og en penis!"

Mindre bump på samtalens vej forårsager sammenstød over morgenteen

***
Min kone i badekåbe, jeg på vej til arbejde

Jeg havde en udmærket samtale med min hustru i morges om den freudianske psykoanalyses rødder i den romantiske gren af europæisk filosofihistorie (min tese) (rødder i en gren?), men efter en mindre krølle grundet misforstået udtale endte samtalen desværre i denne bemærkning:

Du har så travlt med dig selv, og hvad du synes er sjovt, men det er kun dumt og irriterende,

som jeg straks skyndte mig ud og skrev ned, så det hele ikke var spildt.

Så det er godt, jeg har denne blogs, hvor jeg kan have travlt med alt det, jeg synes er sjovt, men som kun er dumt og irriterende. Forstår I?
***

En verden åbner sig

***
Jeg så på min kones øjne i morges og tænkte: Jeg må finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på andre mennesker.

Men så krævede hun noget af mig, og vi begyndte at skændes og råbe:
– Jeg kender dig.
– Du skal ikke psykologisere mig.

(Jeg lå under dynen og pruttede af ophidselse.
– Her lugter af lort, sagde hun og gik ned i fitness.)

(Lidt efter kom min svigerinde uanmeldt ind fra provinsen.)

Alligevel har jeg dog ikke tænkt mig at opgive mit projekt. Fra nu af læner jeg mig tilbage, lytter og ser, hvad der sker, lige meget hvor kedeligt og bittert det er. Jeg må ikke bare opfatte andre mennesker som de voksne i Peanuts – abstrakte horn: wah, wah, wah, som menneskesnak for hunde (se fig. t.h.) – noget, der skal overstås, før jeg selv kan begynde at tale igen.
***

Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.

BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)

Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE

Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG

Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE

Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG

Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?

(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE

Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)

***

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

Aldrig et venligt ord

***
Fucking lortemorgen. Mit humør er skudt i sænk, det lidt jeg havde.

For at få fem minutter til at gå, før Netto åbnede, smurte jeg min rustne kæde og sprayede ulækker olie op på min modebrille (da dysen røg af og skulle på igen).

Jeg mødtes med en gammel skolekammerat, der sagde til sidst om sin kone: – Hvorfor skal hun altid være så sur?

Sådan er det også hjemme hos mig. Er det PMS-spøgelset, der flaprer?

Jeg har ikke brug for alt det lort, og hvad jeg har brug for, får jeg ikke.

Alt, jeg gør i dag, er mod min vilje.
***

Etikettekonflikt – hvilken hilsen er bedst?

***
I skal ikke regne med noget fra mig i dag. Jeg kan ikke se komikken.

Her er dramaet: Jeg skriver i min datters kontaktbog og siger: – Jeg må hellere lade være med at skrive "kærlig hilsen", for så siger mor, at det må man ikke. Det er jo ikke et kærlighedsbrev.

Hun har den her kæphest med, at man ikke må skrive "kærlig hilsen", fordi det er uprofessionelt, hvilket jeg synes er lidt sjovt, når man gerne må skrive "kære" om personen, man skriver til.

– Er det noget, du har lært på kursus? siger jeg.
– Og hvad så om det er? Gør det det værre? siger hun.
– Du er så ortodoks med det, siger jeg. Selv ser jeg på det mere kontekstorienteret.
– Hov, nu kom jeg vist til at træde ind på dit territorium, siger hun. – Og det må man ikke.
– Hold dog op med at sprede din gift. Tag og skrid! råber jeg, indtil hun går.

Jeg fortryder, at jeg har smurt hende en madpakke. Jeg har lyst til at tage den tilbage. Børnene sidder ved morgenbordet endnu hhv. og græder og hader sig selv.

*

– Hva’, kom jeg til at trykke på en af dine 10.000 knapper? Kunne være du skulle lave et katalog.
– Jeg tror vist snarere jeg er kommet til at trykke på en af dine knapper.
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider i stedet for at ødelægge alles humør? Ødelægge mit gode humør, den lille smule jeg har tilbage. Tag dog og gå din vej.



Det er så anstrengende. Hvis det ikke virker specielt lykkeligt det her, er det ikke tilfældigt.
***

Ormstukken

***
Hver dag, man ikke vågner med smerte i kroppen, er en god dag, siger de gamle.
Men hvad med min udhulede personlighed, mit ormædte sind?

Jeg er syg, syg dybt ind i sjælen.
Og jeg trænger til kærlighed.
***

Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***

Tanghavets fange

***
Her havde jeg lige en god dag i går, og så fik jeg i morges et anfald af dårlige nerver lige nede på gaden. Jeg stod bare og samtalede med Dr. TB, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at jeg pludselig blev fanget i mit indre gitterværk. Det var meget ubehageligt at stå dér og ruske. Så jeg skyndte mig hjem og lavede åndedrætsøvelser og armbøjninger.

Da jeg kom ind på mit værksted opslugt af disse mørke tanker, faldt min loftsventilator ned, da jeg tændte for den. Næste gang hænger jeg den op i andet end en stump ledning. Det er anden gang det sker. Der røg fire pærer og lampetteskærme.


Note: Siden her er lutter pulpforsider med blæksprutter!

***