Lårtykt

I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.

Lang weekend

– Hvor er jeg dog dorsk, sagde jeg til min kone.
– Sådan har du altid været, sagde hun.
– Jeg gider ikke lave noget.

Jeg gider virkelig ikke lave noget.


Nydeligt foto, jeg har knipset.

Vi har det bedst, når der ikke er noget, vi skal.

Den har ligget i min taske i en uge

Nu har jeg skrevet en seddel med ALT det, jeg skal, og jeg har ikke kigget på den siden.

Låget tætner

I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.

Forholdsmæssigt

Jeg kommer hjem og er ked af det som sædvanlig, og min kone ligger og griner ad David Letterman på computeren.

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

Faktisk ja

***

– Åh nej, nu har jeg igen spildt min dag!
***

Skudt skat II – lad mig uddybe

***
Jeg følte mig eddermame utjekket ved at sidde (i går, 1. juli) sidste dag og ikke have lavet min selvangivelse endnu, og når jeg så endelig tjekker ind på skat.dk for at se, om min digitalsignatur overhovedet virker, mens jeg gennemgår plan A, plan B til Y i mit hoved, står der, at afleveringsfristen er blevet skubbet til søndag d. 5. juli. Fint, tænker jeg lettet, jeg har masser af tid, jeg laver den på lørdag, nej, fredag, for så kan jeg nå at ringe ind, hvis der er noget.
Ta-da!

Det eneste, jeg lærer af det her, er, at sådan er jeg altid. Det ligger der vel en slags accept af sig selv i, vil jeg mene, og det er jo positivt. Så noget godt kommer der ud af det. Ta-da!
***

Skudt skat

***
Sidste dag at aflevere sin selvangivelse i dag, så i stedet for lavede jeg forårsrengøring og tog tæpperne ud og rensede dem og sådan noget. Da jeg endelig loggede ind, stod der heldigvis, at deadlinen er blevet skubbet til d. 5. pga. tekniske vanskeligheder. Jeg laver den på fredag.

– Vil I høre, hvor fjollet jeres far er? sagde jeg til børnene og forklarede dem, hvad det var, jeg lavede, altså overspring.
– Det kender jeg godt, sagde min ældste datter.
– Det vil jeg ikke have, sagde jeg. – Vær ikke som mig. Som man siger: Du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger.

Hvordan skal jeg nogensinde få lavet noget, når jeg skal passe børn, og min kone arbejder og nu tager til Roskilde?

Jeg var ude at bade i dag for første gang i år. Det var delvis en pinsel, som hvert år.
***

Jeg er gladere, når vi ikke er sammen

***
I går sad jeg under hele middagen og undgik øjenkontakt med dig. Børnene sad bag hver deres tegneserie som stereotype ægtemænd. Ingen sagde noget. – Ræk mig saltet, var så langt som det blev. I morges da jeg kiggede på dig på langs af lejligheden, i dens fulde nord/syd-akse, så du væk.



Jeg vil spørge, hvordan du har det, tænkte jeg. Hvordan har jeg det selv, kan du så spørge. Og så opdagede jeg, at jeg ikke er skrap eller sur, men skideked af det.

Jeg aner ikke, hvordan du har det. Det er ikke sikkert, at det har noget at gøre med mig, hvordan du har det. Men det påvirker mig. Du lukker dig inde i dig selv, og jeg aner ikke, hvad der foregår. Jeg føler mig dum og åndssvag og uelsket.
Som sædvanlig.

Jeg må sætte mig for at finde ud af, hvad det er med dig, for det er ikke sikkert, at dit problem er mig.


***

Det holder aldrig op

***
Du driver mig til vanvid, men jeg kan ikke lade være med at elske dig. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg kommer kravlende.
Igen.


Er der ikke lidt rigeligt billeder af skosåler her på bloggen?
***

Hun skulle bare vide

***
Der udspillede sig følgende scene i mit hjem i dag:

Jeg begyndte at brokke mig over det sædvanlige – "Hvorfor kan de aldrig lave ordentlige accenter i danske tegnefilm? De har kun én slags: cirkusaccenten: 'Stur nummer! Jarj skarl vise darj!' De kan ikke engang lave en svensk accent eller bare en bornholmer" osv. – da jeg greb mig selv i det.

– Men fare for at gentage mig selv, sagde jeg til min kone gennem mange år, – jeg gentager vist mig selv.
– Ja, sagde hun. – Jeg skrev engang et digt om alt dit brok, der hed "Gylp".
– "Gylp", som i bukserne? spurgte jeg.
– Nej. "Gylp" som i dit brok.
– Jeg vidste ikke, du skrev digte.
– Der er meget, du ikke ved om mig, sagde hun.

Og så sagde hun:
– Hvorfor tager du ikke og skriver alt dit brok ned og udgiver det?
– Det har jeg også tænkt på.

(...)

– Hed det "Gylp", fordi du godt kan lide det, der ligger bag gylpen?
– Haha.


Morale: Det gode ved at skrive sit brok ned er, at man så slipper for at sige de samme ting hele tiden.
***

Min oplevelse

Jeg har ikke så mange ting at sige. Til gengæld siger jeg dem om og igen.

Samme gamle

Hvordan kan jeg sidde til kl. 13.30 og lave ingenting? Hvordan skal jeg nogensinde få mit store gennembrud på den måde?
Problemet er, at jeg ikke gider lave noget før, og når jeg endelig er kommet i gang, skal jeg hjem til børnene. De kære små. Jeg er dog en doven las.
Dagene glider ind i hinanden, og snart skal jeg sikkert arbejde igen. Så kan jeg brokke mig over det. I det mindste har jeg så noget at stemme imod.

Gid jeg havde en chokoladekage.

Når jeg ikke har noget at lave, laver jeg virkelig ikke noget.
Jeg har ingen fremdrift.
Jeg kan kun hyle mod vinden.

Kan jeg være bekendt at udgive det her banale gejl? Det lyder som noget, jeg har sagt 1000 gange før.
Intet forandrer sig.
Mit navn er stasis. Og det har ikke noget med Østtyskland at gøre, haha.

Hvis jeg havde alle mulighederne, ville jeg så gøre noget ved noget? Det er ikke godt at vide.
Jeg sukker og lukker.

Eksistentiel tremmerusken

Jeg bliver sindssyg af arbejde. Jeg troede, jeg kunne se enden på det, men nu trækker det ud, og der kommer mere oveni. Jeg har været ikke-ulykkelig et stykke tid, men nu begynder de bekendte kvælningsfantasier at vende tilbage, tanken om det uendelige arbejde der ikke fører til andet end mere af det samme, de forsmåede ambitioner der vækker mig om morgenen – choking on my own ambition.

Jeg kan ikke se nogen ende på det. Jeg når aldrig frem til det, jeg godt vil. Jeg er også bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der hellere vil være kunstner, men ikke kan give slip på pengene.

Jeg er en idiot fanget i mit eget fængsel.


I morges: Endnu en drøm hvor jeg reder mit hår af i store totter.

Smøger i smug (4)

Det er det samme, hver gang jeg holder op med ikke at ryge. Først nyder jeg friheden: Haha, her sidder jeg og ryger. Så får jeg dårlig samvittighed og til sidst hader jeg mig selv for ikke bare at lade være. Jeg er nu allerede i fase 3.
Jeg tager herud på mit værksted, og det eneste jeg har lyst til er at ryge. Jeg kan ikke engang spise, fordi min mave snører sig sammen. Og hvis jeg spiser, kan jeg ikke spise hurtigt nok for at komme til at ryge.
Det er for latterligt, jeg går ikke engang ind for rygning. Tværtimod. Jeg er for totalt landsdækkende rygningsforbud. Hvis der ikke er nogen, der ryger, behøver man ikke tænke på det.

Tommy Tumor malet af R.K. Sloane, den populære kultmaler

Sidste øjebliks slask

Jeg er depri over ikke at have drevet det til noget i mit liv. Nu sidder jeg igen og er panisk med noget i sidste øjeblik. Alt er kaos, det hele flyder, jeg har ikke styr på en skid og måske er det hele slet ikke besværet værd.
Jeg har noget lort, jeg skal have ud af døren i morgen, og det er ikke rigtigt tørt endnu. Okay, jeg løser det på snedig vis, men jeg er ikke effektiv længere.
Det var sjovt at have en grund til at gøre noget færdigt, nu glæder jeg mig bare til det er overstået.
(Jeg er bevidst obskur her for ikke at afsløre min hemmelige identitet.)

Pive kan jeg, men gøre noget ved det, det er straks en anden sag.

Nu kan jeg ikke holde op igen (smøger i smug II)

Skrevet i mørke

Jeg plejede at prise mig lykkelig for, at om ikke andet så sidder jeg da ikke og ryger. Og hvad gør jeg nu? Sidder og ryger. Jeg kan slet ikke vente med at komme herud og sidde og ryge. Mit rum stinker ad helvede til. Jeg er begyndt at brænde røgelse af for at kamuflere det. Røgelse!

Når jeg kommer hjem, og mine søde børn løber ud og omfavner mig (i hvert fald en af dem, hende der ikke sidder med næsen i en tegneserie), er jeg bange for, at de skal kunne lugte det på mig. Jeg er bange for at kysse min kone.
Jeg ved, hun kan lugte det på mig.
Alle jeg kender har kræft.

'Spredt fægtning' er vist flosklen, Hr. 'Tusindkunstner'

Da jeg var lille, ville jeg være forfatter, så ville jeg lave tegneserier, så ville jeg være kunstner. Nu ved jeg ikke, hvad jeg vil være. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at være det, jeg er (altså mit arbejde).

Min datter spurgte, hvad jeg helst kunne tænke mig at lave, hvis jeg selv skulle bestemme, og jeg kunne ikke engang svare hende.

Jeg flagrer rundt i alle retninger. Liniemønstret i min hånd tyder på sindssyge. Jeg laver aldrig noget færdigt.

Denne uge troede jeg, at jeg skulle til noget andet end det jeg plejer, altså lave noget selvmotiveret, men jeg har ingenting lavet. Jeg har spændt 28 lærreder op som overspringshandling, men ikke malet en streg. Det føles som en stakket frist. Mine klienter er begyndt at ringe. De kommer efter mig med ”timelines”.