Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

Bare noget andet

Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.

2024 - Lad festen begynde

2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.

Hvad er det hele i grunden værd?

Det hele er pinligt, når det kommer til stykket. Pinligt, pinligt, pinligt alt det mandejammer her.

Jeg havde tænkt mig at lade bloggen her stå til evig tid, så jeg rigtigt kunne fremstå som en original stemme i tiden med stor udtrykskraft og fylde, men når jeg læser noget, jeg har skrevet, er det bare pinligt.
Ynkeligt.
Og jammerligt.

Krysteragtigt og slapt.

Er der ikke et liv, der skal leves?
Hvad tænker jeg på?

På vippen

Jeg er i tvivl om det er en god ide, det her bloggeri, med at fyre en masse gejl af om mig selv. På den ene side vil jeg gerne anerkendes som en original stemme i tiden, på den anden side ved jeg ikke om mine raslende tankeperler og peristaltiske bevægelser rager nogen.

Jeg tør ikke engang give flere oplysninger om mig selv for ikke for let at blive genkendt, for at min demografiske baggrund ikke skal afsløre mig. Det er jo et lille land ad helvede til.

I dag*) tilmeldte jeg mig blogbot.dk, men hev straks min tilmelding ud igen. Det var lidt ligesom uventet at dukke op i et chatrum.
Lammet af præstationsangst som jeg er, tænkte jeg, at jeg først måtte ændre skabelonen på min blog, så den bliver mere tjekket. Jeg vil have et billede og tekst sammen øverst på siden, ligesom andre mennesker. **) ***)

Jeg er jo ikke en af disse personer, der vender vrangen ud på sig selv, samtidig er jeg ret så skide ligeglad. Jeg vil bare ikke have min kone ser jeg skriver om hende og os. Navnlig når jeg tænker på hvad jeg har liggende i arkivet af nedladenheder og smædeskrifter, der blot venter på at blive posteret på en sløv nyhedsdag.
Det er heller ikke så fedt at brokke sig over sit arbejde i fuld offentlighed, selv eller navnlig ikke når det er løsarbejde.

Sådan er jeg: Halvt inde, halvt ude, med et ben på dokken og et i båden, med den ene fod i graven og den anden på en bananskræl, skrævende over Atlanten, med begge ben solidt plantet i den danske muld og næsen i den amerikanske ozon.

*) Det vil sige i forgårs.
**) Jeg følte med andre ord, at jeg burde klæde mig på, jeg kunne ikke stå der nøgen.
***) Jeg har ikke fået det gjort endnu.