Samlivet overgår døden

Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.

Min seksuelle fantasi

Min seksuelle fantasi er at stå øverst i en trappeopgang og sperme ud over gelænderet og ned i øjet på en, der står nede i stuen ved postkasserne. Hvis jeg ikke rammer første gang, vil jeg have lov til at gøre det om.

Skudt skat

***
Sidste dag at aflevere sin selvangivelse i dag, så i stedet for lavede jeg forårsrengøring og tog tæpperne ud og rensede dem og sådan noget. Da jeg endelig loggede ind, stod der heldigvis, at deadlinen er blevet skubbet til d. 5. pga. tekniske vanskeligheder. Jeg laver den på fredag.

– Vil I høre, hvor fjollet jeres far er? sagde jeg til børnene og forklarede dem, hvad det var, jeg lavede, altså overspring.
– Det kender jeg godt, sagde min ældste datter.
– Det vil jeg ikke have, sagde jeg. – Vær ikke som mig. Som man siger: Du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger.

Hvordan skal jeg nogensinde få lavet noget, når jeg skal passe børn, og min kone arbejder og nu tager til Roskilde?

Jeg var ude at bade i dag for første gang i år. Det var delvis en pinsel, som hvert år.
***

Nybrud

***
For første gang i mit liv har jeg sendt et manuskript til en forlægger. Jeg svedte, jeg var helt svimmel. Jeg printede forsiden ud tre gange, fordi der var fugtige tommelmærker på den. Måske skulle jeg have brugt bedre papir i stedet for det Netto-lort. Det tog mig fire uger bare at skrive følgebrevet, det er ikke engang løgn.

Det var kun, fordi jeg havde stålsat mig aftenen før og gennemgået de nødvendige handlinger 100 gange i hovedet som en astronaut i simulatoren, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Posthuset stod i tåge, jeg var som en robot: – Et. Frimærke. Tak.

Og på vejen hjem følte jeg mig ikke spor anderledes.

Det er radikalt revolutionært for mig overhovedet at få noget ud af døren.


***

Indre blitz

***
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.

Verden ligger for mine fødder.



Det er ikke noget nyt formsprog faktisk, men mit gode, gamle formsprog, jeg fik en smag af først, da jeg begyndte at male for (gisp, støn) snart 20 år siden (jeg kan ikke tro det, hvor er al den tid blevet af? Hvorfor er jeg ikke rig og berømt? Hvorfor har jeg intet at vise for mine anstrengelser eller mangel på samme? Min ufuldbyrdelse er frygtindgydende. Hvor er jeg dog en fæl fiasko. Jeg har virkelig ikke meget håb for mig selv. Hvor har jeg dog ødet bort mit lille liv på det skamløseste), men aldrig førte ordentligt ud i livet, fulgte ordentligt op på, forfulgte ordentligt, kom ordentligt efter, fordi det krævede for meget arbejde (er det virkelig dét?) eller fordi der kom noget andet i vejen.

Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.

Har jeg virkelig sagt det? Hvad betyder det? Jeg tror, jeg mener, at det er bedre at lave sin kunst så kunstnerisk som muligt, hvis man vil sælge. Er det et paradoks? Hvis man prøver at være kommerciel, er det mindre kunstnerisk. Er dét det samme? Det er nok den fejl, jeg har gjort.


PS Eller også er det bare noget borgerligt lort, jeg har gang i.


Konklusion: Pas på med at spørge en kunstner om hans kunst – han bliver ved og ved.


*) "… Fairey reverses a revolution achieved by Warhol, along with Roy Lichtenstein. He embraces a trend in what the critic Dave Hickey has called ‘pop masquerading as art, as opposed to art masquerading as pop.’"
(Kilde)
***

Jeg er en geek i Adonis-skikkelse

***
Pigen, der tog min mødom, sagde: – Du ser så sød ud, [mit navn], men når du åbner munden, kommer der sådan nogen frygtelige ting ud.

Min kone fortalte mig en historie på vores bryllupsdag.*) Hun sagde: – Hvis du vidste, hvor mange kvinder, jeg har set til fester, hvis øjne lyser op ved synet af dig...

– Hvorfor sagde du aldrig noget om det til mig?

– ...og så går de over og snakker med dig og bliver paf – jeg ved ikke hvad det er, du siger, der er noget, de ikke forstår – og bagefter kommer de til mig og siger: "Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde ud at leve med ham".

– Jeg er en geek fanget i en Adonis-krop.

– Adonis-ansigt.

– Jeg har overvejet at gå til body-sculpting.

– Ja, gør det.

– Men jeg tror, man skal være indebrændt med noget, noget man skal have ud. Hvis man var på heroinafvænning f.eks., ligesom Iggy.

Hun blev sur på mig, fordi jeg sagde, at jeg blev liderlig af at få massage, på vores bryllupsdag.

Jeg er ikke blevet masseret siden 2002.

– Jeg går hjem, sagde hun og gik fem skridt væk.

Så stod vi dér og frøs.

– Bestem dig, sagde jeg. – Går du eller bliver du? Jeg gider ikke stå her og skændes.

Så gik hun. Men lidt efter kom hun tilbage. Man skal aldrig sige til nogen, at de skal gå.


*) Anniversary ikke wedding day.
***

Hvad virker ellers? – Nede i kælderen

***
Når man ryger hash, kan man tænke på ting som: Hvordan bliver man påvirket af at spise en tomat? Man må formode, at alle slags urter kan påvirke en, når man mærker, hvor hårdt et lokum kan slå.

Jeg kom til at tænke på dét, fordi de råbte WAAAYYH! i lejligheden over cykelkælderen og hørte Hodja fra Pjort. På vej op så jeg ham med gedeskægget danse rundt med en krukke på hovedet.

– Det lignede en hashbule, sagde min kone.

Jeg formoder, de var midt i det første sus.

*

I går kom min datter ned med sin cykel, mens jeg stod nede i cykelkælderen.

– Jeg kunne høre, det var dig, der var hernede, fordi du bøvsede, sagde hun.

Hun kunne kende mig på bøvsen.

Det er første gang, jeg møder et andet menneske dernede.
***

Helgomand

***
Jeg har talt med to kvinder i dag (hverken mere eller mindre, når man ikke regner familien med), der begge er blevet medlem af Helgoland Badeanstalt (der ikke er helt færdigbygget endnu, så man kan vade lige ind hos damerne).
Hvad er oddsene?
Den første gav mig en flaske vin, den anden gav mig en løgsuppeopskrift, og jeg har ikke engang fødselsdag.

Jeg var også engang vinterbader, i hvert fald indtil november da de pillede badebroen ned, og jeg havde altså tænkt mig at vade ud. Hurtigt ned og så lige så hurtigt op og mærke blodet tæske rundt i kroppen og blæse alle toksiner og antistoffer mod skjoldbruskkirtlen direkte ud af alle porer med vinden og sluden piskende mod kroppen. Så føler man rigtigt man lever.
Jeg havde ikke en sygedag hele den vinter.
Dagen efter de tog badebroen ned, begyndte jeg at ryge.
***

Udfritning over spaghetti med rød sovs – et kammerspil ved spisetid

Min datter spurgte mig: – Far, har du prøvet at ryge hash?

Det var lidt pinligt. Vi sad ved middagsbordet, og en af hendes lillesøsters små veninder spiste med, og min kone var der ikke til at aflede.

– Ja, sagde jeg skamfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi det gjorde alle de andre.
– Ha, sagde hun.



– Ved du ikke, at det er ulovligt.
– Jo.

– Jamen, hvorfor gjorde du det? spurgte hun igen.
– Fordi jeg ville være stor, sagde jeg.
– Pff, hvor barnligt af dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, det var gruppepres



– Hvornår røg du?
– Hvad mener du?
– Hvornår røg du hash første gang?
– Øh, da jeg var 16, tror jeg.

– Har du gjort det mere end én gang?
– Ja.
– Har du røget sammen med mor, mens I ligger i sengen uden tøj på? spurgte hendes lillesøster. *)
– Nej, det tror jeg faktisk aldrig jeg har.

*) Reddet af gong-gong'en. Jeg kunne jo dårligt sige 300.

De ville vide, hvordan det virkede, og så sagde jeg: – Det er ligesom i Tenacious D-filmen.
– Du sad og kiggede børne-tv?
– Det er der masser af folk, der har gjort, sagde jeg. – Jeg har set folk ryge hash og sidde og kigge Bamse & Kylling.
– Har du gjort dét?
– Nej, det har jeg dog aldrig gjort.

Der må være grænser



Min datter kom i sin tid hjem med en sang fra 1. klasse (synges til melodi af Krumme-sangen – Det er så svært at være 11 år...):

Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.

Revner i fortovet

Den her fortovsflise ligner en tyk dame i en lille bikini. (Det tænker jeg hver dag, når jeg går forbi, og nu har jeg fotograferet den.)



Aaron Siskind fotograferede en masse revner i fortovet. (Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde nogen af de billeder, men her er noget lignende af ham: to vægge og en vej)


Min far fortalte, at første gang han røg noget pot, stod han og kiggede på revnerne i fortovet hele vejen hjem.
Det er han sikkert ikke den første, der har gjort (jeg tror, David Bowie har beskrevet en lignende oplevelse).

Min bror, da han røg mest hash, sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi prøvede at ryge sammen med min far. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg aldrig fortrudt, vi ikke gjorde.

Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)



PS Irving Penn tog en serie billeder af asfalten for sine fødder, Underfoot.

Sydlandske skikke

Jeg så noget, jeg aldrig har set før: Dommeren kyssede en af spillerne efter kampen
(Athletic Bilbao – Barcelona 1-1, 27. jan. 2007).

Rendt på

Jeg mødte en fyr i går, jeg ikke har set i mindst 20 år. Han boede hjemme på vejen, nu bor han også her i kommunen. Jeg kan meget godt lide ham, han var altid hittepåsom, men jeg kunne ikke lide dengang, han satte sig oven på mig og spyttede mig ind i munden. Det er heldigvis kun sket én gang i mit liv.

*

Der er nu kun 2 separationsgrader mellem mig og Prinsesse Alexandra, den nette lille pakke.

Ét navn er nok

Jeg har gjort noget, jeg aldrig troede, jeg ville gøre: Jeg har købt Lene Hansson-produkter, (til dels fordi jeg ikke vidste sådanne eksisterede, men mest) fordi de var på udsalg til kr. 5 i Brugsen.

Hvad er det med de udsendelser (Du er hvad du spiser), hvor mange gange skal de nævne hendes navn?: Lene Hansson, Lene Hansson, Lene Hansson. Hun hedder aldrig bare sit fornavn.

Der er nogen mennesker, der altid bliver nævnt ved begge deres navne eller sågar med mellemnavnsinitial, også selvom alle andre kun nævnes ved ét navn. Hvor irriterende!

Fremtiden i dag

Jeg så noget i går, jeg ikke havde set før, men vidste måtte komme: En hel CD-samling smidt ud i skraldet. Lad gå, det var ikke særligt gode CD’er (Backstreet Boys og lign.), og halvdelen var hjemmebrændte, men der var da en Per Stig Møller, jeg kan give J. Per, Jay Z: Hard Knock Life (med samplet fra Annie), soundtracket fra Blade og en AC/DC. En 50 stk. i alt. Den nye tid er over os.

NB! Husk, gode samfundsborgere, at CD-æsken skal til genbrug!

(Modelfoto)

Uhørt

I morges stod jeg op kl. 8 og tog ud at løbe. Det har jeg aldrig gjort før.

Jeg har stået op kl. 8 og jeg har været ud at løbe før, selvfølgelig, men aldrig samtidig.

Første gang

Den første gang, jeg overhovedet mødte min kone og fulgte hende med hjem til mig fra en fest, sagde hun: - Er du altid så negativ?
- Negativ, positiv, sagde jeg. Hvad betyder det nu om dage? Hvis du får en AIDS-test, og den er positiv, er det negativt. Hvis den er negativ, er det positivt. Det betyder ingenting.

(Det var på Vesterbrogade i senfirserne.)