Folk snakker, forfatteren lytter – et Preben causeri

Jeg skal ikke kunne sige det, men det virker som om, mange af Storm P.'s vittigheder er noget, han har overhørt, eller noget, han forestiller sig, man kunne sige. Det er ikke tale om deciderede gags, meget af det. Der stod et sted, at folk kom op til ham, når han gik tur i Frederiksberg Have, og fortalte ham morsomheder. Mange af tegningerne/Fluerne og Peter & Ping forestiller bare folk, der står og taler sammen.

På den måde er han ligesom Harvey Pekar, hvis serier også bare er hans indre monolog, eller hvordan folk står og taler sammen på gaden. Det giver sagerne en virkelighedsdimension, som jeg godt kan lide. Hæver humoren over klichéerne eller nyhederne.

Gustav Wied skrev i sin erindringsbog, at han, efter han var flyttet til København og ikke kendte nogen og ikke havde nogen penge, plejede at sætte sig ned i Frederiksberg Have og tale med de gamle og lytte til deres historier. Det tror jeg, man kan få en masse ud af, hvis man er sådan anlagt.

Man skal bare antage reporterens perspektiv. Som Seinfeld sagde, lege at man har sit eget talkshow og stille gæsterne spørgsmål for at få tiden til at gå, når man er til cocktailparty.

Men det skal selvfølgelig helst være sjovt.

Min kone tror mig ikke, men jeg er faktisk meget god til denne teknik (med at lytte til folks historier), ulig hende, der altid bare snakker om sig selv og bebrejder mig, at jeg ikke lytter – kan I se dynamækken? (Sådan er det med smukke kvinder: de er vant til et taknemmeligt publikum.)

Eksempel: Jeg talte med en kirkesanger, der synger ved begravelser. Det sørgeligste er ikke de små kister, sagde han, det sørgeligste er, når ingen kommer, når nogen er død i sin lejlighed, og det ikke bliver opdaget før tre måneder efter, når det begynder at dryppe fra underboens loft. Men han synger alligevel, selvom der ikke er andre end ham og den døde.

Og så måtte jeg lære ham, hvordan man bøffer smøger af folk: – Du er nødt til at lave et lille nummer, give en lille song & dance.

– Det er sandt, sagde han og knipsede bittert. Han havde ikke fået, hvor jeg fik. – Der hører en teknik til det her, sagde jeg og inhalerede dybt af den afbrækkede filterende.

Jeg spildte en halv fad ud over mig selv, men det gjorde ikke noget, for det var en lun aften, og familien var på landet. Min sidste flig af frihed, før alverden ramlede ned.



II
Jeg ved ikke, om folk er blevet dårlige til at høre efter, det kan godt værre, men folk er helt sikkert blevet dårligere til at tale. Konversationens ædle kunst, er den helt død? Jeg bilder mig ind, at folk var mere veltalende i gamle dage, fordi de fik deres sprog fra bøger, ikke tv. (Folk, der snakker om, hvad de har set på tv, skulle skydes, undtagen hvis de er medieanalytikere som mig.) Se f.eks. denne sætning fra "De tre Musketerer", en af verdens mest populære bøger:

Uheldigvis er han bedre til Bens end sin Herre, hvilket har til Følge, at han gør os alle sammen tossede i Hovederne, for da han tænker sig, at vi måske kunde falde paa at nægte ham, hvad han forlanger, tager han alt, hvad han har Brug for, uden at spørge sig for.

Læg mærke til, at den bryder af og går en omvej, før den vender tilbage og slår sløjfe på pointen. Den sætning ville aldrig gå på fjernsyn, fordi folk ville glemme, hvor den kom fra, i mellemtiden. Der er sikkert meget mere at sige om det her, men hvad ved jeg, jeg er ikke lingvist eller retoriker. Jeg er bare en ydmyg lille blogskriver, der elsker at se linien komme ud af sin pen.

Opsummering: Var folk mere veltalende i gamle dage? Det må undersøges. De er i hvert fald ikke specielt veltalende idag. (Jeg har ikke andet at basere min teori på end tre sæsoner af "Deadwood" og Mark Twain. Hvis alle folks tale er baseret på kadencerne fra The King James Bible osv.)

14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

Bagudnikken

Min kone snakkede til mig i går. Noget om sit arbejde. Jeg spurgte selv. Hendes stemme gik op og ned. Jeg stod ovre ved komfuret og var nødt til at lukke øjnene og læne hovedet tilbage mod væggen, jeg var så træt.

Og læsere

Engang i 90'erne lånte jeg min fars smarte lille båndoptager og optog mig selv skide: en underlig lille knirkelyd efterfulgt af et plump. Jeg gav min lillebror øretelefoner på og spillede det for ham (og da jeg havde forklaret for ham, hvad det var, sagde han):
– Du ved godt, du kan miste venner på det her, ikke?

Også her en foregangsmand

Man ser forresten af disse billeder, hvorfor Dan Tùrell valgte at barbere sin isse og gå med den åndssvage hat:


Nokkengang, 1985.

PS Han var tilsyneladende også ved at miste hørelsen:

Det skulle bare mangle

Ind i mellem fortæller jeg min kone en historie, hvor det viser sig, at hun havde ret, og jeg skulle have lyttet til hende, så bliver hun så glad.

Et eksempel er dengang, der kom en ind og ville købe et billede, og så sagde jeg noget i retning af "Skrid, dit borgerlige røvhul, tror du, det er en skotøjsbutik? Det er ikke for dig, herut!", og nu står det maleri, han ville købe, bare og samler støv og bliver aldrig malet færdig.

Ind i mellem må jeg vise temperament. Jeg må begynde at drikke ligesom Modigliani og smide rundt med møblementet på fortovscaféer.



Appendix A: Der stod den sørgeligste historie at læse i New Yorker'en: Dagen før Modiglianis begravelse styrtede hans kæreste sig i døden. Gravid i 8. måned, 21 år gammel, mor til en 1½-årig. Livet er kort og beskidt, som Shu-Bi-Dua sang. Hun kom af verden fra femte sal.


David Byrne? Nej, Modigliani.

Så kan jeg ikke komme ud hurtigt nok

Jeg gider ikke høre min kone fortælle min datter (14) sin livshistorie (i dette tilfælde om udviklingen af sin musiksmag). Hun har selvfølgelig ret til sin udgave af historien, jeg gider bare ikke høre det.



Det må være fordi, det handler om før hun mødte mig. Scorpions?!

Man skal aldrig råbe

Mine nye naboer hilser heller ikke på mig. Hvad skal jeg gøre for at få dem over på min side – frugtkage, spiritus? De må have hørt mig gennem væggen råbe som en misogynistisk psykopat. Men her er lydt, og min stemme er gennemtrængende. Sådan er den, rungende og klangfuld. Som Pavarotti i en kloak.

Noget af det

Her er noget af det, jeg har fået at vide, at jeg er, gør eller skal, i dag:

"Jeg tager ikke ansvar for mit eget liv."

"Jeg hører ikke efter."

"Jeg er syg i hovedet."

"Det er ikke fordi, det er noget lort, det er fordi, jeg er en idiot." (Det rimer.)

"Indrøm du har ret."

"Det er altid værre for mig."

"Der gælder altid andre regler for mig. Særregler."

Vejen frem

Man siger, at folk med en stærk hage kommer frem i verden.

Tag f.eks. Quentin Tarantino. Han er verdens mest succesrige filmskaber, og han har verdens største hage.



Andre eksempler:

Popeye – stor hage, og han vinder altid.


Fodnote: Jeg opdagede, at min far er tre år ældre end Popeye. Han er verdens ældste mand.

General Alcazar – stor hage og statsleder.



Jay Leno – måske verdens største, fedeste hage, vandt over Letterman i The Late Night Wars.



Selv har jeg en diskret hage, en skavank jeg forsøger at skjule ved at gå i stærkt højhalsede sweatre og aldrig lade mig fotografere fra siden.



Man siger også, at den, der har den stærkeste hage, får det sidste ord. Min kone har en stærk hage f.eks., og hun får altid det sidste ord. Til tider må jeg sige noget og så springe ud af døren, før hun når at svare færdigt, for at få det sidste ord eller i hvert fald den sidste hørbare hele sætning.

'Jeg skal lære at høre efter'

Når min kone begynder at tale til mig, beder jeg om at doodle, for sådan lytter jeg bedst. Så bliver hun sur, når hun ser, hvad jeg skriver, og siger, at jeg ikke hører ordentligt efter.


Som om det var hele historien.

Hun siger, at hvis jeg var en af hendes veninder, ville jeg lytte efter. Hendes veninder, som aldrig ringer og som hun aldrig ser.

Men jeg sidder jo her lige nu, siger jeg. Jeg er meget skuffende, idet jeg ikke er ideel.

Med lukkede øjne

Jeg har lyst til, at du skal snakke til mig, så længe du kan, og jeg skal nok lytte.

Dybt forstyrret

Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

Om middagsbordet

– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

Tal til mig

Vi havde en alvorlig snak om vores problemer,
mens de bollede ovenpå.

Det lød som mus i en usmurt trædemølle.

Mindre bump på samtalens vej forårsager sammenstød over morgenteen

***
Min kone i badekåbe, jeg på vej til arbejde

Jeg havde en udmærket samtale med min hustru i morges om den freudianske psykoanalyses rødder i den romantiske gren af europæisk filosofihistorie (min tese) (rødder i en gren?), men efter en mindre krølle grundet misforstået udtale endte samtalen desværre i denne bemærkning:

Du har så travlt med dig selv, og hvad du synes er sjovt, men det er kun dumt og irriterende,

som jeg straks skyndte mig ud og skrev ned, så det hele ikke var spildt.

Så det er godt, jeg har denne blogs, hvor jeg kan have travlt med alt det, jeg synes er sjovt, men som kun er dumt og irriterende. Forstår I?
***

En verden åbner sig

***
Jeg så på min kones øjne i morges og tænkte: Jeg må finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på andre mennesker.

Men så krævede hun noget af mig, og vi begyndte at skændes og råbe:
– Jeg kender dig.
– Du skal ikke psykologisere mig.

(Jeg lå under dynen og pruttede af ophidselse.
– Her lugter af lort, sagde hun og gik ned i fitness.)

(Lidt efter kom min svigerinde uanmeldt ind fra provinsen.)

Alligevel har jeg dog ikke tænkt mig at opgive mit projekt. Fra nu af læner jeg mig tilbage, lytter og ser, hvad der sker, lige meget hvor kedeligt og bittert det er. Jeg må ikke bare opfatte andre mennesker som de voksne i Peanuts – abstrakte horn: wah, wah, wah, som menneskesnak for hunde (se fig. t.h.) – noget, der skal overstås, før jeg selv kan begynde at tale igen.
***

Fremskridt

***
I dag tvang jeg mig til at lytte til hele min kones lange historie om, hvordan hendes dag havde været. Det var helt vildt kedeligt, men jeg forblev fokuseret og nikkede de rigtige steder og stille medfølende spørgsmål. Eks.: "Hun må jo være sindssyg." Eller: "Er der ikke regler for sådan noget?" Mit kropssprog afslørede ingenting.

Det er en god koncentrationsøvelse, en slags transcendental meditation på den hvide stribe på motorvejen.

Her står, at den slags styrker parforholdet.

***