Viser opslag med etiketten intet godt at sige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten intet godt at sige. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Ud i nye led


– Var det ikke meget hyggeligt? sagde jeg til min kone. Jeg havde faktisk en god fornemmelse efter min fars fødselsdag. – Han talte oven i købet med [min datters navn].
– Jeg kunne ikke undlade at høre, hvad han talte om, sagde min kone. – Han fortalte hende om, hvor svært det var for ham, da din mor ville skilles og var ham utro.

Og således forplantes giften til de næste generationer. Vinderne skriver historien. Hendes elskede farmor, der forkælede hende med kærlighed alle de år. Hendes farfar, der kun har passet hende én gang, eller i hvert fald ladet sin kæreste gøre det.



"Jeg er din farfar" er det eneste, han siger til min yngste datter, når han ser hende. "Jeg er din farfar." Han har gjort det samme med alle sine børnebørn, men nu er hun den yngste.

fredag den 8. april 2011

Ingen vej hjem


Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

mandag den 15. februar 2010

Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger


Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.

onsdag den 3. februar 2010

Intet godt


Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

søndag den 19. april 2009

Hvad er jeg her for?

***
Fedt, endnu en weekend, hvor der ikke er nogen, der gider lytte til mig. Hvorfor er jeg her overhovedet?

Start fredag aften: – Kan du ikke lade være med at kritisere alting? (Jeg kommer hjem midt i "Allstarz".)
– Hva’?

Lørdag morgen, mig: – Ved du, hvad der ville være rart ind i mellem? Et venligt ord. Jeg får aldrig et venligt ord heromkring.
– Råber du ad mig?
(Jeg overdøver.)

Ingen samtale. Ingenting. Jeg ville ønske, jeg bare kunne gå ud. Afsted. Men der er ingen der ringer og ingen der gider noget.

Jeg har lydt til bare at køre deruda’ og ikke kigge mig tilbage, før jeg er ude i ørkenen. På hvidglødende kobling.

Hvad er jeg her for?
***

fredag den 13. februar 2009

Jeg har været uden læsere i halvanden måned nu

**
Tallene lyver ikke:



De få læsere, jeg har, er begyndt at opfordre mig til at blogge mindre – for min egen skyld.

Jeg burde nok lukke butikken. Hele projektet er pinligt & nager mig. Forleden dag tænkte jeg på Mandejammer under udførelse af kønsakten. Jeg tror virkelig heller ikke, det er sundt for mig at dyrke alt det her nedtur & negativitet. Men hvem gider læse om nogen, der har det godt?

Bloggen her er bedre, når det går mig skidt. Hvis det går lidt godt, skal det straks blive værre igen.

Alt er bedre end denne standen vånde.

Hvis jeg nu fik kræft, ville bloggen for alvor blive spændende. Så kunne
man beundre mit mod og min galgenhumor på min uundgåelige nedtur mod
graven.



Jeg kommer aldrig frem til det, jeg egentlig vil skrive, fordi der altid er noget, jeg skal klage mig over. Der er en hel stribe fænomenale kulturkritiske essays og erindringsbilleder og andre skarpsindigheder, jeg aldrig når til pga. mit konstante uvæsen. Jeg er bange for, hele mit liv er sådan.
***

mandag den 3. marts 2008

Føler du nogensinde, at dit liv er ligegyldigt og spildt? Jeg gør.

Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg har spildt mit liv. Heller ikke at jeg højst sandsynligt spilder det igen i dag.

6 ord: "Det samme om og om igen".



Foreløbig har jeg læst avisen. Skidt 2 gange, én ude, én hjemme. Overvejet, hvad jeg ikke gider.
Her er hvad jeg ikke gider: Lave min selvangivelse, arbejde, noget.

God morgen, solskin

Lortemorgen. Jeg gider ingenting. Jeg indser, hvor nyttesløst og ligegyldigt mit liv er.
I kø i Netto.
Skændes med min kone om ingenting, før jeg overhovedet er ude af sengen, fordi hun ikke bare kan give mig ret, men diskuterer alting, og i øvrigt er det min skyld, og alt hvad jeg siger om hende, er i virkeligheden sådan som jeg selv er.
Lortesex i weekenden.
Jeg er træt.
Der er intet ved noget.
Hvad er det hele værd? Intet!
Ingen glæder har jeg, og jeg gider ingenting. Slet ikke de ting jeg skal. Konstante forhindringer mellem nu og det sted henne jeg godt vil være.
Jeg er for gammel til, at noget nogensinde bliver bedre. Det eneste jeg har at se frem til er en lang kurende nedtur mod gravens dulmende mørke.
Tag mod mig, død, her kommer jeg (lyden af et langtrukkent "uiiiiiiiiiiiiiii" i slowmotion).

tirsdag den 6. november 2007

Fødselsdagsfiasko

Jeg har været ved at kvæles i mit eget sorte humør. Det hele er noget lort på alle leder og kanter af mit mandlige ego. Jeg har haft den værste fødselsdag i mit liv. Ingen stads blev der gjort af mig, og jeg gad ingenting selv.

Her er hvad jeg fik: Netto-croissanter og 4 vers af "I dag er det..."

Her er hvad jeg ønskede mig: Hård sex.

Jeg får aldrig det jeg vil have. Af min kone fik jeg to stykker tøj, der var for småt, hun købte i sidste øjeblik, og beklagelser over, at hun ikke havde tid til at købe mig noget. – Så lad være med at give mig noget! sagde jeg. Nu skal jeg spilde tid på at tage det her lort tilbage, jeg ikke gider have alligevel. Tak for at give mig noget, jeg ikke vil have, og tak for at jeg skal spilde tid med at bytte det. Hvis hun virkelig ville glæde mig, kunne hun tage det tilbage selv.

I stedet for at blive glædet på min fødselsdag, skulle jeg glæde alle andre: Mine børn og min velmenende mor. Faderens fødselsdag er altid rend mig i røven. Forestil jer det omvendte, at manden ikke gider noget på konens fødselsdag. Så skulle I bare se. Et hus der ville stå. Min kone har mindet mig om alle de fødselsdage før i tiden, så langt tilbage som 15 år, hvor jeg ikke gjorde et stort nok nummer ud af hende.*)

Ahr, fuck det, jeg er træt af at brokke mig over min kone her i bloggen. Hvor lamt er det ikke. Hvor krysteragtigt er det ikke. Jeg gider ikke tage de konfrontationer oven i det andet lort, der ligger og roder.


*) Der var et par på Dr. Phil, hvor konen stadig brugte mod manden, at han smurte kage i hovedet på hende ved deres bryllup, en sær amerikansk tradition de brugte i hans familie. For at de skulle komme over det, genopførte de scenen i studiet med en kage. Hvor jeg dog ønskede, at han havde smasket den lige i hovedet på hende.

Det er så negativt alt hvad jeg har at sige


Som den sidste i rækken af weekendens ydmygelser var jeg ude at få tæsk i motionsboldsport, og da tænkte jeg: Er det lovligt, når modstanderen ligger på jorden, at lade sig falde og knuse hans strubehoved med knæet?

(15 år senere ligger hans søn på lur og kører mig over med bilen.)

Jeg havde det som om, jeg var 12 år gammel. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg holdt op med at dyrke organiseret sport.
Hele min bevidsthed sad ude i øjnene.
"Hidsig" er ordet.

Jeg føler mig som en af de midaldrende mænd, man hører om i læserbreve, der kører for hurtigt og aggressivt på cykelstien.
I det mindste har jeg alt mit hår.

(Han har en middelalderkrise. Han tager alene til ringridning. Haha.)