Mig som ung

Jeg stod ved baren i McKluud og blev ikke betjent i fem minutter.
– Du er jo en bly viol, sagde min gode gamle bedste ven.
Det er jeg.
– Vidste du ikke det?



– Gi' mig to trampedyr, sagde jeg. Ingen reagerede.

Status på året

Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.

Alt originalt udstyr

Jeg har købt en cykel af en, der hedder Fahrad, hvilket er lidt sjovt, hvis man kan tysk.


Jeg har allerede olieret mine pæne bukser til.

En ung kvinde blev påkørt på Værnedamsvej, mens jeg var inde at få en bagel (sesam – der var ingen everything, for de ville ikke "åbne en æske til".

Spirende rædsel på Vesterfælledvej

I dag blev jeg bange for at blive smittet med dengue-virus fra Dankort-automaten i døgnNetto.

To ord der ikke hører sammen: Gylle og køkken

Den her er sikkert berømt:


Bag Føtex på Amagerbrogade.

Jeg var henne for at tage et billede, mens han havde åbent, men han jog mig væk med en stegegaffel: - Kan du komme væk, din ironiker! sagde han.

Her er Gylle's i en udvidet, endnu mere trøstesløs kontekst:

Orgasmisk otium – lad os høre den for de gamle

Jeg fandt disse digte foldet sammen fire gange og glemt under en stol efter en lyrikaften i Valby Kulturhus.



De udtrykker i al deres naive ubehjælpsomhed for mig at se en sund vitalitet, fornemmelse for egen selvværd og glæde ved livet og sin krop – og at dele det og den med andre.

3. akt, scene 2

I min genindspilning af Repitilicus, som jeg omdøber Reptilicon©®™ for at undgå copyrightproblemer*), skal uhyret stoppe op og drikke af den store Tuborg-flaske.


*) Alternativt Reptilimus©®™. Eller Reptilipus©®™. Eller Reptilikurt©®™.


En monstergod idé.

Svigtende varm død

Tjek det: inspireret af Donzos klassiske spritduplikerede hæfter skrev jeg disse strofer:

(12:30:08 PM)
Svigtende varm død

(12:31:10 PM)
Din opstoppernæse i solnedgangen
med små lyse dun
Forsvandt min skyld
i erindringens ocean
uden en svupper?

(12:32:06 PM)
Jeg kan også være varm og menneskelig
når det gælder
men min hjemmebane er et
brændenældekrat
som toiletbræt
Min moster var noget
af en kvinde

(12:33:06 PM)
I forgårs forsvandt alt godt
fra sendefladen
på planeten Jorden
og alt hvad der var tilbage
var biblioteksmusik
og Blockbuster-videoer (VHS)
uden etiketter
Som jætter på toiletter

(12:34:09 PM)
I årtusinder lyste vi
klart og funklende
men nu kommer tankerne
overrumplende
svære at fordøje
i nattens toilet
Alt er stoppet
For at løbe ud på ny
En nat i min by
Alene

(12:35:45 PM)
Vi åd vore tanker
grådigt
som dinosaurer
på barberbladets kant
i reagensglassets bund
mødtes vi
uden en tanke for
inficeret pestilens og
skattepolitiske indgreb
sansede kun det ubegribelige
nu

(12:37:16 PM)
Vi var andre end vi
er nu
forduftede, forsmåede og små-
bureaukratiske uden store tanker
og følelser og begrebsapparater
inden for rammerne af
delagtiggjort borgerlighed
hvor der altid er en til
der sidder fast
som en knast
med Hansa-plast

(12:39:06 PM)
Men natten tager os og
kærtegner vore kølige lemmer
og legemlige køller
mens vi glider ind og ud af hinandens
bevidstheder og orificer
af glinsende fugtglans og
kotelettefisseletter i nedgangs-
månens bevægende glorie af
staccato-stalinister i
strækmarch gennem Fælled-
parkens græsfoyer første maj
hvor vi glemte alt
hvad der hændte
før

(12:40:01 PM)
Og alting vil samles og forgå
og alle vil vi forstå
hvor og hvordan og hvorledes
og hvorhen og hvor skidt det kunne
gå uden en lummer drøm
under dynen at holde fast på som
en spændt vandpik på nye
æventyr.

Kunstnerdrømme

– Kender du den drøm, sagde min hebridiske kunstnerveninde til mig, – hvor man får lort på fingrene og bliver ved med at tørre, men der er hele tiden mere?

– Kender du den drøm, hvor man sidder på toilettet, og så er det midt på Rådhuspladsen?

– Jaja, sagde jeg.

Undervandsmaleri

Jeg har på det sidste haft en stor trang til at fylde mit hoved med natur. Ikke mere andenhånds, men den ægte vare. I mine unge dage snorklede jeg over et koralrev og fyldte mit hoved med det billede. Det må jeg male, tænkte jeg, men jeg kunne ikke finde ud af det. Nu trænger jeg til at stikke mit hoved i noget lignende igen, men det nærmeste jeg har er bedet under vinduet, hvor man nogle gange finder fuglekranier. Måske sætter jeg mig ind i palmehuset i Botanisk Have, hvor der er så godt at sove på bænken eller skrive poesi.



PS Her er en type (ved navn Alfonso Cruz), der dykker ned under vandet og maler malerier dernede. De ser ræ'rlige ud selvfølgelig, men derfor kan ideen jo være god nok. Godt man ikke tænkte på det først. Jeg havde bare tænkt mig at gøre det i badekarret.

Hånbold

Jeg tror, hemmeligheden ved håndbold er at finde en sport, som ingen andre lande spiller, og så glæde sig over den.



Siger min kone: – Men de spiller da håndbold i andre lande, gør de ikke?
– Du ved, hvad jeg mener.
Betydningen er den samme.

Hvis det ikke var for spisesedlerne, ville jeg ikke vide, at håndbold eksisterede. Det er en rar fornemmelse.

Der er mange ting, jeg på samme måde ikke ville vide fandtes.

– Følger du ikke ned i nyhederne? spurgte en far fra klassen.
– Nej da.
– De siger, Acacieparken er en "ghetto" [med luftgåseøjne], men det er det ikke.

Og det er kun ét eksempel.

Der er mange ting, man bliver klogere af, hvis man ikke følger med i nyhederne.

Det er hvad jeg har

Vi sidder i toget på vej hjem fra Nordhavn, så kommer der en hjemløs kvinde forbi, der rører mit hjerte, fordi hun er så tandløs, efter jeg først har rystet på hovedet nej-nej.
– Her, jeg har fem kroner.
– Fem kroner, pft! siger min kone.
– Hvad?!

Tæt på

Jeg gik til frisøren og blev foryngret. Det var i forgårs. Nu er jeg klar til at blive foryngret igen.



FAKTABOKS: Ovenstående er fra Dreyers Jeanne d'Arcs lidelse og død. I Valby ligger der pudsigt nok en frisør, der hedder Jeanne d'Arc:



De binder en til en stage og brænder håret af, mens man tvinges til at erkende den sande gud.

DE NØGNE FAKTA: Der kommer ludere ud af sidedøren til Frederiksberg Rådhus (lokalreportage)

Hvis det ikke var en luder, ved jeg ikke, hvad hun laver dér kl. 10 om aftenen (onsdag) i femtommers hæle.

Rekonstruktion:



I øvrigt er jeg ikke ude på at ødelægge nogens forretning, jeg rapporterer bare DE NØGNE FAKTA.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Godt jeg ikke er enefar

Min datter (13) er begyndt at lave skrækserier. Så dygtig hun er. Så siger jeg: – Du burde kigge i nogen anatomibøger, så du kan se, hvordan mennesker ser ud under huden.
Og lidt senere: – Har du lyst til at se nogen parterede lig? Vi kan tage ind på Panum en dag, der har de sådan nogen i montrer.
– Nej. Far, du er altså ret mærkelig.


Jeg skal have bestilt nogle flere gamle EC-serier.

Jeg kom til at tænke på dengang, hun var 4, og hendes oldemor lige var død henne på plejehjemmet. – Tager du (vores datters navn) med over at se hende? sagde jeg til min kone (hvis bedstemor det var).
– Hvad? Hvorfor i alverden skulle jeg det?!
– Jeg tænkte, hun måske ville synes, det var interessant.

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.
***

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

Fri dag

***
Væk med jer, sagde jeg og smed min kvarte tistyks og lighteren over skulderen i Viborggade. Nordhavn, perron: Hvor er mit tog? Der står ikke noget på skærmen. Hjem og kaste op efter rystetur i Radiobilerne, synke ved hver hård opbremsning.

Nu er jeg bare træt og tilbage, efter at have set mig selv udefra og moret mig over at være anderledes, end jeg plejer, ligesom at lytte efter sin stemme, når man har råbt sig hæs, som åndelig helium.
– Du burde drikke noget oftere, sagde min kone, – du bliver så afslappet.
Jeg er bare glad og taknemmelig for at være i live.
Lakridsrodssnaps.
***

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***