Tilbage igen

Hvad har du lyst til?

Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.

Og nu tør jeg ikke røre ved noget.


"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."

Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor.
– Marshall McLuhan

Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.

People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.

And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually.
–Steve Jobs

I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions.
– Brian Eno (min fremhævning)

Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.



Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.

– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.

Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.

Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?



En stak papir giver mere mening.

Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.

Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?

Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.

Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.

Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Jeg er ligeglad, hvad der sker, bare det er noget med varm olie

Min kone græd, fordi jeg ikke morede mig nok på min fødselsdag.

Jeg kan leve med døden

Det gør ikke noget, at jeg skal dø,
mit liv er alligevel noget hø.



Men når jeg forsvinder,
græder mine kvinder.

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

Står den til?

Gudsrost says: (11:50:51 AM)
Jo, det går såmænd meget godt. Jeg har lidt bagkoger fra i lørdags. Og jeg savner min mor, så jeg er ved at græde. Jeg gider ikke arbejde, men jeg er nødt til at lave lidt. Bagefter er jeg nødt til at lave bare lidt kunst for at have det okay. Jeg har købt en femstyks pakke cerutter og vil ryge en efter frokost.
Gudsrost says: (11:50:53 AM)
Mit langtidsmaleri står og ser lidt overarbejdet ud. Jeg har åbent vindue og hører WNYC, mens jeg skriver. Mit sind plages af tanker om mit forspildte liv. Groft sagt det sædvanlige her.

Socialt brætspil i undervisningsøjemed

I skolen (15. klasse) spillede vi det her spil (lang historie), hvor det gjaldt om at stemme om hinandens karakteregenskaber (eks.: Hvem er en menneskelig hindbærroulade?), og jeg fik flest stemmer som den, der var parat til at skubbe andre til side for at komme frem. Det undrede mig, da jeg godt kan lide at være et uigennemskueligt venligt menneske.

Så stå ikke i vejen for mig, med mindre I gerne vil knuses (tværes ud, ikke krammes).

Men hvorfor er jeg så ikke kommet frem?

Hvorfor sidder jeg bare her og lader mig overhale?

Jeg er et par 'addocks.

Jeg bitre, triste mand. Hør mine tunge tårer falde.

Feberhed

Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.

Den ensomme mand

Græd dig i søvn, ensomme mand
Åh, buhu
Hvor ku du?


*) En rødhåret dame med skanker
til nakken og stiletter, der kan dræbe
Bitre, hårde øjne
Film noir til far
Og den tørre hund
i nattens baggage.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Den udstødte

Folk viger bort fra mig, når jeg ikke længere er den muntre klovn.

Jeg skulle ikke have prøvet at lave noget i dag

I dag har jeg taget mere maling af, end jeg har lagt på. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Min hjerne trænger til et langt brusebad.

Det har jeg aldrig prøvet før: at græde, mens jeg malede. Alt er værre nu.

Opdateret – næste morgen

Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?

Endnu en

Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.

Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.

– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.

– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.

– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?

– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...

– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.

– Ikke noget.

Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.

– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).

– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.

Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.

Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.

Nu kan jeg høre gråd derinde fra.

Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.



Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.

Red dig selv

Min kone troede, at vi ikke skulle give hinanden julegaver i år. Så jeg vandt. (Jeg havde sagt, at jeg hellere ville give et barn i u-landene en uddannelse, end at vi spilder penge på ting, vi ikke har brug for, og hun troede, at jeg ville gennemføre planen. Fat chance! Dog stak jeg en 50'er til zigeuneren foran Netto, der kyssede min hånd til tak.)

Til gengæld græd hun over, at jeg ikke har byttet min fødselsdagsgave fra hende endnu snart 2 mdr. efter. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget, der skal byttes. Giv mig noget, der ikke skal byttes, siger jeg. I stedet for, at hun bruger tid på at finde mig noget, der passer eller som jeg kan lide, er det mig, der skal bruge tid på at gå ned og bytte noget, jeg ikke vil have. Så er det mig, der skal glæde hende. Og nu taler hun ikke til mig igen.

Det er ikke min skyld altsammen.



Det kan ikke være min skyld altsammen.

Arv mit miljø

Min datter (10) sagde: – Jeg vågnede, fordi jeg kunne høre, at du græd, og så begyndte jeg også at græde.

Vores nye lejlighed har samtalekøkken

Jeg lå med et håndklæde over hovedet inde i sengen og græd, mens svigerfamilien spiste frokost ude i køkkenet.

Eller også er det os allesammen

Jeg troede, at det var min bror, der ville savne min mor mest (for jeg ved, at han betroede sig til hende, det var hvad hun sagde), men jeg tror faktisk, at det er mig. Jeg tænkte: Jeg har jo en varm og åben kone, jeg kan dele mine følelser med.

Det var altid pinligt at skulle beklage sig til min mor over min kone, men hun kunne altid høre på mig, når jeg var ked af det.

Da jeg var lille, sagde hun: – Hvis du græder, begynder jeg også.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

Mine øjne føles som to østers

Hvor længe skal jeg gå og græde hele tiden?