Jeg ringede til min far i går og lagde en besked. I dag ringede han tilbage, fordi han ikke kunne få sin Skype-lyd ud igennem øretelefonerne*). Nu har han lige mailet mig seks storformat-billeder af sig selv. "Tænkte du godt ville have dem."
Andre gange Skyper han op og kigger på sig selv på videobilledet: – Oh, se!
Han spørger aldrig, hvordan jeg har det.
*) Hvorfor hedder de sådan? Det har jo ikke noget med fjernt at gøre. De skulle hedde ørefoner.
Jeg kender en fyr, der er medlem af Cinemateket og siger "filme" for film i flertal. Eks.: "De viser mange gode filme derinde". Jeg har rettet ham tre gange, men han bliver alligevel ved med at sige det.
Han siger også "uwnsdag", selvom han er fra Jylland.
Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.
Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.
Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.
Se også: Mennesket som automaton.
BONUSSTRIBE Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.
Jeg var til den mest skizofrene fest nogensinde. Alle mandens venner og familie var inde i ét rum, alle konens venner var ude i køkkenet, deriblandt mig. Gangen var linet med kunstfærdige billeder af kusser, jeg sværger, kitschy ting, Ting-tryk og sånoget, han købte på nettet i stedet for at arbejde. Den eneste forbindelse mellem de to var en kvinde fra Bolivia, der var flink at danse hele tiden. Til sidst lagde jeg mig ind på sofaen. Mandens mor og moster kom ind: – Hold kæft, hvor her lugter! ...Er det dig? – Jeg kan ikke gøre for det, sagde jeg. – Jeg har tømmermænd.
Vulgære mennesker.
De er skilt nu.
Men han vedbliver at fucke med hendes hoved, og hun er skidesød.
Fuck med dit hoved og se denne løst relaterede video med Carmen Miranda: The Lady in the Tutti-Frutti Hat.
Det minder mig om dengang, min kone og jeg sad hjemme hos hendes forældre og så videoer og hørmede ad helvede til, mens hendes lillebror og hans venner varmede op inde på hans værelse ved at høre den der sang med motorsaven, der spiller melodien, og John Mogensens Hva' pokker ska' jeg gøre ("Jeg tramper og ned ad gulvet, så det støver / uh, hvor det støver"), tro det eller ej. Før de gik, stak han hovedet indenfor: – Hvad er det her lugter af? – Det må være disse stærke oste, svarede vi. – Prøv lige at komme! råbte han til sine venner, og så kom de allesammen ind i stuen. – Har I nogensinde lugtet noget lignende?
Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).
Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).
De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.
FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:
Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.
PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.
BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:
*** Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej. ***
*** Jeg underholdt mig selv på nettet, efter familien var gået i seng, og faldt over denne film fra det gamle loppecirkus i Tivoli:
Jeg troede ellers, at loppecirkus var fup, men det var åbenbart kun visse dekadente udøvere af kunsten i dens nedgangstid, der undlod at bruge egentlige lopper.
Det er meget sjældent, at jeg prøver at underholde mig selv på nettet, for jeg laver aldrig andet end at Google dagen lang i arbejds medfør, men når jeg har læst The New York Times og set The Daily Show og Colbert, ved jeg som regel ikke, hvad jeg så skal. Derfor er jeg nu i går begyndt at kigge ind hos Grow a Brain, en blog jeg alligevel altid falder over, når jeg Googler ting.
Glimrende blog med masser af aparte links, der førte mig videre til Dark Roasted Blend (aahh! Java!), der har en side om loppecirkusser (med link til den danske film) og masser af steampunk-billeder, bl.a. af underlige russisk 50’er-industri, tro det eller ej – af det jeg har set indtil videre. Den tjekker jeg igen. Der var pudsigt nok også billeder fra dette københavnske projekt, jeg ikke havde hørt om, for jeg har ikke hørt om noget. Det er okay, men lidt kunstigt og kulturstøtteagtigt, jeg kan bedre lide loppecirkusset.
***Følg mig på mine kommende klikskursioner!!! Der er en hel verden derude. Det er næsten som en god bog!!!***
PS Det tager tre mdr. at træne en loppe. Det gad jeg nok se Hannibal Hildorf gøre. Så blev jeg fan. ***
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
