Viser opslag med etiketten Lademann - det smager man. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lademann - det smager man. Vis alle opslag

fredag den 29. august 2008

PS ang. mit drastiske vægttab – et emne jeg ved interesserer mange

***
Jeg tror, min kones smarte elektroniske badevægt er indstillet til at flattere hende.*) Min læges vægt viste 4 kg mere, og nu har jeg lige vejet mig igen efter en uges intens opfedning med Nutella og hvidt brød og fiskefileter og fiskefrikadeller med rasp og remoulade, og hvis min kones vægt passer, har jeg tabt 800 g.

Jeg afventer med spænding mine testresultater på mandag... Bliv hængende: Hvis jeg får en dødelig eller kronisk sygdom, er I de første, der får det at vide.


*)
Det minder mig om det her fænomen med, at kvinders sko- og tøjstørrelser er blevet mindre med årene, så det der plejede at være en 43 er blevet en 41 osv., samtidig med at mænds størrelser er blevet større, fordi mænd gerne vil være store og svulmende, mens kvinder vil være små fine prinsesser. Der findes et ord for fænomenet med krympende størrelser: vanity sizing. Se selv.


Vi er blevet til et af de her par, hvor konen bliver ved at tage gods på, mens manden bliver mere og mere udmagret.

Flot billede af ost fra Lademanns.
***

fredag den 22. august 2008

Fantastisk kollagemateriale boomeranger tilbage og rammer mig i nakken

***
For et stykke tid siden, da jeg skulle rydde mit kælderrum, smed jeg mit Lademanns Leksikon ud. Nu har jeg fundet et til, jeg heller ikke har brug for. Det ligger nede i gården, men jeg modererer mig og tager kun en 3-4 bind ad gangen (og håber på containeren bliver tømt, før jeg når det hele igennem) og river alle de gode billeder ud. Her er f.eks. et af Birthe Tove:



Verden omkring mig flyder over med elorgler og bogklubbøger.
***

mandag den 23. juni 2008

Brandudsalg


Jeg har et kælderrum, jeg skal til at rydde, fyldt med dårlig eller halvfærdig kunst, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med: min højttalersamling til en lydinstallation, der aldrig blev til noget, Lademanns Leksikon fra 70’erne (godt hvis man mangler et flot farvebillede af Dwight Stones eller Erhard Jakobsen – jeg fandt det på Amager og transporterede det her ud, jeg har aldrig kigget i det, de sidste fire bind er klistret sammen pga. vandskade [ikke min skyld]), halvanden meter disco-maxisingler med lettere mugne omslag (ikke min skyld), min 78’er-samling og andre ting, jeg ikke har lyst til at tænke på. Jeg har ikke lyst til at tage stilling til noget af det, og jeg har ikke noget sted at gøre af det.

Løsningen er selvfølgelig at holde brandudsalg. Jeg inviterer alle folk, jeg kender fra nordkysten, og deres venner, køber noget billigt sprit og inviterer nogen damer, der kan stå og vise sig frem og få køberne til at føre sig frem. Jeg hænger det hele op på væggen og spiller gamle plader dertil. Alle er velkomne. Alt er til salg til spotpris. Resten brænder jeg.

Det er den eneste udvej.

Se også her for, hvor dum en idé det er at gemme for meget af sit gamle kunstlort ingen vil have (verden render over med halvdårlig kunst).

Faktisk er det ikke så dårligt alt sammen. Det er det, der er så fandens. Det er sket, at jeg er sluppet af med noget af det, og når jeg ser det hænge på folks vægge, ser det faktisk meget godt ud. Fandens til dilemma.


mandag den 7. maj 2007

Dyrenes dagligdag

Jeg fandt denne bog i en container i lørdags. Der lå hele sættet af Lademanns Dyreleksikon, men jeg styrede mig og nøjedes med 4 bind. Jeg har allerede et komplet sæt Lademanns Leksikon liggende, fordi jeg bildte mig ind det var god billedreference. Det er det også, hvis jeg nogensinde skulle mangle et billede af Erhard Jacobsen eller Dwight Stones. Nu ligger de i en kasse nede i kælderen.

Iflg. Bind 31 her:

"George Schaller har studeret løvernes kønsliv og fastslået, at den enkelte kopulation varer mellem 6 og 68 sekunder. Under parringen griber hannen med sine tænder fat i løvindens nakkeskind, undertiden så hårdt, at blodet flyder. Løvinden knurrer hele tiden, og hanløven mjaver til tider. En hanløve blev holdt under observation i to og et halvt døgn. I løbet af 24 timer havde han kopuleret 86 gange med to løvinder. I de næste 24 timer kopulerede han yderligere 62 gange, og ved afslutningen af 55 timers observation var han oppe på 157 gange. Det enkelte tidsinterval mellem parringerne var 21 minutter, en enkelt gang kun ét minut".


Jeg kan ikke lade være med at tænke på Schaller, der ligger og gemmer sig i buskene og tæller løvekopulationer. Jeg læste for nogen år siden om en videnskabsmand, der sneg sig ind i bjørnenes huler om vinteren og tog deres temperatur med et rektaltermometer. Det kunne han ikke være bekendt. Nogen ting gør det ikke noget, at man ikke ved.


Note 1: Don Enzo spurgte, hvad der var blevet at Lademanns forlag, og jeg har efter kort tids research kunnet konkludere, at Egmont fusionerede dem med Aschehoug i 2003 under navnet Ascehoug.

Note 2: Han spurgte også, hvad der var blevet af "Lagerman - det smager man", men det har jeg ikke gidet undersøge, da det umiddelbart ligger udenfor omfanget af dette blogindlæg
.