14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Sjove vittigheder fra mit nærmiljø

Haha, den her dvd er sjov, fordi den hedder "Dildo":



Haha, det her guf er sjovt, fordi det hedder "Lokum":

Adskilt ved fødslen? (del XXVIII)

Er der nogen, der har lagt mærke til, i hvor slående grad Helle Thorning-Schmidt ligner den amerikanske skuespiller Joan Allen, der bl.a. spillede vicepræsident i The Contender (med Jeff Bridges)?


Helle Thorning-Schmidt, dansk politiker – Joan Allen, kendt fra Bourne-filmene.

Kvindelige politikere skal åbenbart se sådan ud i dagens Danmark & beyond.

'Jeg er en STOR MAND'

I lørdags var jeg ovre hos Donzo sammen med Triple-K og se en dårlig splatter (oprigtigt dårlig: Dellamore Dellamorte, kan ikke anbefales) og fik at vide, at jeg lyder ligesom Pia Kjærsgaard, fordi jeg er "antielitær" og synes en nuværende adjunktprofessor var en snothvalp i 1993, tsk, tsk. Ugen før var jeg ude og fik at vide, at jeg lyder ligesom Jørgen Leth, fordi jeg rakte hånden ud og sagde "med savoir faire og tæft". Jeg har overvejet, om jeg bare er dum at høre på og burde holde min kæft. Den mulighed eksisterer. Fra nu af bliver jeg hjemme og tænker over dét.



Han er sjov, den Donzo: – 'Ækel mandsling', har han sagt to gange nu, – sådan affejer du hele mandens [Woody Allens] værk.

– Du skal ikke være en Dominique Strauss-Kahn-apologist, siger jeg. – 'Jeg er en stor mand!'

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

Anmærkeligt fænomen

Jeg kender en fyr, der er medlem af Cinemateket og siger "filme" for film i flertal. Eks.: "De viser mange gode filme derinde". Jeg har rettet ham tre gange, men han bliver alligevel ved med at sige det.

Han siger også "uwnsdag", selvom han er fra Jylland.



Han siger også "supert".

3. akt, scene 2

I min genindspilning af Repitilicus, som jeg omdøber Reptilicon©®™ for at undgå copyrightproblemer*), skal uhyret stoppe op og drikke af den store Tuborg-flaske.


*) Alternativt Reptilimus©®™. Eller Reptilipus©®™. Eller Reptilikurt©®™.


En monstergod idé.

Donzo Ischariotes

Jeg var ude hos Donzo at se en splatter. Han siger, min blog er kikset nogle gange og fem år bagefter.


Poultrygeist, en på mange måder perfekt (fem år gammel) film.

Han siger også, min sprogbrug er gammeldags.

Og han er en trofast læser...

Dolket i ryggen igen.

Mum er ordet

Min kone og jeg skændes ikke mere. Men vi taler heller ikke sammen.

Det er mærkeligt at have gæster, eller være ude, og høre hende tale.

I lørdags havde vi diverse mennesker i huset og sad omkring bordet med hjemmebag. Men ingen sagde noget. Jeg gider ikke. Jeg er træt af, at det altid skal være mig. Så var det godt, at der var et lille barn, damerne kunne tale til.

I går aftes sagde min kone: – Det er som at bo i en Dreyer-film.

Ingen svarede.

Hun havde håbet på Woody Allen (fig. 2), men jeg ved ikke, hvordan danske jøder taler ved spisebordet. Det var, mens jeg tænkte over det, hun sagde det med Dreyer.

– Det er koldt og dystert udenfor, sagde jeg (i min bedste imitation af Preben Lerdorff Rye).

Fig. 1

Ordet.

Jeg havde en drøm om en berømt dansk jøde eller hørte om en – grænsen er flydende – men nu kan jeg ikke huske hvem.

I øvrigt vil jeg ikke have noget Woody Allen her med en 14-, snart 15-årig i huset. Ækel mandsling.

Fig. 2

Slå mig ihjel nu

• Vidste du, at David Bowie er rockens kamæleon?
• Vidste du, at von Trier er den nye Dreyer?

Ballbusters on Parade

Når min far dør, arver jeg hans arkiver. Mine brødre ville smide det ud. Måske bliver der kamp om hans sexkartotek og nøgenbillederne af min mor blandt anemoner.

Der må være en måde at scanne det hele på. Et virtuelt gravsted ville glæde ham.

Det vil tage mig seks mdr. at gennemgå alle hans papirer, hvis jeg bruger en time på det hver dag. Jeg laver en film om ham en dag, som Bergman. Det ville glæde ham mest af alt.

Til minde om dig, far, og alle dine meritter.

Afbrudt af snacks

At være på hospitalet er ligesom at lave film: der er så meget ventetid ind i mellem højdepunkterne.

Galvaniserende drama

Min kone og jeg skulle til julefrokost, og hele vejen derhen skændtes vi ("Hvorfor venter du ikke?" "Jeg troede, du bare ville have, jeg skulle køre?" "Min kæde er slap, jeg kan ikke trampe til." "Hvad starter du nu?" "Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?" osv. osv. ), og ligeså snart vi kom indenfor, holdt vi op, og bagefter skændtes vi hele vejen hjem. Jeg tror, det er en måde at få tiden til at gå, når man skal et sted hen. Jeg læste (i en filmanmeldelse), at Orson Welles gerne skabte stort drama: DRAMA under prøverne til sine teaterforestillinger ("for at underholde og stimulere sit kompagni" og "skabe en krisestemning"), så han kunne samle det hele til sidst med et trylleslag lige til premieren (en arbejdsform, der egnede sig bedre til scenen end til filmen, da filmproduktion kræver længere forberedelsestid, og bl.a. derfor saboterede han så mange af sine senere projekter. Det og druk. Og sikkert også andre grunde. Jeg så F for Fake og drømte om at tale som Orson Welles – sikke'n kontrol, sikke'n styrke). Jeg tror, det er lidt det samme. Drama for at få tiden til at gå og galvanisere sammenholdet. Det forestiller jeg mig.

Fri fantasi

Hvorfor findes der ingen film om, hvor lykkeligt det er at være gift? Okay, det ville være kedelige film, men alligevel. Den eneste, jeg kan komme i tanke om, er The Thin Man-serien med Nick og Nora (se fig. 1), men de drikker også hele tiden. Og hun har penge.


Delsvar 1: Fordi historien i princippet ender, når folk bliver gift og får børn.

Fig. 1

TURISTTIPS: Myrna Loys håndaftryk er stadig at finde i fortovet foran Theatre 80 på St. Mark's Place. Tjek BONUSVIDEOEN her:


Billedet er spejlvendt, men det er der ikke noget at gøre ved.

Hvad er stipendier?

– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
– Du skal bare lave en masse film.
– Jamen, hvordan bliver man det rigtigt?
– Man går på filmskole.
– Hvor henne?
– Der er Filmskolen her i Danmark.
– Pff! Tror du, jeg gider lave danske film!
– Det er ellers en meget god skole (and going there you're set for life).
(...)
– Jeg har ikke råd til at sende dig på filmskole i udlandet.
– Hvor meget koster det?
– Jeg ved ikke ... måske 22.000 dollars om året.*)
– Det er jo ikke mere, end I betaler i husleje.
– Ja, så kan vi bare blive hjemløse og sende dig på filmskole.
– Ja.
(...)
(...)
– Det bedste er at blive ved med at lave sine egne film sammen med sine venner, det gjorde Spielberg og Coen Bros. og Sam Raimi ...

Og så løb hun ned til bussen.

*) Mere lign. $30.000 (UCLA).

"For Steven Spielberg's first film's premiere, his father rented a local theater, and his mother and sisters sold popcorn and sodas. Spielberg's first commercial venture grossed $600, netting him a profit of $100", står der her.

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Det hele er mystisk og uigennemskueligt bag skinnet

***
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.

Min kone troede, at hun blev filmet i sit hjem og overalt, hvor hun gik, at det var sådan film bliver lavet. Det kan jeg godt huske lidt af selv. Jeg forestillede mig, at mit liv var en film. Men en dag, jeg cyklede hjem fra skole, tænkte jeg: – Nej, så kedelig kan ingen film dog være. Det er der ingen, der vil se på.*)


Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Tak.


*) Det værste, man kunne ønske sig, var at være en person i en tv-serie: konstant plages man og får kræft og bliver skilt og forfulgt og truet og lemlæstet, der er ikke et roligt øjeblik. Tænk på én figur i en tv-serie, du godt ville være – nej, vel? (Komedier gælder ikke, for så vil jeg være Fonzie.)
***

De store synger

***
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?


PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.
***

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

Det er ikke nok med, hvor det skal stå. Kære dagbog ...

***
I
Min datter græd i morges, før hun skulle over på sin nye ambitiøse skole.

II
Vi har købt et nyt, enormt klædeskab, og nu forsøger jeg at stille det op, mens jeg er syg. Så prøver jeg at få min kone til at hjælpe mig med at vende den ene skydedør om, men hun nægter, hun er uenig med placeringen af panelerne.
Mig: – Der er kun én måde, de kan sidde på!
Hun: – Du skal ikke tro, du har ret ...
Mig: – Nej! Det skal jeg i hvert fald ikke! Det er vist det, det hele handler om!
Hun: – ... til at tale til mig, som det passer dig.
Mig: – Gider du ikke bare hjælpe mig, så jeg kan komme videre?
Hun: – Jeg troede, vi skulle tale sammen om det her ligesom alt det andet?
Mig: – Okay, sæt dig ind i det, og når du har været hele vejen rundt, kan vi snakke sammen igen!
Hun: – Du skal ikke råbe ad mig.

Hun nægter. Jeg går.

Det er lige meget, hvad jeg siger, jeg må bare ikke hæve stemmen eller udvise emotionel agitation.

– Guderne forbyde, hvis du skulle gøre noget, jeg be'r dig om. Guderne forbyde, du skulle gøre nogetsomhelst, jeg be'r dig om, tænker jeg, mens jeg vasker op.

Nu står der tordenskyer ud ad ørerne på mig, og jeg må ty til min lille dagbog.


PS Jeg har tidligere sammenlignet min hustrus samarbejdsvanskeligheder med John Travolta i Pulp Fiction, her var hun der igen, men mere ligesom Eric Stoltz' pusher-Gerda, da hun skal finde adrenalin-nålen eller markeren.



Når jeg tænker efter, er filmen fuld af den slags situationer. Bruce Willis' franske veninde er heller ikke til at få til at skynde sig på den måde.
***