Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Udefrem

Facebook minder mig om den scene i The Road, hvor manden åbner lemmen ned til kælderen, og der er fyldt med kødslaver med afhuggede, kauteriserede ben, og de skriger og råber om hjælp: "Red os, red os, tag os med!" "Ud, hurtigt!" Jeg ville ønske, jeg aldrig havde set det. Hvordan blev livet sådan? Det var ikke meningen, livet skulle være sådan. Hvordan blev det det?

Facebook minder mig om at løfte en sten, og der er fyldt med orme, der vrider sig. Nogle af dem har sløjfe i håret.

Orgasmisk otium – lad os høre den for de gamle

Jeg fandt disse digte foldet sammen fire gange og glemt under en stol efter en lyrikaften i Valby Kulturhus.



De udtrykker i al deres naive ubehjælpsomhed for mig at se en sund vitalitet, fornemmelse for egen selvværd og glæde ved livet og sin krop – og at dele det og den med andre.

Insektoid berøring

Kender I det, når man skal røre ved andre, og ens hånd krymper til en krog, der tapper dem på skulderen?

Alt er bedre (addendum I)

Måske var det bedre, hvis jeg var skilt. Så kunne jeg komme videre i stedet for at hænge her og dingle som et udsuget flueskelet. Mit liv forsvinder for øjnene af mig, for jeg vælger ikke at handle.



Nu vil jeg gøre noget ved noget.

Mere senere.

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation

Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).

Sådan er jeg

Der ligger en halvdød flue på mit bord, men jeg har ingen interesse i at dræbe den.


Den er mig, der ikke gider arbejde.

Alle tegn var gode

I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.



Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

Det var fluen der fik mig

Der kom nogle linier af Kerouac, fandt jeg ud af, det var, på radioen forleden, der fik mig til at spidse øren:

In my medicine cabinet,
the winter fly
has died of old age

Og denne klincher:

Nightfall,
too dark to read the page
too cold

Der er flere her.

Også denne:

Black bird
no! blue bird!
branch still jumping

Et klassisk, slagfast poetisk billede.

Optagelsen (med Al Cohn og Zoot Sims) her.


Fra Chris Ware: Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth.

Det var på WFMU - tjek deres hjemmeside for livestreams, arkiver og podcasts.
De ligger også i iTunes under Radio > Eclectic
Og deres iPhone app er glimrende og gratis. Jeg sætter fonen til DAB-radioen hver morgen, så mine børn og jeg har noget at frydes over.

Jeg var simpelthen nødt til at smide, hvad jeg havde i hænderne – hvilket ikke gjorde så meget, for det var arbejde – og høre efter. Og tage noter.
Anede ikke det var Jack før bawetter.

Endelig

Det er endelig lykkedes mig at dræbe min plante. Jeg fik den til min 40-års fødselsdag, og den har fulgt mig op igennem. Meget har den fundet sig i, og aldrig har den beklaget sig.

Men nu er den ikke mere.


Meget, meget næsten ikke mere. Der er ét grønt blad i.

Ligesom Den barnlige Kejserinde er den ramt af noget uforklarligt. Hvem er den grønfingrede – om ikke -hudede – helt, der kan redde den? Jeg lader hofgartnerne kalde sammen. Den ædleste og viseste af dem må drage ud og overdrage helten Klenodiet, også kaldet "Glansen". Med den om halsen hænger al rigets skæbne på ham.

Jeg ved godt, det kun er en plante, men den er alt, hvad jeg havde til at holde mig med selskab de lange kolde dage med slavearbejde og frygtelige eksistentielle kvaler.

Den er mit riges dunkende hjerte, og dør den, dør alt.

Hvad nu? Jeg tror, der vokser noget mug omme bag min espressomaskine.

Befinder helten sig dér?

Natte

Jeg er så liderlig, jeg græder mig selv i søvn om natten. Og jeg sover dårligt. Når jeg da sover. Og ruger. Over alt det jeg skal, skriver huskesedler i søvne: Husk at købe havregryn. Husk at ringe til Esben. Betal skat. Min dag er en lang vandring gennem gusten tåge. Kan dårligt fokusere. Et slør af vammel modbydelighed har lagt sig over mit liv. Mit liv er som en dansk jazzmelodi. Det er bedre med lukkede øjne. Afbleget, kornfedt, bredt over hofterne. Mine kærtegn er kødløse og knoklede. Mine suk er dybe og inderlige ventileringer af forstyrrede impulser. Min magnetiske nordpol er ude af wat. Jeg forstener i famlende blinde, et fluebevandret lig. Mumificerede minder. Banale drømme i folkevognsstrømme. Opgivende vink til et forvitret galleri af gale levninge. Gale forbigåelser. Forskudte og ærgerlige genveje. Mit liv. Mit liv af. Mit liv af. Mit liv af sørgelig vrængen. Hvor jeg dog ikke kan det mer'. Her i dag, væk i morgen, tilbage er kun sorgen. Bundløs, sort. Gravade drømme. Jeg kender kun i morgen, før det er for sent. Igen igen, for sent for sent. Almindelig galt. Tosser i toget. Barbie-plast, raketfart, dansk nedtur
(her mistede jeg syv geniale linier)
hvert levende sekund.

Udslip

Der er begyndt at lugte råddent omkring min espressomaskine.


Fluerne sidder fast i kaffeolien som pelikaner i Golfen.

Nye belejringer

Jeg har fået lus igen.

Min hovedbund er ødelagt og bløder. Dyrker de minedrift deroppe? Og jeg, der ville have været til frisøren.



I går ville jeg skrive (i min lille notesbog): Jeg glæder mig til at blive en usoigneret gammel mand.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Noget job

***
Jeg havde glemt, hvad det var, jeg skulle i dag, og nu kommer jeg pludselig i tanke om det. Fuck!



Jeg har også fået lus igen.
***

Helt slemt kan det ikke have været

***
Jeg var nede at hente min datter (9) hos hendes lille veninde i dag på vej hjem fra atelieret.
– Min far har siddet i fængsel, sagde hendes lille veninde.
– Hva' er den af, Preben? sagde jeg.
– Nå-åh, jeg har trods alt været tjenestemand i mange år, så helt slemt kan det ikke have været, sagde han og hev af sin plastik-nikotininhalator.

– Var det lømmelparagraffen? spurgte jeg for at være aktuel i min humor.
– Der er ét til! sagde han og smækkede et møl på loftet i gangen med en fluesmækker.
***

Normaliseringsindsats

***
Mine lus i håret vil ikke gå væk, så jeg stresser dem ved at spraye lusekur i håret uden at skylle det ud igen og kæmme flere gange dagligt på vilkårlige tidspunkter.


***

Hovedfuld

***
Hele familien har fået lus. Jeg sidder med hele håret glattet ind i silikone, og det får mig til at tænke på: er det en af grundene til, at folk gik med hårolie i gamle dage, fordi lusene måtte lukke åndehullerne eller evt. helt holdt sig væk?



Og så glæder jeg mig til, de opfinder en nanokur mod de bæster eller gensplejser mariehøner til opgaven.


Se efter her:

Tony Millionaires Maakies, en visionær serie som jeg flittigt har gengivet fra på det sidste. (Klik og forstør.)
***

Dette er lavpunktet

***
Jeg har nået et nulpunkt i mit liv. I går var måske den værste dag i mit liv, også selvom der ikke skete noget, måske navnlig derfor. Jeg føler mig så langt fra mit væsens kerne, som jeg overhovedet kan komme.



Mit liv minder om den sidste del af Wild at Heart, hvor de bare ligger i motelværelset, og ingen gider tørre brækklatten på gulvet op, mens fluerne kravler på den.
***